Læsetid: 3 min.

Kvindedrømme

Triviallitteraturen tager sig den frihed at formulere drømme – men moderne kvinder drømmer ikke kun om stærke mænd, mener fiktionsredaktøren
8. marts 2001

Den drømmende

Kvindekamp 90 år Helten er en tavs, bredskuldret mand (gerne adelig) med kløft i hagen, der på bryllupsnatten viser sig som en ’krævende og erfaren’ elsker. Heltinden er en ung, uskyldig og uerfaren pige, der netop med sit rene sind smelter heltens desillusionerede stenhjerte.
Sådan, ved vi jo nok, foregår det i de romantiske kærlighedshistorier, som massevis af kvinder læser (og ser i fjernsynet) hver eneste uge.
»Men sådan er det faktisk ikke mere,« forklarer Flemming Mortensen, litteraturmagister og nu fiktionsredaktør på ugebladet Hjemmet, der hver uge købes og læses af hundredtusinder af kvinder, især dem over 40 år. »De journalister, der hvert eneste år ringer for at finde ’den nye Barbara Cartland’, går altid skuffede bort.«
– Men hvad drømmer kvinder om, hvis det ikke er stærke, tavse (og rige) mænd?
»Jeg vil meget nødig fremstå som ekspert i kvinders længsler, men triviallitteraturen er måske et meget godt barometer for samfundets drømme. Triviallitteraturen tager sig jo den frihed at formulere drømme, mens den fine litteratur mere handler om alt det, der går galt i livet.«
– Ender det stadig med bryllup?
»Ja, eller noget der ligner, men også om at finde en respekt for hinanden og en kontrakt, hvor parterne er enige om, at det er sådan, vi spiller.«
»Tager man en moderne Askepothistorie som Pretty Woman, så har Julia Roberts’ figur en ny selvstændighed og power. Førhen var heltinden en slags udstødt Askepotfigur, som helten så kom og pludselig trak op i en ny socialt højere identitet og førte ud i verden på sin hvide hest som Markisen af Dit og Dat.«
»Helten skal stadig erkende noget omkring kvindens identitet, som så bliver grundlag for, hvordan de har det med hinanden. Men den kontrakt er langt mere ligeværdig end før: I moderne romaner har heltinden et job, og i de historiske graver f.eks. forfatteren Britta Lamp kvinder frem, der er nævnt i en bisætning i historien, og spinder en ende over dem. Som en roman om en svensk kvinde, Agnetha Horn, der levede i 1620’rne under 30-årskrigen og var blandt de første, der afslog et arrangeret ægteskab for at få den mand, hun ville ha’.«
– Men hvad går drømmen ud på, hvis det ikke er social opstigning?
»Det handler meget om familieværdier, om at man er sammen om familien, at manden viser ansvar over for børnene og er loyal over for det, som kvinden i det hele taget vil med sit liv.«
»Heltinden er den aktive af de to, hvad der jo også hænger sammen med, at kvinden er hovedperson og handlingsbærer. Det duer ikke, hvis handlingen bare kaster hende rundt i verden. Selvfølgelig får hun nogen på skrinet i overført forstand, men det skal hun selv handle sig ud af.«
– Skal der være et skel mellem virkelighed og fantasi?
»Var det ikke Freud, der sagde ’Kun den lykkelige fantaserer ikke’. Litteraturen er måske en slags prøveballon for, hvad man kan vente sig af tilværelsen. Det handler også om behov, der ikke er tilfredsstillet, men det betyder jo ikke, at alle, der læser romantiske kærlighedsromaner, har et dårligt ægteskab. De har måske bare større mod til at afprøve sjælelivets muligheder. Præcis som når mænd f.eks. er globetrottere i fantasien, læser Troels Kløvedal og elsker at se Discovery – mens de i virkeligheden bare tager S-toget til Vanløse.«
– Kan man være så lykkelig at man slet ikke fantaserer?
»Nok ikke i lang tid. Det ville være meget mystisk.«
– Hvorfor er der i offentligheden så tit et fimset skær omkring netop romance, mens det er ok at læse f.eks. Jan Guillous spændingsromaner?
»Du kan jo også spørge: Hvorfor er det ok at være en mand med høj indkomst, stor bil og social position, og hvorfor er det ikke ok at være en kvinde uden uddannelse, der gør rent på skolen? Og hvem er det ok for?«
»Tag bare ordet ’triviallitteratur’. Men de romantiske kærlighedsromaner er jo ikke trivielle for den, der hver uge bruger 20 kroner på at købe Hjemmet. Og der er da også mange ’rigtige’ forfattere, der altid skriver om det samme og det samme, drengeseksualitet og mandeidentitet...«
– Kan mænd læse romanerne i Hjemmet?
»Det kan de godt, men det gør de nok ikke. Men de læser næppe heller Kirsten Thorup eller Suzanne Brøgger.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu