Gener
Kan en person være genetisk disponeret for at blive kriminel? Flere amerikanske forsvarere er begyndt at bruge et sådant genetisk forsvar som formildende omstændighed for dømte mordere. Findes der et gen for alkoholisme? Eller gener som gør, at man er bøsse, religiøs, har tilbøjelighed til at blive skilt eller endda gener, som bestemmer, hvem man stemmer på?
Hvis man skal tro nogle af de videnskabsmænd, som kalder sig adfærdsgenforskere, er mange aspekter i menneskets adfærd til en vis grad bestemt af vores gener.
Sådanne påstande har en lang miskrediteret historie, som har rødder i racehygiejnen med eugenik-bevægelsen i starten af det 20. århundrede og tilbage til dens anerkendte fader, Francis Galton, i det victorianske England.
Uagtet eugenik-bevægelsens umådeholdne påstande og sociale forbrydelser blandt andet tvangssterilisering af tusinder (især kvinder) i Europa og USA er det angiveligt anderledes nu til dags.
Efter sigende understøttes påstandene i dag af fremskridt i molekylærvidenskaben, genforskningen.
Selvfølgelig går mange sociale problemer i arv i familien; vore samfund er ikke egalitære: Folk som bor i fattigdom opfostrer ofte børn, som bor i fattigdom. Men det betyder ikke, at fattigdom er genetisk betemt. Ligeledes arver børn af rige forældre måske rigdom, men dette er ikke en genetisk, kun en social arv.
Det er svært at adskille indflydelse fra gener og miljø i den lange, komplekse proces i et menneskes udvikling, og det vil aldrig være muligt at sige om en person, at x procent af deres karakter er genetisk bestemt, og y procent er miljøbestemt. De to størrelser er uløseligt forbundet gennem de mange år, hvor vi opbygger os selv ud af råmaterialet af gener og miljø.
Hvad genforskerne forsøger at gøre, er at finde en målestok for, hvor meget af variationen af et karaktertræk i en befolkning der kan skyldes gener, og om nogle specifikke gener medvirker til at generere dette karaktertræk.
Mens dette er muligt, når det drejer sig om sygdomme, hvor diagnosen er forholdsvis entydig, og der kun er ét anormalt gen forbundet med tilstanden (Huntingtons chorea er et godt eksempel), er det langt fra påstanden om, at et specifikt gen gør, at man bliver kriminel eller alkoholiker.
Generne hjælper utvivlsomt med til at forme vores adfærd, men adfærden er stærkt præget af udviklingsprocesser, kultur, socialt miljø og endda teknologi. Det er ikke muligt at tale om, at gener bestemmer et komplekst aspekt i menneskets tanker eller handlinger.
Agressivitet
Tag for eksempel aggres-sion.
Vi bruger ordet til at beskrive mange forskellige slags adfærd. Vi taler om aggressive forretningsfolk eller aggressive operationer på en positiv måde. Men vi taler også om mænds aggressive adfærd over for deres partnere eller børn, aggressive konfrontationer mellem fodboldfans eller om politi mod demonstranter. Vi taler også om at føre aggressiv krig. Er alle disse manifestationer samme tilstand?
For at gøre det endnu mere kompliceret, så kan en handling, som involverer samme gener, muskler osv., sommetider opfattes som kriminelt aggressiv og til andre tider som at gøre sin pligt.
Tag sagen med den britiske soldat Lee Clegg som, da han gjorde tjeneste i Nordirland, skød og dræbte en teenage-biltyv, fordi denne ikke stoppede ved en sikkerhedskontrol. Clegg blev anklaget, dømt og fængslet for mord, men fik sin dom omstødt og blev genansat, og senere forfremmet i hæren.
Har han genet for aggressiv adfærd, eller er han en god soldat? Hvis denne aggressive type som fænomen er så elendigt defineret, hvordan kan vi så gøre os forhåbninger om at undersøge dens gener?
Mutationen
Sørgeligt nok har det ikke forhindret folk i at forsøge. Dette illustreres af en videnskabelig afhandling, som i 1993 blev offentliggjort i tidsskriftet Science af et hold under ledelse af H. Brunner.
Afhandlingen beskriver en hollandsk familie, fra hvilken flere af mændene karakteriseres som værende abnormt voldelige.
Specielt udviste otte mænd, som »levede forskellige steder i landet på forskellige tidspunkter gennem tre generationer en anormal adfærdstype.« De forskellige typer adfærd omfattede »aggressive udbrud, brandstiftelse, voldtægtsforsøg og exhibitionisme.« Kan så totalt forskellige typer af adfærd virkeligt høre ind under samme overskrift aggression?
En sådan påstand, fremsat i en kontekst hvor forskningen drejede sig om ikke-menneskelig dyreadfærd, ville efter al sandsynlighed ikke bestå en videnskabelig prøve. Alligevel blev Brunners afhandling trykt i et af verdens mest velanskrevne tidsskrifter og fik stor omtale.
Specielt var der meget opmærksomhed omkring rapportens påstand om, at hver af disse voldelige personer også havde en mutation i genet for enzymet monoamin oxidase A (MAOA). Kunne denne mutation måske være årsagen til den voldelige adfærd?
Efterfølgende afviste Brunner, at der var en direkte sammenhæng og tog afstand fra offentlige påstande om, at hans hold havde identificeret genet for aggressiv adfærd. Alligevel bliver afhandlingen citeret vidt og bredt, og hvad der i overskriften var beskrevet som anormalt er nu blevet til aggressiv adfærd.
Ydermere dukkede en afhandling om mus, som manglede monoamin oxidase A enzymet, op i Science med titlen Aggressiv Adfærd, to år efter Brunners afhandling.
Forfatterne, primært et fransk hold ledet af Olivier Cases, beskriver, hvordan museunger viser »rystelser, besvær med at gå lige, frygt... panisk løb og fald... urolig søvn... tilbøjelighed til at bide eksperimentator... sammenkrøbet holdning...«
Ud af alle disse former for udviklingsforstyrrelser valgte forfatterne ene og alene at fremhæve aggression i afhandlingens titel og som konklusion at hævde, at deres resultater »støtter teorien om, at den særligt voldelige adfærd hos nogen få kendte mænd, som mangler MAOA,.. er en mere direkte konsekvens af mangel på MAOA.«
Risikobørn
Sådanne beviser, hvor svage de end måtte være, er blevet en del af det materiale, som bruges af for eksempel det amerikanske initiativ til bekæmpelse af vold The US Federal Violence Initiative, som har til formål at identificere midtbybørn, som betragtes som værende i risikogruppen for at blive voldelige, fordi de er disponeret af biokemiske eller genetiske faktorer.
Dette program, som oprindeligt blev lanceret af den daværende direktør for det amerikanske nationale institut for mental sundhed, Frederick Goodwin, blev i første omgang mødt med modstand på grund af de mulige racistiske overtoner f.eks. gentagne kodede henvisninger til højrisiko midtbyungdom.
Ikke så længe efter forlod Goodwin direktørposten, og forslag om at diskutere hans projekt på et møde blev lagt på hylden flere gange. Ikke desto mindre fortsætter visse aspekter i forskningsprogrammet i Chicago og andre byer. Der kan gives et utal af eksempler på postulerede aggressions-gener, brugt som dokumentation for genetiske rødder for anormal eller uønsket menneskelig adfærd. Sådanne påstande er gode overskrifter og har indflydelse på socialpolitiske initiativer.
Hvis ikke vi passer på, kan ukritiske forsøg på at bruge den biologiske videnskab til at lovgive om den menneskelige tilstand føre os tilbage til racehygiejnens dystre tid.
*Copyright Project Syndicate og Information
*Steven Rose er professor i fysik, Gresham College, University of London, samt direktør for Forskningsgruppen for Hjerne og Adfærd på Open University.
Oversat af Runa Trosborg
