Under en mægtig fører

I december sidste år forsøgte litteraten Jørgen Hunosøe i tidsskriftet Nordica at påpege en fascistoid tendens i den snart 80-årige Ole Wivels første digtsamlinger. Hunosøes læsning skød vildt mod personen og digteren Wivel. Uden at nå overbevisende dækning for sit postulat.
Wivel reagerede og gik til angreb. Med kampskriftet en ’Ondskabsfuld klodsmajor’ betegnede han i februar Hunosøes anklager som ’mistænkeliggørende, ondsindede og usandfærdige’. Og begrundede Hunosøes ’æreskrænkende udtalelser’ med dennes personlige ydmygelse i forbindelse med udgivelsen af Martin A. Hansens Dagbøger. Beskæmmet af aggresiviteten i Wivels kampskrift spurgte Berlingske Tidendes anmelder sig selv: ’Hvordan denne sag dog kunne komme så langt ud?’.
Svaret leverede konkurrenten Jyllands-Posten i den forgangne uge med offentliggørelsen af to breve og et hidtil upubliceret digt fra Wivels hånd: Korset. Et digt der kalder ’til kamp’ under en ’mægtig fører’. Og bestemmer titlens kors som ’Odins hagekors’. De to breve var sendt til vennen Erik Johansen, der havde meldt sig til frikorps Danmark. De afslører en ung Ole Wivel faret vild i Nietzche: »Den som vil døden vinder livet«, skriver han hjemme fra fredelige Sjælland. Da Johansen vil væk fra krigen, håner Wivel ham: »Dit nederlag er uigenkaldeligt.Min foragt for dig er stor.«

Konfronteret med sine krigsliderlige breve og sit nazistiske digt – angiveligt skrevet i 18-19 års alderen – påstod Ole Wivel overfor to morgenaviser at have glemt dem.
Det virker tvivlsomt: For det første har Wivel i tre binds erindringer gennembelyst sit eget liv på kryds og tværs. Dernæst viser første bind af erindringerne, Romance for Valdhorn, at modstandskampen spillede en hovedrolle i Wivels sociale liv under og efter krigen. Wivel fremhæver, hvordan han personligt hjalp Karen Blixen med at tilføje en diskret polemik mod værnemagten i »Gengældelsens Veje«. Og hvordan han omgikkes modstandsmanden Morten Nielsen, og som Røde Kors-medarbejder nærmest selv deltog i modstandskampen. Kunne Ole Wivel virkelig glemme, at han i 1941 kaldte føreren ’streng og varm’? Var der ikke en dårlig samvittighed?
Endvidere hævdede Wivel i Berlingske Tidende, at da jødeforfølgelserne i 1943 blev kendt ’var det ikke muligt at vakle længere’. Men det er vigtigt at fastholde, at Hitlers radiotaler allerede fra slutningen af 30’erne blev transmitteret for en dansk offentlighed. Ydermere undergraves Ole Wivel af dokumentation fra sit eget erindringsværk. I et afsnit fra besættelsestidens start opremser han en række punkter, som vennen Frits Waschnitius ikke ville erkende: »...de store jødiske forfatteres og videnskabsmænds emigration ... jødedeportationer og folkeforflytninger«. Tidligere har Waschnitius afvist, at idolet Stefan George skulle være nazist, ved at henvise til, at »næsten alle George-kredsens store navne var jødiske navne«.
Ole Wivels uvidenhed om det antisemitiske aspekt ved nazismen er ud fra hans egne erindringer ubegribeligt.

Ole Wivels flirt med nazismen afdækker en historisk horisont. I kredsen omkring digteren Waschnitius læste Wivel digtere som Hölderlin, Rilke og George og filosoffen Nietzsche. Også filosoffen Martin Heidegger var under stærk påvirkning af netop disse fire. Som bekendt var Heidegger medlem af det Nationalsocialistiske Parti helt frem til krigsafslutningen i 1945. Omkring århundredeskiftet herskede en strømning af dansk og udenlandsk litteratur, der bestemte mennesket som en animalsk kriger. Den italienske futurist Marinetti lovpriste i begyndelsen af århundredet krigen »som den eneste sande hygiejne«. Og endte siden som kulturminister i Mussolinis fascistiske regering. En anekdote og et digt fra slutningen af 30’erne belyser vulgærdarwinismens udbredelse.
Tom Kristensen sad i 1938 som kulturredaktør på Politiken, da redaktionen modtog meddelelse om en digters død i den spanske borgerkrig. Digteren var pludselig styrtet op fra sin dækning og var under et vanvittigt solo-angreb blevet skudt. En meddelelse de andre redaktører modtog med almindelig ligegyldighed. Stærkt bestyrtet fór Tom Kristensen i blækhuset. Og skrev hyldestdigtet: Til min Ven, Digteren Gustav Munch-Petersen, som han foreholdt sin chefredaktør med et ultimatum: Enten blev digtet trykt i morgendagens avis. Eller også sagde Tom Kristensen op.
Det er påfaldende, at digtet bragt i Danmarks kulturradikale avis forbinder sandhed med evnen til at nedskrive rationaliteten:
»Det, som du sagde, var Sandhed / samme Sekund, det blev til; / Ikke et tænksomt jeg tænker: jeg tænker; / kun et halsløst: jeg vil «. Til sidst bliver Munch-Petersens militære razzia identisk med hans poesi: » skudt ned, skudt ned, / Dit Livs ubesindigste Digt.«
Det betyder naturligvis ikke, at Tom Kristensen er nazist eller fascistoid. Men derimod at hyldesten af mennesket som vilje og drift rummer en pathos, der er i fare for hos svage sjæle at artikulere sig som fascisme.

I Romance for Valdhorn fremhæves Johannes V. Jensen som Wivels yndlingsforfatter. Og hans roman Kongens Fald blev sidste år kåret af Politikens læsere som århundredets bedste danske bog.
Digtet »Tilegnelse« fra Jensens ansete »Digte 1906« heroiserer soldaten og den rene race: »Jeg kommer ind fra Skovene / Kender I min Kølle! / Vid at jeg er Vildmanden / i det danske Vaaben!« Så udkastes det jensenske jegs mission: »Jeg vil bekræfte de Raske / i Retten til Riget. «
Sådan skriver en nobelprismodtager, der er uomgængelig på gymnasieskolens pensum.
Per Højholt har reflekteret denne kraftfiksering ironisk. I novellen »Lynmuseet« skriver han nedsættende om den »jensenske kraftprosa«, at »den vel egentlig kun har hjulpet jægere, lystfiskere, landskabsmalere« og andre »i bekneb for omtaler af bølgesprøjt, solned- og opgange, hjortespring«, »hvad der får sådanne stoute mænd til, som det klejnere forbillede, at bevare en konfirmands holdning til livets øvrige forhold.«
Det er en kritik af en pathos, der aldrig når frem til sin ironiske bagside. Og således tillempet også en kritik af Wivels adfærd. I erindringsbogen »Romance for Valdhorn« iagttager Ole Wivel hos sig selv »en æstetisk aristokratisme, en drenget hovmodig attitude som i virkeligheden var et skalkeskjul for ømskindet mindreværdsfølelse.«