Læsetid: 2 min.

Makedonien er Balkans svage led i kæden

Makedonien er et af de svage led i kæden på Balkan på grund af en potentiel sprængfarlig etnisk sammensætning og en skrøbelig national identitet
20. marts 2001

Analyse
Makedonien havde indtil for nylig mirakuløst undgået at blive inddraget i de krige, der fulgte på opløsningen af det tidligere Jugoslavien. Men den lille republik, som blev oprettet i 1946 inden for Titos føderation og opnåede uafhængighed i 1991, er stadig et af de svage led i kæden på Balkan. Det er der to grunde til:
For det første er der den potentielt sprængfarlige etniske sammensætning – en mosaik, hvor makedonerne, der er slavere og tilhører den ortodokse kirke, udgør flertallet med 63 procent, mens albanerne, hvoraf de fleste er muslimer, anslås til mellem en fjerdedel og en tredjedel af befolkningen.
For det andet er landets nationale identitet skrøbelig og afvises med forskellige begrundelser af serbere, bulgarere og grækere.

Intern dialog
Så længe en af Balkans ’kloge, gamle mænd’, Kiro Gligorov, var præsident, formåede Makedonien at bevare en vis balance, som byggede på intern dialog, forsoning med nabolandene og samarbejde med det internationale samfund.
På grund af regeringens tilbageholdende politik – og fordi de ikke som i Kosovo udgør et flertal – var albanerne mindre radikaliserede og fulgte de politiske spilleregler.
Deres største organisation, Det Demokratiske Albanske Parti (PDA), har fem ministre i den nuværende koalitionsregering. Men alligevel føler albanerne stadig, at de betragtes som andenklasses borgere og er underrepræsentrede i administrationen og på ledende poster i samfundet. Deres vigtigste krav – at blive anerkendt i forfatningen som et ’statsbærende folk’ med et offi-
cielt sprog på linje med makedonerne – er ikke blevet imødekommet.
Eksemplet fra Kosovo, som reelt er blevet uafhængigt af Serbien, har uden tvivl bidraget til, at en del af det albanske samfund i Makedonien har mistet troen på den politiske vej.
De fleste af makedonerne er derimod glødende tilhængere af en stat med en makedonsk identitet, og for dem er albanernes krav uacceptable.
Selv om nationalisterne, som for tiden er ved magten, har nedtonet deres sprogbrug noget, bliver ethvert albansk forslag om en at gøre landet til en føderation opfattet som en trussel.
De to befolkningsgrupper betragter hinanden med gensidig mistillid: I makedonernes øjne drømmer albanerne kun om et Storalbanien, som samler de albansk-beboede områder i Kosovo, Albanien, Serbien og Makedonien.

Et følsomt emne
Historien spiller naturligvis også en rolle. Siden Balkan-krigene i begyndelsen af sidste århundrede har ’det makedonske spørgsmål’ været et følsomt emne.
Indtil 1996 nægtede Grækenland, som rummer et betydeligt slavisk mindretal, at anerkende Makedonien med det argument, at landets navn var en del af den græske kulturarv.
Efter imødekommende toner fra Skopje trak Athen i land, men hvis Makedonien bliver destabiliseret, kan det gamle fjendskab let blusse op igen. Bulgarien ser sig selv som Makedoniens beskytter, for Sofia betragter makedonerne som en del af den bulgarske nation – ligesom serberne føler sig knyttet til dem som slaviske brødre.
På den baggrund kan urolighederne i Makedonien – der selv rummer såvel pro-serbiske som pro-bulgarske strømninger – brede sig til hele regionen.
Nabolandene har appelleret til de vestlige lande om at gribe ind, og man kun undres over deres fortsatte passivitet.

© 2001 Libération & Information.

*Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her