Analyse
Læsetid: 5 min.

Det lyriske jeg sat i spil

Digte uden et entydigt jeg? Svend Johansens digte tager udgangspunkt i en i dansk sammenhæng sjælden tradition
9. marts 2001

I Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Svend Johansens Samlede Digte i tirsdags kunne man læse, at digtene »indskriver sig i en tradition, hvor digteren gør sig til færdighedens funktionær og dropper alle drømme om at individueres som subjekt, træde i karakter, genopstå som luftånd i det skrevne.« Hos Johansen er jeg’et ikke umiddelbart noget problem, der er intet fokus på jeg’
ets individuelle smerte. I stedet møder læseren et væld af jeg’er, der legende sættes i spil, uden at digtene dermed mister deres personlige særpræg. Denne lyriske skrivevis har rødder tilbage i den franske symbolistiske tradition med Stéphane Mallarmé som hovedfiguren.
Det var Mallarmé, der klart formulerede en ide om poesien, som allerede lå implicit hos de to umiddelbare forgængere Baudelaire og Rimbaud: At digtet er et sted, hvor den sproglige fantasi og musikalitet kan dyrkes uden nødvendigvis på nogen måde at kæde det skrevne sammen med det hverdagsvirkelige. Digtene skulle for Mallarmé udgøre et eget, autonomt rum, der udfoldede en væren i sig selv. I stedet for at længes mod en ideel anden verden skulle idealet skabes i og med ordenes kunstighed.
Den berømte lyrikforsker Hugo Friedrich karakteriserer i sin indflydelsesrige bog Om strukturen i moderne lyrikÇ bl.a. Mallarmé på følgende måde: »manglen på følelses- og inspirationslyrik; intellektuelt styret fantasi; tilintetgørelse af virkeligheden og af de normale mønstre for såvel det logiske som det affektive.« »Alt i verden eksisterer for at ende i en bog,« sagde Mallarmé. Det, der skulle sættes i stedet for virkeligheden, var ordenes egen indbyggede skønhed.

Hvad er det smukkeste ord, der findes på dansk, spurgte Svend Johansen engang, og svarede så selv: urininkontinens. Seks stavelser, smukt distribueret over tre jamber (uRIN in KONti NENS) og med masser af fine vokaler og diskrete konsonanter. Bare en skam, at ordet så betegner så ækelt et fænomen, som det gør, men det er jo problemet med ord: Netop når man synes, de er allermest skønne, så står de der og insisterer stædigt på at referere til et eller andet i den vulgære verden af ting.
Den symbolistiske tradition insisterer næsten lige så stædigt på, at det er ligegyldigt for digtningen. I dagligsproget kan ordene få lov til at referere lige så tosset de vil, men i poesien tæller det ikke, for poesien består af ord, ikke af ideer, som Mallarmé sagde, og når ordet refererer, så peger det jo på samme tid på fraværet af den ting, det refererer til. Det var udgangspunktet for Mallarmés forsøg på at finde en ’ren’ poesi, en slags digtning hvor moralske kvababbelser, ideologier og personlige følelser trådte i baggrunden, ja, fuldstændig måtte uddrives faktisk, for at lade værket tale, eller lade ordene tale, eller i sidste ende blot at lade lydene lyde.

Der er en anden retning af den moderne poesi, som på modsat vis mener, at det at skrive digte er den mest intime måde at ytre sig på, og at poesiens væsen således består i, at den bedre end noget andet medie kan formulere jeg’et og dets inderste tanker og væsen. Der er ingen tvivl om, at dette synspunkt, som er langt mere udbredt, går tilbage til romantikken og en tidsalder, hvor det pludselig føltes påtrængende at formulere sig som et individ, der ikke længere nødvendigvis var bundet af fastlåste samfundsforhold. Og der er ingen tvivl om, at det er derfor, dette er en måde at tænke poesi på, som har haft særlig let ved at finde tilhængere og udøvere i USA fra Whitman over beatdigterne frem til nutidens udøvere af slam poetry.
Så når Hugo Friedrich i sit standardværk beskriver den moderne lyrik som en de-personaliseret kunst på jagt efter den »tomme transcendens«, må man således huske på, at han kun beskriver én udviklingslinie, og at der findes denne anden lige så levende, som går i den stik modsatte retning. Let ville man kunne forenkle hele den moderne poesis historie til en strid og en udveksling mellem disse to synspunkter: På den ene side den, der opfatter sproget som et kunstigt produkt, et materiale, der lader sig forme til skønne produkter, og på den anden den, der opfatter sproget som sjælens eller jeg’ets naturlige udtryk. Mallarmé på den ene side, Whitman på den anden, Wallace Stevens på den ene side, Allen Ginsberg på den anden, Sophus Claussen på den ene side, Johannes V. Jensen på den anden. Per Højholt på den ene side, Kristen Bjørnkær på den anden. Osv.

Langt de fleste forfattere vælger jo ikke side og ligger i stedet og skvulper rundt et eller andet sted midt imellem. Svend Johansen ville helst kalde sig selv svend johansen for at nedtone jeg’ets betydning og skrev i Modifikation fra 1982: »Jeget er et filosofisk begreb / og Selvet et moralsk og moraliserende«.
Svend Johansens udgangspunkt var netop den tidlige franske modernisme hos Baudelaire, Rimbaud, Mallarmé og det vel at mærke med rødder, der gik noget dybere end hos f.eks. Michael Strunge, for hvem Rimbaud blot var David Bowie fra forrige århundrede.
Skyum-Nielsen læser digtene »som et radikalt forsøg på at skabe en poesi opstået ’ingenstedsfra’. Den bevæger sig derfor tæt på musikken og maleriet, ligesom den ofte nærmer sig til ordenes rene materialitet, så digtet bliver til en talende tingest, dannet efter sin egen indre lov. Hans ideal hedder nærvær, kropslig og sproglig tilstedeværen.«
Men hvordan skal vi forholde os til det paradoks, at digtene på den ene side ideelt set skal komme ingensteder fra og på den anden side skabe nærvær?
Man skal som bekendt ikke altid tage, hvad forfattere siger om deres eget værk, for pålydende, og, som Skyum også påpeger, vrimler Johansens digte med direkte henvisninger både direkte til digterens eksistens som kæderygende krop på Frederiksberg og indirekte til hans eksistens som oplevende bevidsthed via de mange citater og henvisninger til poesi og musik.
En Valse Noble af intertekstualitet kaldte Torben Brostrøm engang Svend Johansens værk.
I den forstand er det et eksempel på en slags højmodernisme, vi troede, vi aldrig rigtig havde i Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her