Læsetid: 5 min.

En lille dum sang kan meget

Søndag udsender Sort Sol nyt album efter fem års pause og derfor satte vi sanger Steen Jørgensen og guitarist Lars Top-Galia i stævne til en snak om alt mellem himmel og helvede
28. marts 2001

Rock
Vi mødes i pladeselskabets Universals imposante lokaler i Amaliegade – ’vi’ er Sort Sols sanger Steen Jørgensen og guitarist Larp Top-Galia samt Informations udsendte – til en samtale om gruppens Sort Sols album, Snakecharmer, der udkommer på søndag (!). Fem år er gået siden kvartetten sidst var på banen med det kuldslåede og triphop-inspirerede Unspoiled Monsters, hvilket i rock- og popsammenhæng jo er en uendelighed.
På den led er Snakecharmer et knald eller fald-udspil, men efter at undertegnede har levet med det nogle dage, tør han påstå at sjældent har bandet lydt mere poppet, imødekommende og – nå ja – varmt! Med i hvert fald to, muligvis tre potentielle singleudspil – heriblandt en duet med Sidsel Kyrkjebø! – er det et album, hvis ni skæringer primært bevæger sig i mellemtempo, mens det melodisk peger tilbage til popmusikkens guldalder fra sådan cirka 1965 til 1975.

Anti-independant
I den mellemliggende periode har Steen Jørgensen udsendt to albums med jazzbassisten Lennart Ginmann i konstellationen Ginman/
Jørgensen, bassist Knud Odde har passet sin succesfulde geschæft som maler, trommeslager Tomas Ortved er indgået i diverse sammenhænge, mens Lars Top-Galia har været optaget af at etablere Dog Star Studio, gruppens eget, hvor det nye album i udtrakt grad er blevet til samarbejde med den svenske producer Per Sunding.
I samme periode opløste gruppen samarbejdet med Sony og skiftede til Universal, verdens p.t. største pladeselskab, hvilket nærmest er ’anti-indie’. Men trods gruppens renommé og status som dansk rocks evige outsidere, har den altid udsendt sine plader på multinationale selskaber, hvis man ser bort fra en kort periode på Medley – før det opslugtes af giganten EMI – hvor Minutes To Go, DK’s første punkalbum lanceredes i 1979, dengang gruppen stadigvæk kaldte sig Sods.
Og inden båndoptageren er kommet op af tasken, falder snakken på den engelske gruppe Joy Division, et gudeband i de københavnske punkcirkler for tyve år siden, hvor gruppen var midt i transformationen fra punkbandet Sods til artrockensemblet Sort Sol.
Vi drøfter det sære fænomen, at selvmord antog karakter af modefænomen – i hvert fald i datidens alkohol- og amfetamindrevne punkmiljø – i kølvandet på at Joy Divisions sanger Ian Curtis hang sig. Det får Top-Galia til at filosofere over tidens tabstal, mens båndoptageren tændes.
Lars Top: »Alle dem som i senhalvfemserne enten døde eller blev indlagt eller som man møder på gaden i en overfrakke med en plasticpose knuget i hånden. Det er sgu mange, der er…«
»Punken og selvmordstallet i DK toppede samtidig. Der var flere selvmord i firserne end nogen sinde før eller siden, rent statistisk…«
Lars Top: »Bare tag min gamle ven Martin Krogh (som Top spillede med i ADS på daværende tidspunkt, red.) – han ville aldrig have begået selvmord, hvis han havde været på samme alder i 90’erne. Det var aldrig sket. Han røg bare på det der dødstrip. Der var jo ikke noget i vejen med hans begavelse, tværtimod – han døde på grund af en tidsånd, ikke en skid andet.«

Sange i centrum
– Nu har I så lavet en rigtig popplade. Hvorfor det og hvorfor nu?
Steen Jørgensen: »Det skyldes at sangskrivningen kom mere i fokus denne gang, efter at vi på Unspoiled Monsters havde været mere optaget af det stoflige, af beats og grooves og alt det nye elektroniske isenkram, vi fik lyst til at udforske op gennem 90’erne. Denne gang har processen handlet om at skabe sange fremfor at være fuldstændig klangfikserede.«
Lars Top: »Hvert eneste Sort Sol-album er jo et forsøg. Med Unspoiled … udforskede vi electronicaen på vores egen måde og dette her er så et dokument over mange års pophistorie, et klassisk rockalbum, men det er jo et led i en proces. Albummet er endnu engang resultatet af at Danmarks fire største forskelligheder har skullet nå til enighed …«
Steen Jørgensen: »…uden at slå hinanden ihjel i processen.«
– I synger stadig ikke på vort modersmål?
Steen Jørgensen: »En popsang skal først og fremmest lyde godt. Dansk lyder bare ikke så godt, syntes jeg.«

Tungere med tiden
Lars Top: »Ja, jeg savner nogen, der kan få dansk til at lyde godt – fyre nogle velklingende fraser af, der hænger sammen. Den Gale Pose har fat i det. Og så er Jokeren en fed flabet type. I love him. Det fjæs han har og hele hans attitude, han er simpelt hen intet mindre end skøn.«
Lars Top: »Det bliver tungere og tungere at lave en plade, jo længere en karriere man har. Det bliver ikke nemmere, hvis nogen tror det.«
Steen Jørgensen: »Bare det at spille en koncert efter at have ligget stille i så mange år! Det tog bare enormt lang tid. Sort Sol kan være en tung maskine at starte op …«
Lars Top: »Men da den psykiske fokus var der, tog tingene fart. Det var opstartsfasen, der var den værste. Der var jo også det aspekt, at det var vores eget studie denne gang. Det skulle vi vænne os til. At man kunne gå når man ville, hvor man normalt stempler ud og ind. Men det betød også at den selvdisciplin, vi måske ikke ejer helt vildt, kom på en endnu hårdere prøve. Men så begyndte de herinde fra verdens største pladeselskab at råbe med verdens største ord (latter). De har jo sanktionsmuligheder, de sataner, af økonomisk art, ikke.«
Steen Jørgensen: »Men ellers har de sgu været ret cool, syntes jeg …«
Lars Top: »Det handler vel også om krukkeri fra vores side. Alle skal lige trække den helt ud til grænsen en gang eller to, bare for at se om den går. Alle skal lige nå at mene noget andet end de andre, og vi har derfor trukket i forskellige retninger. På et tidspunkt tangerede den industrial og vi prøvede også at give den en hård garage-lyd på et tidspunkt. Det hele skulle lige prøves af og det tog jo sin tid. Pladen er blevet bedre af, at vi har vores eget studie nu, men det tog lige lidt ekstra tid.«
Steen Jørgensen: »Med Pro-Tools har vi jo kunnet sidde og myrekneppe hver eneste takt og give det hele en fantastisk flot finish, men jo flere muligheder der er, des længere tid tager det at tage en beslutning. Sådan er det.«
Lars Top: »Jamen, Pro-Tools er bare et værktøj … det skriver sgu ikke sangene. Og de er – trods alt – stadigvæk det vigtigste for os. Jeg syntes stadig, det er fantastisk, hvor meget en lille dum sang egentlig kan. Det må man holde sig for øje; alt det andet – studiet, grejet, instrumenterne – det er kun hjælpemidler. I sidste ende er musikken det eneste der tæller.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu