’Det er et lortejob’

Demonstration
WENDLAND – »Det er et lortejob,« sukker betjenten. Han står ved en vejspærring og kontrollerer de biler, der kører mod Gorleben.
»Flere af kollegerne er blevet ramt af stålkugler, som autonome har affyret med slangebøsser,« fortæller han. »Jeg synes, at det går hedt for sig, selvom det ikke er begyndt endnu.«
Det er eftermiddag i Wendland. I følge bilradioen befinder toget med det radioaktive affald sig i delstaten Hessen. Efter planen når de i alt seks containerne frem til Dannenberg i Wendland i aften, tirsdag. I løbet af natten skal de løftes over på lastbiler og køres de sidste 20 kilometer til det såkaldte mellemlager i Gorleben.
Der er to ruter frem til mellemlageret, begge skal sikres. Under den sidste transport for fire år siden måtte den oprindelige rute opgives, fordi demonstranter havde undermineret den.
»Onsdag aften skal containerne være fremme, so oder so,« siger betjenten, der bevogter den alternative nord-rute.
Hele vejen frem til Gorleben patruljerer politiet. Ved hver eneste skovvej holder en hvid-grøn minibus med betjente. Ingen skal have mulighed for at gentage muldvarpearbejdet fra 1997.
De omkring 15.000 betjente, som myndighederne har trukket sammen i Wendland, er indkvarteret i bl.a. en nedlagt militærkaserne, 30 mand i hver stue. De elendige forhold har de brokket sig over til Bild Zeitung.
Et lortejob er det.

Tomme landsbyer
Vi slipper gennem vej-spærringen. Landsbyerne omkring Gorleben er som uddøde. Kun de nymalede gule X’er langs vejkanten vidner om liv. X’erne betyder, at beboerne på disse gårde stiller sig på tværs for atomtransporten, tusind gange om nødvendigt. Og så er der skiltene:
»Det er vores hjemstavn – containere og besættere ud!« råber en plakat.
Foran selve mellemlageret et par kilometer udenfor Gorleben er politiet ved at stille hegn op. Tv-stationernes sendevogne holder tæt foran porten, så de kan være live dabei, når containerne når frem.
Landsbyen Gorleben er som fejet for liv. En tynd for-årssol lyser over de røde
teglstenshuse. Klokken 14 lyder en raslende lyd af skodder, der rulles op. Bagerkonen åbner sin butik efter middagslukningen. Om mindre end et døgn ruller karavanen med affaldet forbi hendes butik med lagkager, spritzkuchen og berlinere. Det har hun virkelig ingen mening om.
»De ved nok,« siger hun, »jeg driver en forretning. I en by med 500 indbyggere kan man ikke tillade sig at vælge side. En del af beboerne arbejder jo på anlægget, og de går naturligvis ind for transporterne. Nej, man kan ikke vælge side...«
Hun ser alvorlig ud. Under den sidste transport for fire år siden så hun ikke noget.
»Jeg stod jo her i forretningen... Vi har levet med det i snart 25 år. Det er en fredelig egn, og sådan skulle det gerne fortsætte.«

Modstandsmanden
På den anden side af landsbygaden forkynder et skilt, at der er ledige værelser til udlejning. Normalt kommer lystfiskere her for at fiske i Elben, der flyder lige bag husene. En del af Gorlebens indbyggere har opbygget en lille lejrplads lige udenfor landsbyen. Under træerne koger de suppe for at holde varmen.
»Vi bliver nok snart fjernet,« mener en ca. 50-årig mand. »Sikkerhedsstriben på begge sider af vejen er på 50 meter, og vi er ikke engang 30 meter fra vejen.«
Han vil ikke sige sit navn, men »jeg har været aktiv fra den første dag«, forsikrer han.
’Den første dag’ var den 22. februar 1977, da den daværende ministerpræsident for Niedersachsen, Ernst Albrecht (CDU), gav tilsagn om, at Gorleben kunne blive en varig løsning på Tysklands problemer med radioaktivt affald.
Med et svedent grin fortæller den 50-årige om dengang for fire år siden, da han var med til at underminerede landevejen.
»Bønderne parkerede et par halmbiler på tværs af vejen, så politiet ikke kunne se, hvad der foregik – og så gravede vi, alt hvad vi kunne.«
Den dag i dag bærer vejen præg af sabotagen. Striber af ny asfalt afslører, hvor skaderne måtte udbedres.
»Det vil nok ikke lykkes os, at stoppe transporten, men det skal være så dyrt som muligt for myndighederne at gennemføre den,« siger den 50-årige.
Han veksler ubesværet mellem indignation og en lømmelagtig forventning om den forestående konfronta-tion med politiet.
En ca. 70-årig pensionist blander sig:
»Jeg bliver her hele natten. Jeg har forberedt mig godt.«
Han åbner bagdøren til sin bil, der er pakket med varmt tøj og forråd. Så fisker han et vejkort frem og studerer det grundigt. Han frygter, at han ikke kan komme hjem til sit hus, når jernringen lukker sig om Gorleben.
»Man kan måske cykle på stierne langs floden,« funderer han.

Aktivister i snor
Bilradioen fortæller, at toget med containerne er blevet opholdt af demonstranter og måtte tage en omvej. Imens har omkring 1.000 demonstranter besat skinne-
legemet nær Dannenberg.
»Prøv at køre til Splietau,« foreslår den 50-årige listigt.
Han ved noget, men siger ikke hvad.
»Der er 200 hætteklædte...«
Splietau er afspærret. Ingen slipper igennem, og så er vi tilbage i Dannenberg, hvor protestaktionen har sit hovedkvarter på marken overfor Esso-tanken.
Der koges suppe og formidles kontakter. Her kan man finde overnatningsmuligheder og oplysninger om, hvad der foregår.
For eksempel at 15 Greenpeace-aktivister har lænket sig til jernbanebroen i Pisselberg, få kilometer vest for Dannenberg.
Klokken syv om morgenen kom de sejlende op ad Jeetzel-åen i to gummibåde. Fra bådene klatrede de op under broen og lænkede sig fast. Aktionen kom fuldkommen bag på politiet.
Hele formiddagen arbejder politifolkene med boltsakse for at fjerne aktivisterne og rydde forhindringen af vejen.
»Ikke vold, ikke vold,« råber demonstranterne fra flodbredden. En del af aktivisterne har firet sig ned under broen og dingler nu som gode tv-billeder et par meter over det kolde vand.
»Aktionen har først og fremmest symbolværdi. Med demonstrationen gør vi opmærksom på, at atomkraften ikke er acceptabel,« siger Veit Bürger.
Han er klædt i gul vindjakke, tydeligt mærket med ’Greenpeace’, så journalisterne ved, hvor de skal henvende sig.
»Aktivisterne får klatretræning og er i god form, for sikkerheden – både aktivisternes og politiets – har første prioritet,« fortæller Veit Bürger til tv-stationen Pro7.
Mens han taler lykkes det en Greenpeace-aktivist at undslippe politiet oppe på broen og fire sig ned mellem svellerne. Efter nogle minutter lykkes det politiet at klippe wiren over, så aktivisten plumper ned i floden.
»Fik vi det,« spørger Pro7-journalisten sin kameramand.
»Det hele kører i baggrunden,« beroliger han.