Læsetid: 6 min.

Og klamme kvinder, hvor har de magt

Dansk litteratur er fuld af frelsende engle af kvindekøn, der heler splittede mandesjæle. Men hvor kommer de fra?
16. marts 2001

Qlummen
Jeg vil, én sidste nat, være hos min Hustru, hos Lucrezia. Thi for at Mennesket, Manden – i et eneste Nu og en eneste Hengivelse – kan favne og blive ét med Jorden, Havet, Luften og Ilden, gav Gud ham Kvinden.«
Således står det skrevet i Karen Blixen-fortællingen Kappen, og da jeg for nogle
år siden fik historien gennemgået på danskstudiet, Københavns Universtet, løftede den aldrende professor på dette sted sin smukke løvemanke fra bogen og så tænksomt frem for sig: »Ja, dette bryder mange moder-ne kvinder sig sikkert ikke om at høre. Men hvis man, så at sige, skal opdrage denne forestilling bort, vil det nok tage tid.«
Jeg hviskede himmelfalden til min sidemand, en fast studiekammerat: »Jamen er der da nogen der tror sådan noget?!« Selv havde jeg ikke på dette tidspunkt mødt en mand, der troede, at jeg var jord eller hav, det troede jeg jo heller ikke om dem.
Men der var nogen, der troede sådan, skulle jeg opleve. Ikke blot hærges reelt en stor del af den ældre, velkanoniserede danske litteratur faktisk af en forestilling om kvinder og kvindelighed som en art naturforekomst, skabt af Gud til mænds frelse og fornøjelse som i Blixen-citatet. Men hvad der var mere mærkeligt, en del af lærerne (mænd var i stort flertal) kørte begejstret med på den samme forestillingsverden: Manden er ånd, kvinden natur (og, måtte man forstå, på grund af kvinders ringere abstraktionsevne klarede de sig også dårligere til eksamen her på universitetet...).
På baggrund af især det sidste var man ikke dummere end at man sneg sig bort til andre undervisere og mere uhildede eksaminatorer. Men hvis teksterne og læreren iøvrigt var spændende, var det jo irriterende.

Derfor virkede Lise Præstgaard Andersens vittige afmontering af netop dette antifeministiske idékompleks i kredsen omkring professor Aage Henriksen i sidste uges Lørdagskronik som en stærkt forfriskende skylle. Ikke mindst i kombination med Ole Togebys kronik i onsdagsavisen, hvor han afslører, at en hovedhjørnesten i Henriksens omfattende teori om det seksuelle afkald som vejen til højere bevidsthedsformer beror på en gemen fejllæsning.
Så er der egentlig ikke god grund til at se på, hvordan litteraturens mænd egentlig har forstået kvinder?
Mon f.eks. Karen Blixen selv tror på det, som ægtemanden i citatet ovenfor tror, at kvinder er en slags naturressource? Næppe. Tværtimod fremgår det af historien, at Lucrezia elsker en anden, som hun er sin mand utro med. Måske netop fordi hendes mand ikke ser hende, men sine egne forestillinger om Kvinden, og hun hellere vil begæres som menneske end som en dråbe i havet?
For mit eget vedkommende begyndte elendigheden allerede da jeg som cirka 16-årig læste Jacob Paludans Jørgen Stein (1932), hvor forfatteren koster sin arme hovedperson frem gennem 1920’r-storbyens Sodoma og Gomorrha, hvor der både er jazzmusik og, gys, kvinder med læbestift og kort hår!! Glidebanen til det totale psykiske havari for en ung mand fra provinsen er kort sagt smurt, Jørgen glemmer sin ungdomskærlighed, alt går i fisk indtil han i slutningen tager til takke med den naturlige, dvs. naive og uuddannede Marie, der her fortæller ham, at hun venter barn: »Pludselig gled Jørgen ned i Græsset og lagde Ansigtet mellem hendes Knæ. Intet skulde der siges.«
Videre haster vi baglæns til Henrik Ibsens Peer Gynt (1867), hvor Peer, også efter en langstrakt psykologisk nedtur, i sidste akt forenes med sin gamle kæreste Solvejg: »Min Moder; min Hustru, uskyldig Kvinde! – O gjem mig, gjem mig derinde! (han klynger sig fast og skjuler Ansigtet i hendes Skjöd.)«
Hvorefter Solvejg synger den voksne mand i søvn: »Sov du, dyreste Gutten min! – Jeg skal vugge dig, jeg skal vaage.« Osv.

