Læsetid: 1 min.

Lyden af lir

30. marts 2001

(2. sektion)

Sexsoul
33-årige Merrill Nisker er under navnet Peaches en af de mest seksualiserende og sexede kvindelige musikere, jeg har hørt – og mærket. Titler som »Fuck The Pain Away«, »Aa XXX« og »Lovertits« indikerer fint fugtighedsgraden i teksterne på hendes fremragende album The Teaches of Peaches. Men den canadiske sangerinde og komponist ville ikke være interessant, hvis ikke hun rent faktisk mestrede den svære kunst at få seksualiteten ud i sin musik, som er en hjemmesnedkereret krydsning mellem electro, hiphop, ghetto-house og punk. Rytmerne er kontante og krævende, lyden lo-fi-rå, kantet og pågående, og realiseringen skødesløs, men passioneret.
Old-school-synthlyde og masserende basmelodier gnubber sig op og ned ad Peaches’ sang – der både vrider sig op ad discofraseringer og vrænger med punk-attittude.
Peaches dyrker på ingen måde teknisk perfektion, men tværtimod et til tider tirrende, til tider primalt udtryk, der kan vække mindelser om newyorkerduoen Suicides udfordrende prototechno fra 70’erne. Og det er i denne umiddelbare og uslebne udfoldelse, atThe Teaches of Peaches bliver til en mørk seksuel oplevelse – teknik er jo kun et trick, mens lyst er essensen i sex. Den canadiske sangerinde beånder tungt sine hjemmestudie-perler, der er frembragt med barnlig nysgerrighed og et meget voksent seksuelt instinkt. Og frem toner den mest nøgne og hårde lir, den mest frivolt liderlige musik, jeg længe har været udsat for.
Ifølge rapporter fra musikmessen South By Southwest i Austin, Texas, for små to uger siden, så skulle Peaches’ live-optræden matche hendes album. Ekstraordinært svedigt, ekstraordinært sexet.

*Peaches: The Teaches of
Peaches (Kitty-Yo/V.O.W.)
Peaches spiller på Loppen, København, i aften

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu