Læsetid: 4 min.

Lyset mellem granerne

William Scharffs kunst havde rod i naturen, men var i pagt med modernismen
7. marts 2001

Udstilling
Grantræer har været tålmodige modeller for de nordiske kunstnere.
De lader sig villigt bruge som baggrund og stemningsbærere f. eks. hos Edvard Munch eller af C.F Hill til hans helt eget formål.
For William Scharff er granen blevet kendingsmærke, og for mange mennesker er det det eneste, han huskes for. Derfor er der gode argumenter for den udstilling, som er arrangeret i fællesskab af de tre kunstmuseer Vejle, Fyns og Storstrøms samt Nivaagaards malerisamling, hvor den har første holdeplads.
Faktisk har der ikke været nogen retrospektiv udstilling siden mindeudstillingen på Charlottenborg i 1958, året efter hans død.

Modernismen
William Scharff var født i 1886, og hans forhold til natur, mere præcist Tisvilde og omegn, blev skabt i barndommen under ophold på bedsteforældrenes gård. Senere fik han eget hus, Spånekrogen, ved Hegnet, men minderne fra drengeårenes leg i Ellemosen dukker op i hans kunst hele livet.
Takket være en rejse til Paris, Berlin og Dresden 1910-11 oplevede han på et tidligt tidspunkt kubismen og andre formelle eksperimenter og mødte flere af kunstnerne. Det vil sige, han var moden til med udbytte at opleve de københavnske udstillinger af norske Matisse-elever, futurismen, Kandinsky osv. i perioden før og under krigen. Og som resten af Europa vendte han i 20’rne tilbage til tradition og stabilitet, men dog for altid med en snært af den kubistiske rumdisposition.
I et par helt tidlige billeder er oplevelsen af motiverne stærk og interessant, især hans kik gennem »Dugget rude« til et gådefuldt ulmende lys bag lærredets vinduesramme. Også et billede, et af tidens yndlingsmotiver, nemlig et skråt kik ned over en gade i sne, har en drømmeagtig karakter, mens portrætterne af henholdsvis hans søster og vennen Carl Jensen er smukt malede med farvebaner, der mødes og forenes ved overlapning. Der er ro og balance.
Men allerede 1911, i Legende I., har Scharff større ambitioner. Nok er den gule farve ude af kontrol, men kompositionen er et forsøg i det monumentale, en landlivets og slægtens apoteose. Folk og fæ ter sig som i trance – bortset fra en spydig lille gris og portrættet af en ko.

Den kubistiske virus
I billeder fra 1915-16, Nature morte, Skovinteriør og Spejlet, lytter farverne til hinanden, men rummet er gjort delvis uoverskueligt som en cadeau til kubismen og dens vægt på skrå planer og prismatiske former. Mere grelt er hans Selvportræt, hvor han agerer som en Willumsensk magiker med vinkeljern og tryllepensel. Farverne er et problem for Scharff, ligesom de mange sammenstød mellem hårde farver og skematisk struktur.
Men med sine Hønsebilleder får han ikke blot succes, men også skandale ved sin frie og personlig kombination af hønsenes bløde former og en geometrisk og krystallinsk konstruktion med ornamentale detaljer. I de ældste er farvernes sprødhed og glade kombinationer fulde af liv – som i en hønsegård. Her lader han ikke teorierne løbe af med sig, mens næste års to, henholdsvis blå og røde, hønse-kompositioner, hvor en vifte skærer sig ned i motivet, er køligere og mere dekorative. De blev vist i 1918 sammen med et kæmpestort, siden destrueret, futuristisk billede af en sporvogn i fart på Kunstnernes Efterårsudstilling, den udstilling, hvor modernismen med bl.a. Lundstrøms berømte Pakkassebilleder blev lagt for had af både publikum og kritikerne. Og netop i 1918 var kunstnerne faktisk på vej andetsteds hen.

Tilbage til traditionen
Overalt i Europa føltes et behov for holdepunkter og stabilitet på grund af krigens nød og elendighed. Kunstnerne søgte tilbage til centralperspektivet og studiet af den klassiske nøgenhed.
Fra omkring 1920 tæmmede Scharff sin begejstring for skrå planer og geometri, og i Nocturne og Drivende skyer (Legende V.) giver han sig i kast med store, symbolske kompositioner med mennesker i natur, stærkt plastiske, men sært uden substans. Derfor fandt han frem til en læremester i det gamle Italien.
Kunstnerne og kunsthistorikerne havde under krigen genopdaget den italienske ungrenæssance: Giotto, Mantegna, Piero della Francesca og Paolo Uccello. Og i 1923, under et ophold i Firenze, besluttede Scharff at male en kopi af Uccellos pragtfulde billede i Uffizierne, slaget ved San Romano 1432, med vælige gangere, gyldne rustninger og en skov af lanser. Det skulle have taget en måned, men tog ham et år og mange skitser, før han var tilfreds. Billeder har spillet en rolle i dansk kunst, da det efter at være købt af Ny Carlsbergfondet blev skænket til Kunstakademiet.
Lidt af saften fra renæssancens kropssprog synes at have overlevet i den herlige studie til Mosekonen brygger, også kaldet Legende VI. fra 1928, hvor et filtret, grotesk menneskemylder vælter sig i hurlumhej omkring den skrævende Mosekone med tryllebryggeriet mellem benene og solnedgangs ild under rumpen. Til gengæld virker hans store og dygtige dekorationsopgaver: Et sagn malet i tårnet til Bjersjöholm Slot for G.A. Hagemann, der ses i model i udstillingen, og forarbejder til freskoudsmykningen af Studentergården, meget blodfattige. Scharff har stor forståelse for arkitektur og rummenes krav, men hans mennesker bliver aldrig rigtigt levende.
Udstillingens undertitel er »Mellem myte og modernisme«, og den tilbyder en usædvanlig lejlighed til at sammenligne udkast eller færdige arbejder af de seks legendebilleder. Men lige meget hvad temaet og teorien er, genfindes barndommens landskab og drengenes leg, Ellemosens sivskov og det skrå lys, som kiler sig ned mellem granerne i Tisvilde Hegn.

*William Scharff. Mellem myte og modernisme. Nivaagaard, Gl. Strandvej 2, Nivå. Ti.- fr. 12-16, lø.-sø. 11-17. Til 25. mar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu