Læsetid: 6 min.

’Kritik af den økonomiske fornuft’

Marxismen var en drøm eller et mareridt, og i dag fremstår den neoklassiske økonomi som sandheden om samfundet. Men er økonomien nu den rene fornuft?
21. marts 2001

Tro & Filosofi
For at afhjælpe incitamentsproblemet har vi i vismændenes forårsrapport foreslået enten et beskæftigelsesfradrag eller en nedsættelse af dagpengesatserne. Begge dele vil virke, og det er et politisk valg, om man vil det ene eller andet«.
»Strengt taget er det et regne-eksempel fra vismændenes forårsrapport, politikerne har anvendt, så det er selvfølgelig fornuftigt.«
Sådan lød det i Profilen den 2. juni 1998, da økonomisk vismand Nina Smith skulle fælde dom over Pinsepakken. Få vil betvivle, at det var fornuftige konklusioner at drage på baggrund af vismændenes økonomiske modeller. Og færre vil i dag have autoriteten til at drage de politiske anbefalinger fra den højeste økonomiske fornuft i tvivl.
Alligevel var vi et par idéhistorikere, der tillod os at undre os. Hvad var det for en ’fornuft’, der kunne afgøre, at det var nødvendigt at afbøde det såkaldte ’incitamentsproblem’ ved at gøre kløften mellem lønindtægt og overførselsindkomst større, så folk blev mere tilbøjelige til at tage mindre attraktivt arbejde? Var den politiske filosofis tunge begreber som frihed, lighed, broderskab, solidaritet og retfærdighed ikke involveret i spørgsmålet om ’incitamentsproblemet’? Og var både viljen til at arbejde og til at understøtte arbejdsløse ikke et spørgsmål om god moral, forpligtelse, barmhjertighed og almindelig anstændighed – og ikke bare en politisk-økonomisk sag, der kunne reduceres til et valg mellem to regneeksempler?
Vi nøjedes ikke med at stille spørgsmålene til os selv, og derfor udkommer der nu en bog, hvor idéhistorikere, politologer, en enkelt biskop og flere økonomer peger på nogle af de moralske og politiske værdier, der er indbygget i økonomien.
Samtidig peger bidragyderne på de forenklede antagelser om mennesker og marked, som økonomerne er nødt til at benytte for at nå frem til klare meldinger. Om netop økonomernes rolle i politikken skriver tidligere økonomisk overvismand Karsten Laursen i sit bidrag:
»Problemet er, at vi er tilbøjelige til at tro, at teorien er sandheden, eller i det mindste at den ligner, og på det grundlag fremsætter vi økonomisk-politiske anbefalinger. Vi udtaler os med en tilsyneladende moralsk autoritet, fordi vi foregiver at vide, hvordan man gør tilværelsen bedre.«
En af de berømteste tilsnigelser i økonomiteorien er det nyttemaksimerende menneske, homo oeconomicus. Denne figur er og bliver krumtappen i den neoklassiske teori, der er dominerende i Danmark, og han er under voldsom beskydning fra mange sider i bogen.

Biskop Jan Lindhardt genopvækker i sit essay forsøgsvis en munk fra Middelalderen, der nok ville undre sig såre over vores moderne verden. »Især ville han sikkert blive overrasket over, at det, der for ham var en last, for os er en dyd«, skriver Lindhardt. Mens munken er vant til, at grådighed og griskhed er intet mindre end en af de syv dødssynder, oplever han, hvordan disse tilbøjeligheder nu kaldes ’rationel egeninteresse’ eller ’driftighed’ og er helt legitime handlingsrationaler og økonomiens byggesten i vores verden.
Der er altså sket en kraftig omvurdering af menneskelig adfærd, og Lindhardt peger dermed på, at økonomisk teori ikke bare er et neutralt blik på verden, men selv sætter eller afspejler værdier. Laursen, der i perioder fungerede som rådgiver for Verdensbanken og flere regeringer i den tredje verden, skriver om den sag:
»Kapitalisme er ikke blot et økonomisk system, det er også et sæt kulturelle værdier: konkurrence er en dyd, profit er legitim, og frihed er værdifuld. At udbrede markedssystemet er derfor ikke blot en øvelse i økonomisk
ingeniørvidenskab. Det er tillige et angreb på andre landes kultur og politik.«
I det tidligere Sovjetunionen har der næppe været den store moral og politik at ødelægge efter Murens fald. Men når Chicago-økonomernes kapitalistiske hestekur indtil videre er endt i den rene økonomiske katastrofe, må det jo i nogen grad forklares med, at
eksperterne glemte at overveje, at en velfungerende markedsøkonomi hviler på en række kulturelle og politiske forudsætninger. Kun en særlig form for civiliseret egoisme (og en god portion gensidig tillid, ansvarsfølelse, solidaritet og andre fremmedlegemer i forhold til den økonomiske logik) giver i realiteten en velfungerende markedsøkonomi.

Den nuværende økonomiske overvismand Niels Kærgård vender i sit bidrag netop mere blikket indad end ud mod fremmede kulturer. Kærgård er interesseret i modsætningen mellem en kristen moral og økonomernes homo oeconomicus. Han revitaliserer en lang dansk teologisk tradition for at angribe den ’moralsk anløbne’ økonomiske videnskab, der satser på selviskheden i stedet for at understøtte det gode i mennesket. Kærgård forsøger at bringe en forsoning i stand ved at fremdrage de to traditioners fælles erkendelse af, at hverken det perfekt moralske eller totalt asociale menneske findes i den virkelige verden.
Vi må skelne mellem kristendommens krav til den enkelte og økonomiens forsøg på at finde dækkende modeller. I politik kommer man sikkert længere med at satse på trangen til egen vinding end folks godgørenhed, mener Kærgård.
Og det må netop være grundforestillingen, når Nina Smith i det indledende citat som den ’naturligste’ sag anbefaler politikerne at satse på folks egen ’økonomiske fornuft’, dvs. egen økonomisk vinding, i løsningen af det såkaldte ’incitamentsproblem’.
I princippet er løsningsforslagene på det såkaldte incitamentsproblem – at folk ikke gider at påtage sig visse former for arbejde – vel legio.
Hermed er vi fremme ved politolog og metaforteoretiker Erik Christensen. Han præsenterer den økologiske økonomis forbehold over for den fremherskende neoklassiske økonomiteori med dens nyttemaksimerende mennesker og profitmaksimerende virksomheder.
Disse grundelementer er nemlig stærke metaforer, som vi ser verden igennem, og valget af metaforer er styrende for, hvilke problemer vi kan afdække, og hvilke løsninger vi kan se.

De nuværende modeller og metaforer blev skabt, da knapheden blandt mennesker og ikke miljøødelæggelserne var samfundets hovedproblemer, og derfor er det vanskeligt at løse påtrængende miljøproblemer med den eksisterende forståelsesramme. Betydningen af at anvende begreber som ’det nyttemaksimerende menneske’ er altså vidtrækkende. Men også det lille ord ’incitamentsproblem’ i det indledende citat er en overvejelse værd. Det ville vel være lige så sandt at beskrive ’incitamentsproblemet’ som folks ’fravalg af uacceptable arbejdsvilkår’ eller slet og ret ‘prioritering’, og det ville straks stille sagen i et andet lys. Eller for at tage et af Karsten Laursens eksempler på, hvordan »selv deres sprog afslører dem«, altså økonomerne: »På Keynes’ tid, da folk endnu var mennesker, talte han om frivillig eller ufrivillig arbejdsløshed. Nu taler Milton Friedman, endnu en af fagets nobelpristagere, om naturlig arbejdsløshed.«
Den økologiske økonomi vil trænge det nyttemaksimerende menneske i baggrunden med et nyt økonomisk sprog. Også Kærgård mener, at det altid må stå til diskussion, hvor homo oeconomicus skal optræde, og hvor økonomiens modeller med rimelighed kan anvendes. Heller ikke Laursen er bange for at krænke det nyttemaksimerende menneske i en større sags tjeneste: »Jeg kunne forestille mig et andet teorem om folks markedsadfærd end selviskhed og rationalisme.
Man kunne f.eks. forestille sig, at forbrugerisme i en moderne økonomi, hvor de fundamentale materielle behov er dækket, er en tillært vane uden dybe rødder i den menneskelige natur, en slags fritidsbeskæftigelse uden større forbindelse med behovstilfredsstillelse end fodbold eller lotto-spil eller anden form for beruselse.
I det omfang noget sådant er tilfældet, bliver princippet om forbrugersuverænitet mindre ophøjet end i de gældende modeller, og indgreb i markedsmekanismen nemmere at forsvare.«
Det nyttemaksimerende menneske er og bliver en abstraktion. Den værste anklage mod homo oeconomicus er måske slet ikke, at han er moralsk anløben, men at han ikke eksisterer og alligevel får lov at styre økonomi og politik. Den politiske forbruger, der er emnet for Mads Sørensens artikel, er et bevis på, at vi faktisk handler med tanke på andre, selv i Brugsen.
Men lad os give det sidste ord til Karsten Laursen, der i sin artikel giver det videre til apostlen Paulus. Begge angreb økonomien ved roden. Karsten Laursen ved at være et alt for moralsk menneske til at passe i sine egne økonomiske ligninger. Paulus med sin erkendte irrationalitet (citeret fra den ’nye’ bibeloversættelse fra 1992:
»Det, jeg vil, det gør jeg ikke, men det, jeg hader, det gør jeg.«

Carsten Fenger-Grøn er idéhistoriker, medredaktør af tidsskriftet SALT og sammen med Jens Erik Kristensen redaktør af antologien ’Kritik af den økonomiske fornuft’.
Den udkommer på fredag den 23. marts.

n*ogudgivelsen markeres med et åbent seminar på Institut for Statskundskab, Rosenborggade 15, aud. 9, onsdag 4. april kl. 15.30 med otte af bogens bidragydere og tre eksterne oplægsholdere:
Lars-Henrik Schmidt, professor i filosofi og rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet Kurt Aagaard Nielsen, sociolog og professor i Arbejdslivsstudier
Jørgen Rosted, departementschef i Erhvervsministeriet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu