Læsetid: 4 min.

Lad os så komme afsted

Fra vildsvin til fisk – fra røjsere til shorts
14. marts 2001

Cykling
ROM – Det er aldrig til at vide, hvad man skal smide i bagerummet af mundering, hvis man vil ud på vejene over Apenninerne mellem Det Tyrrenske hav og Adriaterhavet for at følge forårets første vigtige etapecykelløb på disse breddegrader. Røjsere og skijakke eller shorts og hawaiiskjorte eller lidt af hvert. I 1996 kom Nikolaj Bo Larsen til etapemålet i den lille by Amandola i regionen Le Marche fuldstændig grimet i ansigtet af mudder, regn, sved og træthed. Det var hans første profsæson på det lille italienske hold Amore & Vita efter en løfterig amatørkarriere, og forskellen på de to verdner udtrykte han ved at segne ind mod barrieren efter mål og fremstønne: »Det er fandme hårdt«.
Og dog havde han både været med i et afgørende udbrud og havde siddet med den gruppe hjem, der til sidst op ad stigningen til Amandola havde måttet slippe Michele Bartoli. Det var en af dagene til røjsere og skijakke. På vejen til Amandola havde jeg og min ledsagerske, som også var fotograf, spist vildsvinegryde på et tilfældigt osteria i de lave bjerge i Marche, og om aftenen mødtes vi på et badehotel ved kysten med kollegerne Mogens Jacobsen og Heine Pedersen fra Politiken, som lige var ankommet til Tirreno-Adriatico fra det tilsvarende etapeløb i Frankrig, Paris-Nice, der dengang som nu køres samtidig med få dages forskydning. Begge løb er kategoriseret i det der hedder Hors Categorie, uden for kategori, og er i vigtighed placeret lige under sommerens tre store etapeløb i Italien, Frankrig og Spanien. Begge løb er dermed både prestigefyldte i sig selv, men de giver også tydelige peg om, hvem af rytterne, der vil spille hovedroller i rækken af World Cup-løb og forårsklassikere, der indledes på næste lørdag med Milano-Sanremo. Det er i det indtil for få dage siden sneklædte Nice og i San Benedetto del Tronto, hvor Tirreno-Adriatico traditionelt slutter, at foråret tager fat.
Det kunne man dog ikke se på det vintertilskoddede badehotel, hvor vi var eneste gæster i den store højloftede restauration, hvor enhver hvisken rungede i ekkoer mellem de hvide skarptbelyste vægge, men hvor tjeneren svingede et ordenligt fad grillet fisk og jomfruhummere fra havet udenfor på bordet. Løbet fra hav til hav over bjerge, fra vildsvin til fisk, mellem vinter og sommer, fra rå morgenkulde i sol, hvor rytterne skutter sig forventningsfulde i overtrækstøjet til den sene eftermiddags sommervarme. Ikke meget er til at forudse i dette løb, hvor rytterne for et par år siden strejkede, fordi et alt for dårligt vejr havde gjort de alt for dårlige veje alt for farlige.

Sørensens terræn
Dog kunne Rolf Sørensen morgenen efter, at vi havde spist fisk, forudse, at den dag ville han vinde. Okay, det forudser han tit, uden at gøre det, men den dag var det med en særlig viden: I Tirreno-Adriatico er der altid en etape, som regel den næst-eller trediesidste, hvor feltet fræser rundt i en nervøs karusseltur i sving efter sving og bakke op og bakke ned i Marches lave kystbjerge. Sørensens terræn. Den etape havde han vundet før, i 1993, og den morgen var han helt sat op. Fem timer og mange kuskeslag senere stod Jacobsen og jeg oppe på en bræddeplatform på stålstænger ved målet i middelalderlandsbyen Monte Sant Pietrangeli, og da Sørensen nogle kilometer fra mål fik slået hul sammen med Wladimir Belli, lagde Jacobsen sine store arme over kors og sagde stille: »Nu vinder han.« Og det gjorde han så.
Tirreno-Adriatico er Rolf Sørensens løb. Af alle aktive ryttere er han den eneste, der har vundet det to gange. I de seneste 20 år er det kun Francesco Moser og Tony Rominger, der har præsteret det samme, og begge bankede han, da som ukendt purung andetårsprofessionel vandt den afsluttende enkeltstart og samlet, og gentog det i 1992. Foruden de etapesejre i dette løb, som han har raget til sig. Den seneste i 1998.

’Den unge Sørensen’
I gårsdagens udgave af La Gazzetta dello Sport er der et interview med Giancarlo Ferretti, Sørensens læremester og sportsdirektør gennem mange år, hvori han sammenligner sit nye unge italienske stortalent, Ivan Basso, med det han kalder ’den unge Sørensen’. Samme grinta, vilje til at slås og vilje til at vinde, kombineret med teknisk begavelse. Og Ferretti citerer Sørensen for dennes nærmest uoversættelige valgsprog før et løb: »Andiamo, facciamo!« Lad os komme afsted og lad os gøre det.
I interviewet lyder det nærmest som om, at Sørensen nu er pensioneret, og det kan da godt være, at han er blevet mere stiv i koderne, men sin grinta har han usvækket. Han har insisteret på at køre dette løb, på trods af, at Paris-Nice, der afsluttes før, nok ville være planlægningsmæssigt og restitutionsmæssigt bekvemmere. Han vil være besat af, at dette løb er hans både psykologiske og geografiske hjemmebane, og det vil være ham, jeg vil følge mest spændt, når jeg nu pakker både røjsere og shorts for på fredag at køre ud for at følge karavanen på vejene mellem de to have. På trods af, at Bo Hamburger og Nikolaj Bo Larsen også er interessante frontfigurer på det CSC-World Online-hold, der skal dyste med et felt, som er klart stærkere besat end feltet i Paris-Nice, hvor en anden del af holdets ryttere – i skrivende stund – ikke har den store succes.
Men lad os komme afsted. Foråret venter derude.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her