(2. sektion)
Teknologi
Det bliver sværere og sværere at definere grænsen mellem, hvornår man er menneske, og hvornår man har fået så meget hi-tech i kroppen, at man ikke kan leve uden. Hvem kan forestille sig et samfund uden pacemaker, briller, proteser, kunstige hofter og høreapparater?
Seriøse forskere er begyndt at tale i science-fiction-sprog om den menneskelige krop. Menneskeheden er ved at udvikle sig til cyborgs, en underlig sammenblanding mellem menneske og robot.
Mandag omtalte Information bogen Cyborg Citizen, af cyborgologen Chris Gray. For Gray er den vigtigste forandring i disse år, at den nye teknologi trænger ind på stadig flere områder af menneskelivet. Transplantationer, cyberspace og gensplejsning i den moderne verden er mand og maskine ét. Og den udvikling er der alt for lidt debat om, ifølge Gray.
For godt nok lover videnskaben os, at teknologien vil bringe store fremskridt. Men det fjerner ikke angsten for, hvor mennesket, kærligheden og demokratiet blever af mellem alle de fremskridt.
Er det maskinerne, brugen af dem eller simpelthen mennesket, der er problemet? Information har spurgt sig for tre steder...
Antikvaren
»Når unge mennesker er sammen i dag, ser de oftest video, spiller computer eller surfer rundt på Internettet. Deres ansigter er rettet mod skærmen, og de kigger ikke på hinanden.«
Ordene kunne stamme fra en af de modne herrer, der fylder antikvariaterne i de danske byer med den litterære verdenshistorie. Men selv om Troels Pedersen arbejder i et antikvariat, er han kun 23 år. Og hans angst for følgerne af den nye teknologi er ikke ren konservatisme, men derimod en bekymring for, hvordan vores sociale liv vil se ud i en fremtid præget af computere.
»Før computeren fandtes der øjenkontakt og samtale. Det er jeg bange for, at vi er ved at miste,« siger Troels Pedersen.
Han er bange for, at teknologien skaber afstand mellem mennesker, fordi vores måde at tale sammen på, og være sammen med hinanden på, bliver ændret. Fremtidens mennesker bliver dårligere til at engagere sig i hinanden.
»Vi bliver mere overfladiske og holder op med at tænke selv. Vi bliver afhængige af computeren, så den kan tænke for os. Når computeren i banken eller på kommunen går ned, er det som om alt går i stå. Lige pludselig er der ingen, der ved, hvad de skal gøre. Men hvorfor skal vi overhovedet udvikle kunstig intelligens? Er det ikke bedre at give menneskene nogle kundskaber?«
Teknologi fylder ikke meget i hans hverdag, hverken hjemme eller på arbejde. Computeren synes overflødig, når chefen har indprentet alle bøgerne i hukommelsen. Og Troels Pedersen ser gerne, at vores forhold til ny teknologi i fremtiden bliver mere som forholdet til bøgerne, med tid til langsomhed og fordybelse.
»Når samfundet er baseret på effektivitet, glemmer vi at reflektere. Folk bliver hidsige, når noget går for langsomt. Tænk bare, at vi har opfundet en dims, der kan låse bilen op i 10 meters afstand. Hvor meget sparer det, måske 10 sekunder? Hvad vil vi så med de 10 sekunder? Vi bruger jo ikke den ekstra tid til at tænke over livet, kunsten eller historien. Til sidst vil vi være i stand til at styre alt fra en computer, og mennesket ender med at blive overflødigt. Først holder vi op med at tænke og reflektere. Og så forfalder vi fysisk.«
Direktøren
Henrik Challis, der er direktør i konsulentvirksomheden Yalayala, er storforbruger af teknologi i sin hverdag. Og han tror på, at teknologien kan anvendes på en god og kærlig måde.
»Mennesket er ikke offer for teknologien. Vi kan reflektere og træffe bevidste valg. Det er mennesket, der har en sjæl, og ikke teknologien. Jeg tror på menneskelig ansvarlighed. Vi skal bare være opmærksomme på, at mennesket bliver bevidstgjort, så vi kan træffe valg i forhold til teknologien. Teknologien kan bruges til at udvikle medicin, der redder liv. Det kan da kun være godt.«
En af de ting, vi skal lære, er at skelne mellem teknologiens tempo og menneskets tempo. Vi bliver stressede og udbrændte, hvis vi ikke lærer at slå fra og trække en grænse.
»Vi får konstant lyd- og lys input. Telefonen ringer, fjernsynet og computeren er tændt. Tempoet er teknologiens udfordring til mennesket. Vi skal lære at sætte en grænse for, hvordan vi vil leve med teknologien. Man må selv finde tid til at fordybe sig. Hvem siger, at man skal svare telefonen hele tiden? Det er vores eget ansvar at slå fra,« siger Henrik Challis. Om 20 år vil teknologien være nået langt, hvis man spørger han.
»Computerteknologi, bioteknologi og mikroteknologi smelter sammen. Så bliver der udviklet mikroskopisk små, biologisk nedbrydelige enheder, der kan forbedre menneskets egenskaber. For eksempel min hukommelse. Det lyder måske utænkeligt i dag. Men med tiden vil vi opbygge et mere naturligt forhold til teknologi.«
Science-fiction folket
Der er hverken lyssværd eller laserpistoler til stede, når Science-fiction Cirklen holder det månedlige møde i Valby Medborgerhus. Deltagerne er alle mænd, og de fleste er et godt stykke over de 40. Der diskuteres angst og begejstring for ny teknologi. Science-fiction genren reflekterer over fremtiden og alternative verdener, og den rendyrker et fremtidsunivers, som på en ekstrem måde kommenterer nutiden. Det er alle enige om. Men hvorvidt teknologien skal frygtes eller elskes, kan ingen helt finde ud af.
»Teknologi kan altid bruges både på godt og ondt. Egentlig er det ikke teknologien i sig selv, der gør os angste. Det er mennesket. Teknologien udvikler sig hurtigt, og derfor modnes den også hurtigere end mennesket. Det er det, der er problemet. Hvis mennesket havde viljen til det, kunne teknikken løse alle vores problemer. Men der går politik og økonomi i det. Tag for eksempel de store medicinalvirksomheder, der ikke vil sælge billig aids-medicin til Afrika,« siger en af deltagerne.
En anden er mere optimistisk på fremskridtets vegne.
»Det, der egentlig gør mig angst, er, at vi forsøger at begrænse udviklingen. Jeg tror, teknologiens udvikling hænger sammen med menneskets. Der bliver hele tiden lavet en masse restriktioner for, hvor langt forskerne må gå. Man må ikke klone, man må ikke gensplejse vi skal passe på, at grænsen ikke bliver sat for lavt. Ellers flytter man bare forskningen ud til et øde sted og gemmer den. Processerne er så simple, at de kan udføres hjemme i mit køkken. Jeg kunne godt klone og gensplejse på hjemmebasis, hvis jeg var forsker.«
Han bliver afbrudt af en anden, der fortæller:
»I 1970erne, da gensplejsning på mikroorganismer lige var kommet frem, kunne man købe klassesæt til gymnasieelever ganske billigt. Så kunne de selv ganske simpelt gensplejse bakterier. Og egentlig kan enhver gymnasieelev jo fremstille en atombombe. Det vil kunne foregå alle vegne. Restriktionerne hæmmer åbenheden omkring teknologien. Det er derfor, man ikke bare skal lave love og kontrol. Man skal tænke med.«
*Torben Clausen og Maj Juni er journalister på bureauet Wetweare
