Læsetid: 11 min.

'Det mindste man kan gøre er at kaste en sten'

Så længe, der er israelske soldater i Gaza og på Vestbredden, vil konflikten vare ved. Måske ikke så synligt som den har været det sidste halve år. Men den vil være der og komme op til overfladen med mellemrum
17. marts 2001

Tha’ers blik er fast, hans mund en sprække, håret er nyklippet og hans kulsorte øjenbryn tætte. Champion sport står der på ærmet af hans hvide sweater. Inden fotografiet af ham blev til en plakat, er et billede af den gyldne kuppel på Klippemoskeen i Jerusalem lagt ind i baggrunden sammen med et svajende palæstinensisk flag i grønt, rødt og sort. Tha’er blev cirka 17 år gammel.
»I den nådige og medlevende Guds navn...,« står der på arabisk med et citat fra Koranen. »... med al vor stolthed og ære: Fatahs martyr, helten Tha’er Ibrahim Shalish ofrede sig den 21. oktober 2000.«
Plakaten med Tha’er hænger mange steder i Ramallah, sammen med plakater med billeder af Rant, Mohammad, Bassam og andre martyrer fra snart et halvt års kampe mellem palæstinensere og israelske soldater. Med billedet af flaget og guldkuplen bliver palæstinenserne mindet om, at den igangværende intifada – i modsætning til den første sidst i 80’ern – ikke bare er et nationalt palæstinensisk anliggende, men et religiøst og islamisk. Tha’er gav ikke sit liv bare for nogle få millioner palæstinensere eller 250 millioner arabere, men for hele verdens 1,2 milliarder muslimer.
Billederne til plakaterne er taget hos professionelle fotografer før drengene blev til martyrer. Formålet var netop at bruge dem til plakater efter drengenes død. Ifølge palæstinenserne kommer enhver, der dør i kampen mod »den zionistiske fjende« direkte i himlen til paradis. Hans familie får en gave af det palæstinensiske selvstyre, og hans navn bliver husket og gentaget igen og igen.

Aldrig fri
»Hvis jeg mister min søn, er det en slags psykologisk kompensation for mig at vide, at han har gjort noget stort for den palæstinensiske sag og, at han ikke er død forgæves. Det betyder ikke, at jeg gerne vil have, at min søn bliver dræbt. Men det ville være et større tab, hvis hans død var værdiløs,« siger Ala Jaradat, der bor i Ramallah.
Selv er han for gammel til kaste sten efter israelere. Men det er ikke, fordi han ikke har lyst til at protestere, og han forstår sagtens den vrede, de unge palæstinensere nærer mod de israelske soldater.
Med sine 31 år er Ala Jaradat en del af en generation, der aldrig har prøvet andet end at leve under besættelse. Det er bestemt ikke sikkert, at livet i en palæstinensisk stat ville have betydet en højere levestandard, det er også kun muligt, men ikke sikkert, at man i Palæstina uhindret kunne rejse fra den ene palæstinensiske by til den anden. Helt sikkert havde det dog betydet, at palæstinenserne ikke hver dag ville blive konfronteret med det faktum, at de ikke har deres frihed til at leve et ganske almindeligt dagligdags liv. Og det ville have betydet, at deres rettigheder og identitet som palæstinensere ville være anerkendt og accepteret.
Vreden over de afsavn, har for anden gang drevet palæstinenserne i direkte konfrontation med Israel. Men det er også skuffelsen over deres egen leder Yasser Arafats manglende evner til at lave en fredsaftale med Israel. Den skuffelse kan de ikke vise offentligt i den arabiske verden og under et regime som Arafats. Og derfor bliver Israel udpeget som solo-skurken.
Men israelerne gør også, hvad de kan for at stille sig selv i et dårligt lys. Under urolighederne har et af de faste mødesteder for soldater og palæstinensere været ved Rachels grav mellem Jerusalem og det palæstinensiske Betlehem. Som andre steder i de palæstinensiske områder var intensiteten størst i de første måneder, men kampene blev snart mere sporadiske for i lange perioder slet ikke at være der. Alligevel opretholdt den israelske hær en blokade af byen så massiv, at den ikke ses magen til nogen andre steder på Vestbredden eller Gaza. At lukningen var særlig tæt omkring Jesus’ fødeby, i den særdeles indbringende julemåned i 2000 året for hans fødsel, er måske et tilfælde.
Alle indfaldsveje har i månedsvis været blokeret af store grusbunker og massive betonklodser. Kun en vej har været farbar for andre end fodgængere og æsler, men den bliver bevogtet af hæren og jævnligt lukket.
På et tidspunkt lykkes det en flok palæstinensere, at finde en smutvej uden om grusbunkerne ved en lille jordvej ud af Betlehem mod Hebron. Der kunne de lokale få lastbiler og taxaer ud med varer og rejsende.
Men lykken var kort. En patrulje fra den israelske hær opdagede smuthullet og skyndte sig at få det lukket. Først ved, at konfiskere nøglerne til et par private palæstinensiske biler og lastbiler og stille dem på tværs af vejen og derefter ved at lukke luften ud af hjulene på tre biler. Aktionen kom for alvor til at ligne ulovlig chikane, da det blev klart, at soldaterne ikke havde tænkt sig at opretholde blokaden. For kort efter punkteringerne forlod de jordvejen, de ophidsede palæstinensere og deres punkterede biler. En halv time og et par hjulskift senere flød trafikken igen, som den nu kan, når tyve biler skal rundt om den samme grusbunke og ned gennem den samme vandpyt for at komme frem. Men det er en anden historie.

Han tog min far
Som barn så Ala Jaradat sin far blive vækket midt om natten, anholdt og tævet for øjnene familien. Hans far kom ikke tilbage før efter en måned.
»Jeg spurgte min mor, hvorfor far ikke kom hjem. Man forlanger svar og forklaringer og til sidst hober det hele sig op. Hver gang man ser en uniform husker man ’Det var ham, der tog min far’. Det er lige meget om soldaten hedder Mischa eller Yossi. Det er uniformen, man husker, og så er det mindste, man kan gøre som barn, at kaste en sten.«
Ala Jaradat arbejder på et kontor, der holder øje med menneskerettighederne for palæstinensiske politiske fanger i både de israelske og de palæstinensiske fængsler.
Kontoret ligger i centrum af Ramallah, der er den største by på Vestbredden. Selvom byen særligt i de første måneder af urolighederne var – og til dels stadig er – skueplads for nogle af de voldsomme kampe, der har hærget mange steder i Gaza og på Vestbredden er centrum forbavsende rolig. Trafikken er ganske vist tæt og bidrager på den måde til uorden og larm, men palæstinenserne går ind og ud af kaffebarer, købmandsforretninger og shawarmarestauranter, som var det hverdag i en hvilken som helst pulserende by i Mellemøsten.
På sin hvis er det også hverdag. Urolighederne mellem israelere og palæstinensere har stået på i godt seks måneder. Dødstallet har rundet 400 og hver uge bliver listen et par numre længere. Dertil kommer sårede og invaliderede i titusindvis.
Men fordi kampene i Ramallah er en gentagelse af kampene fra dagen eller ugen før uden ændringer i hverken aktører eller skueplads, er kampe, døde og begravelser blevet en tragisk hverdag og derfor fortsætter dagliglivet.
Byen har fået et lille pusterum siden strategien for nylig blev lagt om til guerilla krigsførelse i form af lyn-aktioner mod lette mål som enlige bosættere og jeeps fra den israelske hær på solo-patruljer. Men kampene i Ramallah er ikke slut og med mellemrum vender de tilbage.

Grillspyd og tåregas
Man skal op i den nordlige udkant af byen for at finde de stenkastende børn og unge på den ene side og israelerne i deres grønne jeeps på den anden. Strækningen de slås på er ikke mere end et par hundrede meter lang. På Ramallah-siden løber den ud i et lille vejkryds og bag ved de israelske soldater sender en rundkørsel trafikken ud i alle andre retninger end mod Ramallah.
Det besynderlige ved det hele er, at selv der – bogstaveligt talt et stenkast fra urolighedernes centrum – fortsætter hverdagen. På begge sider kører personbiler, varetransporter og busser forbi, tilsyneladende uden at ænse kampzonen lige uden for deres bilruder.
På Ramallah-siden af kampen er synet endnu mere absurd. I passende sikkerhedsafstand har en gadesælger slået sin bod med grillspyd op. Fra kullene stiger en liflig røg op og blander sig i luften med røgen fra tåregasgranater og brændende bildæk lidt længere nede ad gaden. Omkring grillspydene står 20 - 30 tilskuere og kigger passivt på sten og gummikugler, der flyver gennem luften.
Bag publikum løber frontkæmperne, der er mellem 12 og 19 år, rundt og samler flere sten, mens de varmer deres tomme slynger op ved at kaste dem rundt i luften over hovedet. Snart løber de ned bag en af de udbrændte biler, der er væltet om på siden, og lader stenene regne ned over soldaterne. Bilerne er et fint skjul for kuglerne, der jævnligt affyres fra den anden side.
»Jeg er her for at holde øje med de små,« siger Yunnis, en af tilskuerne. Han er 15 år.
Mens Yunnis står og holder øje, kommer ’de små’ løbende tilbage. Svedige, som havde de været i sneboldkamp med vejens unger og nu er kommet hjem for at få pusten, en kop varm kakao og et par opmuntrende ord.
Ingen legepladser
»Vi har ikke legepladser, børneinstitutioner eller haver. Vores børns have er gaden,« siger Ala Jaradat og forklarer, at børnene ser stenkastene som deres bidrag til den fælles kamp for Palæstinas uafhængighed.
»Børnene kender konsekvenserne af besættelsen. De ser deres forældre blive ophidsede og vrede over det, de ser i fjernsynet om aftenen. Derfor identificerer de sig med dem, der modsætter sig besættelsen. Børnene ser deres kamp som, at de tager deres del af lidelsen og kampen.«
For Ala Jaradat betyder besættelsen blandt andet, at han og resten af Ramallah i sommer måtte leve uden vand i op til en uge ad gangen. Vandmanglen er et generelt problem i Mellemøsten, men palæstinenserne mærker det før israelerne. Særligt er de jødiske bosættelser en torn i øjet på palæstinenserne, der flere gange har meldt om vandsvigt i ellers velforsynede områder, så snart en bosættelse er rykket ind.
»Det er ikke manglen på vand, der er problemet. Det er distributionen. En bosætter kan bruge en kubikmeter vand om dagen. En palæstinenser kan forbruge en liter og det er bosætteren, der bor ulovligt på vores jord. Det er vores vandressourcer.«
På et af højdedragene lige uden for selve Ramallah ligger bosættelsen Psagot med et par hundrede jødiske familier. Med sine karakteristiske røde tegltage på hvidpudsede huse ligner den på den ene side mange andre bosættelser. Men den skiller sig kraftigt ud fra de arabiske landsbyer og byer den ligger ved siden af. De arabiske byer er af økonomiske og historiske grunde langt mindre velorganiserede. Affald, bilvrag, blege mure og strittende stålwirer fra de halvfærdige, men beboede huse er mere stilen.
Oslo ændrede intet
Rundt om de arabiske huse er markerne om vinteren golde og brune. I Psagot er græsset grønt langt ind i efteråret som var det græs i en sommerhave i Danmark og ikke i Mellemøsten. På de andre højdedrag med bosættelser er billedet det samme.
Bosætterne ser det som deres ret og pligt ifølge Biblen at bo i Judæa og Samaria som Vestbredden hedder i Biblen. Med den i hånden holder de ved, at de havde landet først, og at det er palæstinenserne, der bor på deres jord. Palæstinenserne peger omvendt på, at de har boet her de seneste 2.000 år siden romerne drev jøderne ud. Og der står konflikten i dag. Begge parter har uden tvivl rødder i jorden, men hvis der stikker dybest og om det spørgsmål overhovedet er relevant, er kernen i konflikten mellem israelerne og palæstinenserne.
Fra menneskerettighedskontoret er det svært af få øje på den israelske besættelsesmagt. Transistoren spiller arabisk musik, og fra vinduet er der ikke skyggen af en israelsk soldat at se. Overalt vajer de palæstinensiske flag og de grønne uniformer på gaden sidder på de halvmilitære palæstinensiske politifolk. De israelske soldater har forlængst forladt byen som et led i Oslo-aftalerne, der gav palæstinenserne forskellige grader af selvstyre i visse områder af Gaza og Vestbredden. Ramallah ligger i område A og dermed har det palæstinensiske selvstyre fuld kontrol over både den civile administration og sikkerheden. I område C har Israel fuld kontrol over begge dele. I område B styrer israelerne sikkerheden, mens palæstinenserne tager sig af det civile styre.
»Lige meget hvilken slags papirarbejde man skal have lavet, skal det gå gennem israelerne. Tilladelser til import, eksport, byggeri. Alt skal gå gennem lange ydmygende processer, hvor man venter og venter. Selv ting, der andre steder ikke tager lang tid, tager ualmindelig lang tid her. Tidligere søgte vi direkte hos israelerne, nu søger vi hos en palæstinenser, men han skal alligevel spørge en israeler. Der er ikke noget, der er ændret,« siger Ala Jaradat.

Ghandi dur ikke her
En gang troede han på Ghandi og Martin Luther King, men i løbet af de sidste par måneder er han holdt op. Han tror ikke længere på, at fredelige midler kan løse den mere end 50 år gamle konflikt mellem palæstinensere og israelere.
»Allerede før den politiske proces – jeg ser det ikke som en fredsproces – prøvede vi med fredelige midler. Jeg troede på, at det hjalp, men dag for dag blev jeg overbevist om det modsatte. Vi så, at bosættelserne blev udvidet, vi så land blive konfiskeret, vi så folk blive arresteret for ingen ting – det er brud på menneskerettighederne. Alt det gør, at man tænker: De ikke-voldelige metoder fører ingen vegne. Tværtimod gør processen konflikten værre. Al den snak om fredsproces gjorde, at folk rundt om i verden begyndte at tro, at endnu en konflikt var blevet løst. Men intet var løst. Realiteterne i konflikten var aldrig blevet rørt. Folk forstod ikke, hvorfor vi brugte vold. ’I har det jo fint,’ sagde de. Men vi har et slet ikke fint, intet har ændret sig i vores hverdag. På grund af volden er realiteterne kommet tilbage. Der eksisterer ikke længere den illusion, at der er en fredsproces.«
Både Ala Jaradat og ledende palæstinensiske politikere siger lige ud, at så længe, der er israelske soldater i Gaza og på Vestbredden, bliver der ikke fred. Indtil de trækker sig ud, vil konflikten vare ved. Måske ikke så synligt som den har været det sidste halve år. Men den vil være der og komme op til overfladen med mellemrum.
Det understreger det mest tragiske i israelerne og palæstinensernes fælles situation.
For uanset om urolighederne varer fem dage, fem måneder eller fem år mere, skal parterne mødes igen ved det samme forhandlingsbord og diskutere Jerusalems fremtid, om og i hvor stort omfang de palæstinensiske flygtninge skal have lov at vende tilbage til Israel, og hvordan de hellige steder skal deles. Det er nøjagtig de samme emner som i Camp David sidste sommer. Forskellen er bare, at nu står parterne 400 døde længere fra hinanden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu