Læsetid: 3 min.

Men hvad må man så?

Pia Kjærsgaard havde været forvirret, Sonnergaard tilstod sin fortid, og Tøger Seidenfaden spillede Corfitz Ulfeldt-kortet ud
17. marts 2001

I retten
Der var video i går i Københavns Byret, og det var ikke den spaghetti-western, der hedder Hævn for dollars, men en dansk version, 100.000 kr. er prisen. Så meget havde Pia Kjærsgaard og Mogens Camre forlangt, at forfatteren Jan Sonnergaard skulle betale for at have kaldt dem ’landsforrædere’ i en af de mest omtalte sager herhjemme siden sidst.
Det ville Jan Sonnergaard ikke. De havde storsindet tilbudt ham at slå en streg over det med pengene, hvis han ville stå offentligt frem og gentage efter dem, det lille ord, ’undskyld’. Det ville han ikke.
Det prekære var, at på omtrent samme tid, som Sonnergaard anvendte det famøse udtryk, udtalte Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, på tv, at det var ’en art landsforræderisk virksomhed’, når statsministeren og Marianne Jelved gik ind for euroen og forsøgte at ’snakke renten op’. Pia Kjærsgaard havde erklæret sig enig med ’den gode, unge dygtige gruppeformand’, men i et senere indslag taget afstand.

Som i Bogart
Retten var således sat til show-down, og den ellers erfarne debattør, Pia Kjærsgaard, forklarede, at da hun bakkede Dahl op, havde hun været forvirret og slet ikke klar over, hvad der foregik. Journalisten havde nok nævnt noget landsforræderi, men hun havde ikke forstået det og var i et dilemma, for selvfølgelig bakker man sin gruppeformand op. Den meget flinke retsformand, Finn Morten Andersen, lod Pia Kjærsgaard introducere videoen som en anden Ole Michelsen i Bogart. Hun forklarede, hvad man skulle lægge mærke til, og det var iøvrigt fremprovokeret af tv-journalisten. Således vaccinerede overhørte vi, hvad der var blevet sagt i tv.

Camres indsatser
»Du var osse med i det tam-tam på TV 2«, indledte anklageren, Ole Malmquist, sin afhøring af Mogens Camre, der forklarede, at det var meget naturligt, at han også blev interviewet til tv, da han, som han sagde, netop havde ’holdt et meget interessant indlæg’ om EU-emnet.
Han havde haft nærvær nok til at afvise over for journalisten, at det var landsforræderi at gå ind for euroen. Hans far havde iøvrigt været i kz-lejr. Man forstod på Mogens Camre, at han selv havde spillet en ikke ubetydelig rolle i kampen for befrielsen af Grækenland.

Næsten-terrorist
Jan Sonnergaard fremholdt det, som efter hans mening var det væsentlige i det interview i Politiken, hvor udtalelsen var faldet: At den overophedede debat om flygtninge og indvandrere var et større problem end flygtninge og indvandrere i sig selv. Og at debatten var med til at nedsætte Danmarks omdømme i udlandet. Han havde blot benyttet samme retorik, som Dansk Folkeparti selv benytter og mente i øvrigt, ordet landsforræder havde skiftet valør siden 2. verdenskrig.
Nu tog pokker pludselig ved advokat Ole Malmquist, der bladrede i en stor stak papirer. Han havde læst en radioanmeldelse af Rolf Bagger i Berlingske Tidende samt surfet på Internet, hvor han havde fundet en hjemmeside, hvoraf det fremgik, at Sonnergaard var om ikke terrorist, så i hvert fald en, der sympatiserede.
»Beskylder du mig for at være medlem af Rote Armé Fraktion?«, reagerede Sonnergaard, og disputen endte med retsformandens indgriben og følgende indrømmelse fra Sonnergaard:
»Ja, jeg indrømmer: Jeg var i min ungdom medlem af FDF« (en spejderorganisation. Red.).

Sag for Politiken
Chefredaktør Tøger Seidenfaden, i hvis avis udtalelsen var faldet, blev bl.a. spurgt, hvordan han havde opfattet ordet ’landsforræder‘.
»Jeg glædede mig over det skarpe udfald, for jeg har også selv en kritisk holdning til Dansk Folkeparti,« sagde han, »og så læste jeg det sådan, at Dansk Folkeparti skader vores image som humanistisk land. Jeg læste det ikke i samme betydning, som da Corfitz Ulfeldt førte krig mod Danmark. Så havde det været forsidestof i avisen, og det ville have været en meget spændende sag at køre for Politiken,« sagde han. Han huskede, at også Holger K. Nielsen engang havde brugt udtrykket i udvidet betydning. Der var i det hele kommet flere stærkt ladede udtryk i den politiske debat i
de senere år. Især i EU-debatten var det altmodische udtryk, landsforræder, kommet ind i billedet, også i læserbreve.

Op til tolv år
Ole Malmquist mente, at det ikke var det, Politikens læsere forstod ved ordet, som var afgørende, men det, der stod i Straffeloven, og bru-gen kunne medføre op til 12 års fængsel. Han gik nu over til at opremse fortilfælde og startede med Den ældre Edda.
Sonnergaards advokat opremsede eksempler på, hvorledes sagsøgerne på deres
side havde nydt godt af den udvidede ytringsfrihed, og der afsiges dom senest d. 27. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu