Læsetid: 2 min.

K'NYT

28. marts 2001


Skyum-Nielsen på finansloven
*Informations litteraturkritiker, Erik Skyum Nielsen er indstillet til at komme på finansloven. Nyhedsbureauet Ritzau skriver: »Forfatter og kritiker Erik Skyum-Nielsen (...) regnes for en af efterkrigstidens betydeligste danske kritikere.« Foruden Skyum er komponist Peter Friis Nielsen indstillet. Han har indspillet musik siden 1970 og har de seneste år især været optaget af internationale indspilninger.
Indstillingerne skal godkendes af kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) og finansudvalget.

Paneldebat om kulturværdier
*I anledning af den igangværende udstilling om kulturværdier i Den Sorte Diamant indbydes der på tirsdag til paneldebat om sagen. Hvad er dansk kulturarv? Er kultur og værdier fælles – eller bliver de det med tiden? Sådanne spørgsmål tages op i debatten mellem kunsthistoriker Bente Scavenius, museumsinspektør Frank Birkebæk, Galleriejer Susanne Ottosen m.fl. Arrangementet foregår kl 19. Yderligere info: 33474364 eller www.kb.dk

Lean, Pinter og sortlistede film i Cinemateket
*I april byder Cinemateket på tre temaer. ‘Blacklisted – film der var for stærke for systemet’ viser film, der af en eller anden grund er blevet bortcensureret på grund af tidens mishag. Desuden sættes der fokus på den britiske dramatiker Harold Pinter, der sidste år ville være fyldt 70 år. I filmverdenen er han mest kendt for sine manuskripter til bl.a. Snylteren, Bitter frugt og Den franske løjtnants kvinde. Endelig viser Cinemateket værker af instruktøren David Lean, der bl.a. lavede Broen over floden Kwai og Lawrence of Arabia, som vises i serien.

Weitze i Alfabet
*Forfatteren Charlotte Weitze er ugens forfatter i P1’s litteratur magasin Alfabet i aften kl. 19.15. Weitzes bog Fandekke fik en positiv modtagelse af Informations Ralf Christensen i fredags, så måske man skulle lægge øre til højttaleren i aften, hvor forfatterinden taler om bogen.

Fortæller i Funke
*Er man til gode historier, kan man også slå et smut forbi Caféen Funke på Nørrebro i aften, hvor Svend-Erik Engh fortæller grumme historier og sanselige fortællinger om folk i grænselandet, som der står i pressemeddelelsen. Engh er underviser og medstifter af Beretter Akademiet (www.historier.dk), som er en foredragsgruppe, som blander pædagogik og underholdning med fortællingen som udgangspunkt. Fortælleaftenen begynder kl. 21.

Ny udgave om kriminalitetskontrol
*Nils Christies spændende bog om Kriminalitetskontrol som industri er nu kommet i en ny revideret udgave på Hans Reitzels Forlag. Bogen er en dokumentation af, hvordan straffeforanstaltninger i en række vest- og østeuropæiske lande, men også – og ikke mindst – i USA, har udviklet sig til en selvstændig industri med næsten ubegrænsede vækstmuligheder. Forfatteren har opdateret sin bog fra 1996 og tilføjet kapitler, som bekræfter, at denne uønskværdige udvikling er fortsat for fuld kraft. 240 sider, 268 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu