Torsdagskoncert
Vi finder vores pladser, folk i alle aldre, af alle køn og formodentlig også af op til flere religiøse overbevisninger, pæne i tøjet og med en aura af dannet, men mærkbar forventningsfuld opstemthed, der virker smittende på deres korrespondent, som falder ned i sit sæde med et hørbart suk oven på en hård dag i samfundet.
Man forstår på det bifald, der regner ned over koncertmester Christina Åstrand, da hun ved aftenens begyndelse viser sig ude i siden for spændstigt at bevæge sig ind mod podiets midte, at der er enormt meget tillid på spil her. Indtrykket forstærkes af dirigentens opdukken efter en laaanng pause idet også han modtages med en ordentlig salve fra det spændte publikum. Det kan man da kalde god tro, eftersom der endnu ikke er blevet spillet en tone. Det er ellers noget af et orkester, der er kradset sammen mindst en 80-90 musikere er stablet sammen oppe på scenen, der af samme grund virker noget diminutiv og efter en hurtig og herlig kakafonisk finstemning sættes der i med den 65-årige georgiske komponist Gija Kantjelis ...al niente, der betyder ...til intet. Ifølge komponisten et billede på hans eget liv, der er ved at ebbe ud, hvilket udmønter sig i at alle passager lav- som højstemte konsekvent tynder klangen ud til... intet.
Forkrampet popmusik
Koncentrationen er kolossal og de første fire-fem minutter, hvor tyste passager majestætisk fades ud, var i sandhed præget af ånd. Men de første åndeløse minutters betagelse fortog sig, da resten af stykket satte den opnåede lydhørhed overstyr med hvad der i stigende grad klingede som et moderne symfonisk filmscore, hvor det ene stykke incidental music afløste det andet. Dirigenten fungerede som et magnetfelt og orkestret spillede i al sin uhyrlighed præcist og intenst fra start til slut, men titlen »...til intet« lød rigtigere og rigtigere, efterhånden som bestillingsværket i stigende grad antog karakter af det overfladiske og effektjagende. Uden sammenligning i øvrigt mindede metoden med i ét væk at lade instrumentklyngerne spille samme figur unisont om popproduceren Phil Spectors imposante wall of sound fra starten af tresserne, men hans værker overskred så til gengæld sjældent tre-minutters grænsen, og i hans tilfælde var kitsch-effekten delvist intentionel.
Syntes man at Kantjeli arbejde stedvist tangerede det kitschede, var det det rene vand ved siden af musikken til balletten Romeo og Julie af Sergej Prokofjev, en ren konditorkage fra ende til anden, kunstfærdigt, virtuost og fuldstændig tomt for andet end kalorier og tilsætningsstoffer. En art forkrampet popmusik for folk med for fine fornemmelser til at hengive sig døgnfluemusikkens mere spontane, men også langt mere primitive udtryk. Delstykket »Den unge Julie« gav således mindelser om en dårlig aften på Det kongelige Duader, hvor abonninerne sidder og dirrer henrykt over et eller andet af anorexi forpint pigebarns naturmodstridende kropsbevægelser i en scenografi så kunstig som en spontan svensker. Højromantisk kitsch med kælne fagotter, dirrende tværfløjteindsatser og hele pivtøjet. Lige til at tude over, faktisk, men ikke på den fede måde.
Det kan godt være at Hollywood har approprieret diverse stilgreb fra kompositionsmusikkens mestre, men indledningsstykket, det bredt malende »Slægterne Montague og Capulet«, varslede i dén grad fortekster, bredformat og stereofonisk lyd, at filmbilleder bredte sig på nethinden. Storfilm, som de blev lavet i halvtredserne, natürlich: Cleopatra, Spartacus og lignende. Undertegnede fik en voldsom trang til at se West Side Story, thats for damn sure. En såkaldt »Dans« vakte til gengæld mindelser om John Fords Drums Along The Mohawk, og her var der faktisk virkelig horn i de forskellige blæsersektioner, der som helhed i øvrigt gav aftenen et løft. En markant basklarinetfigur fik smilet frem, og det geniale ved koncerten som form er jo da netop også, at man kan betragte musikerne arbejde.
En bedre sag værdig
På et elementært visuelt plan var der masser at komme efter, og man kunne falde i staver over alt fra en ret lækker enkeltstående kvindelig saxofonist som mindede om en jeg engang kendte, der hed Anja til en tilfældig violonist i mylderet, mens det ene virtuost udførte musikstykke efter det andet flintrede forbi ens arme hoved.
En generel betragtning om Prokofjevs balletscore: Her har vi den utroligt dygtige mand, som tilsyneladende kan det hele, men ikke formår at samle det til et hele; moderne, næsten jazzede klange læner sig op af højromantisk camp, små højklassiske passager afløses af sentimentale melodistumper und so weiter. Uden at skulle forklejne orkesterets indsats kunne de skønne kræfter bestemt have været benyttet til noget mere substantielt. Ikke meget at skrive hjem om dér, det er sikkert. Som W.C. Fields sagde på sit dødsleje: All in all Id rather be in Philadelphia.
*Yuri Temirkanov dirigerede Radiosymfoniorkestret under ledelse af Christina Åstrand og fremførte i processen Gija Kantjelis ...al niente og musiken til balletten Romeo og Julie af Sergej Profokjev, Radiohusets Koncertsal, torsdag
*Klaus Lynggaard skriver til dagligt om rock