Med andre ord: Løsningsmodellen, når alt er gået skævt for en mand, er: Hjem til Mor eller én, der vil påtage sig hvervet, og hovedet helt ind i hendes skød, ikke som mand og elsker, men som spædbarn, ja foster. Den ideelle kvinde er en fager Madonna, der står parat med moderskød og tilgivelse. Som ingenting selv forlanger og som bogen ikke forlener med nogen personlige træk eller egenskaber, udover netop villigheden til at tage sig af en havareret mand, der ingenting har at give udover det, enhver kan, nemlig gøre hende gravid.
Og så har jeg endda ikke engang nævnt psykoanalytikeren C.G. Jung eller forfatterne Harald Kidde og H.C. Branner, hvor dyrkelsen af kvindelighed i skikkelse af Moder Natur når eksalterede, mytologiske højder.
Ejheller kan Johannes V. Jensens »milde kvinder, hvor har de magt« (1925) forstås som en frisk opfordring til kvinder om at stå ærligt på deres, men til at sno sig med mildhed og kvindelist.

Hvis man tror, at klamme drømmekvinders magt over danske mandlige kunstnersjæle hører fortiden til, behøver jeg vel bare at minde om Lars von Triers opofrende, uegennyttige heltinder, der intet forlanger til sig selv og intet får – udover utak og pinefuld død. – Jeg synes skam også, at manden er genial, men plot og personer har vel også lidt at sige?
Og nej, jeg efterlyser ikke en benhård feministisk kunst med traktorkørende kvindelige rollemodeller og hele svineriet. Jeg ved godt, at forfattere og andre kunstnere skriver så godt de kan med det køn de nu har.
Men man kan vel godt undre sig over, at så mange habile til fremragende mandlige danske kunstnere kun har ork til at beskrive det ene køn troværdigt. Ja, at ’pigen med moderskødet’ er fast inventar i forbavsende mange også nyere ungdoms- og dannelsesromaner som frelsende dea ex machina i en gudsforladt verden.

Jeg vil skynde mig at fortælle, at historien for mit eget vedkommende endte heldigt: Jeg traf nemlig en mandlig litterat, som ikke alene ikke anså mig for et naturelement, men flyttede ind med sin bogsamling og åbnede mine øjne for en forunderlig ny verden: Den angelsaksiske litteratur.
Det nye og herlige var, at i Jane Austens, George Eliots og søstrene Brontës fædreland har den, der søger at argumentere for kvinders naturgivne ringe tankekraft og manglende abstraktionsevne, en rigtig, rigtig dårlig sag. Austens, Brontë’ernes og Eliots bøger (og Dickens’ m.fl.) åbnede mine øjne for, at der fandtes civiliserede egne, hvor kvinder i høj grad selv var subjekter i fortællingerne og havde været det i 200 år.
Spørgsmålet er, hvor har de danske forfattere så deres forestillinger fra? Næppe fra naturen eller biologien, som de selv tror, så ville englænderne jo også have dem?
Jeg har et gæt: Fra Tyskland, måske især fra Goethe, hvor Gretchen i Faust kort fortalt ofres, så Björks figur i Dancer in the Dark næsten ligner en nyfeminist i sammenligning. Og hertil flød tankefiguren måske videre til Søren Kierkegaard, der er stærkt inspireret af tysk tradition, og som har haft kolossal indflydelse på intellektuelle danske sind. Ifølge Joakim Garffs Kierkegaard-biografi SAK oprørte passager som denne – fra Enten-Eller (1843) – allerede samtidens læsende kvindelige publikum:
»(Qvinden) blev Kjød og Blod, men falder netop derfor ind under bestemmelsen af Natur, der væsentlig er Væren for Andet. Først ved Elskovens Berøring vaagner hun, før den Tid er hun Drøm. ... Denne Qvindens Væren (Ordet Existents siger allerede for meget, thi hun bestaaer ikke ud af sig selv) betegnes rigtigt som Ynde, et udtryk, der erindrer om det vegetative Liv; hun er som en Blomst, som Digterne gjerne sige ... «
Med andre ord: Kvinden tilhører planteriget (!), har ikke selvstændig eksistens, lever kun i kraft af kærligheden. Men, som det videre hedder, hvis hun gør sig alt for mange tanker om netop forholdet til manden, »saa er en saadan Vælgen uqvindelig«.
Velbekomme.
Citatet er selvfølgelig skrevet af ét af Kierkegaards talrige pseudonymer – men kan man mon finde tekster af ham, der modsiger det?
Faktisk er det ikke mere end nogle få dage siden, jeg af oprigtig nysgerrighed spurgte en distingveret mandlig humanist fra ét af de københavnske universitetsinstitutter, hvorfor det – apropos Lise Præstgaard Andersens kronik i lørdags – i intellektuelle kredse var så almindeligt at finde dybe mandefællesskaber, som ikke gad have kvinder med i diskussionerne?
»Fordi kvinder er en fejlkilde,« svarede han alvorligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu