Læsetid: 6 min.

Missilforsvaret er en udfordring til Europa

Amerikanernes planer om et nationalt missilforsvar udfordrer europæisk forsvarspolitik, mener den sikkerhedspolitiske analytiker Preben Bonnén
26. marts 2001

Mandagssamtale
»Hvis EU-landene ikke formår at tale med én stemme over for USA i diskussionen om missilforsvaret, er det en stærk indikation for, hvor svært det bliver at udvikle en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik,« siger Preben Bonnén, sikkerheds- og forsvarspolitisk analytiker ved Österreichishes Institut für Europäische Sicherheitspolitik.
Han mener endvidere, det ad bagvejen kan gøre »ubodelig skade« på Europas eget forsvar, hvis de europæiske lande bliver enige om at takke ja til amerikanernes tilbud, om at involvere sig i opbygningen af et missilforsvar:
»Eftersom forsvarsbudgetterne er ret beskedne, er der simpelthen ikke nok penge til både at udruste og omstrukturere de enkelte landes nationale styrker og deltage i den planlagte fælles udrykningsstyrke – og samtidig give sig i kast med et så omfattende og tordnende dyrt projekt som missilforsvaret,« understreger Bonnén.
– Men er EU’s regeringschefer overhovedet enige om, at EU bør tale med en stemme?
»Ja... i sammenligning med de meget forskellige fransk-tyske og engelske reaktioner på Reagans Starwars-projekt i 1985 er kritikken af NMD ret enslydende på tværs af grænserne. Lige bortset fra Danmark, som ingen ved, hvor befinder sig i disse spørgsmål. Det fremgår af alle rapporter... en lidt prekær situation, synes jeg.«
»Den britiske udenrigsminister Robin Cook er en af de argeste modstandere, og tidligere på året har det britiske Underhus udgivet en rapport, hvor man direkte opfordrer til afstandtagen fra de amerikanske planer. Det ellers ofte fremhævede ’special relationship’ mellem USA og England gælder altså ikke i dette tilfælde.«
– På det seneste har Robin Cook da sagt, at han ikke umiddelbart ser nogle problemer med NMD?
»Det, tror jeg, skal forstås taktisk. Tony Blair var på vej til USA for at besøge Bush – og Blair ser meget gerne sig selv som mægler mellem USA, Rusland og Europa. Robin Cooks nye retorik passer vældig godt ind i det billede.«
»Præcis det samme er tilfældet, når den tyske forbundskansler Gerhard Schröder pludselig skifter signal: Han ønsker nemlig også at se sig selv i rollen som mægler.«

Mange udmeldinger
– Ser du heller ingen forskelle i holdningerne til det amerikanske ’tilbud’ om europæisk deltagelse i et raketskjold?
»Flere europæiske ledere – og såmænd også den socialdemokratiske forsvarsordfører Per Kålund – har udtalt, at raketskjoldet vil være mere spiseligt, hvis det også dækker Europa. «
»Men lige her skal vi slå koldt vand i blodet. Amerikanerne kommer ikke bare med mange, men også meget forskellige udmeldinger. Det afhænger fuldstændigt af, hvilket forum talerne bliver holdt i. Mens den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld taler om nationalt missilforsvar, taler Bush pludseligt om et globalt missilforsvar.«
»Det er snarere taktik for at mindske modstanden og kritikken blandt de europæiske lande, end det er udtryk for reelle intentioner. Og der er på ingen måde tale om, at USA også vil betale de omkostninger, som en udvidelse af missilforsvaret vil indebære. Den regning ville Europa i givet fald komme til at betale.«
– Hvad er konsekvenserne af at holde sig ude af missilarrangementet?
»Hvis Europa ikke involverer sig i opbygningen af et missilforsvar, er der en indlysende fare for at blive hægtet endnu mere af den militærteknologiske udvikling, end det allerede er tilfældet.«
»Den militærteknologiske afstand mellem de europæiske og de amerikanske væbnede styrker har allerede udmyntet sig i samarbejdsvanskeligheder. Eksempelvis med kommunikationsudstyret i luftkrigen mod Kosovo. Eksempelvis under en øvelse med tyske og amerikanske krigsskibe, hvor den tyske marine måtte bede amerikanerne om at nedgradere til et niveau, tyskerne kunne følge med til.«
– Og de politiske konsekvenser?
»Europa har altid følt sig knyttet til USA i et forsvarsfællesskab. Men USA og Europa har forskellige verdenssyn og prioriteringer i sikkerhedspolitiske spørgsmål. Det ses i forhold til Cuba, Kina og Iran, hvor Europa forholder sig langt mere afslappet end USA.«
»De mest aktuelle eksempler på de forskellige prioriteringer er dels amerikanernes planer om missilforsvaret, som er i modsætning til Europas ønsker om at basere sin sikkerhed på traktater og våbenkontrol, dels planerne om at trække de amerikanske styrker i Bosinen-Hercegovina og Kosovo tilbage.«
– På NATO’s møde for nylig forsikrede USA’s udenrigsminister Collin Powell sine europæiske kolleger om, at USA vil blive på Balkan?
»Man må tage Powells forsikringer med et stort gran salt. Der kommer stadig vidt forskellige meldinger fra det Hvide Hus, så intet er afgjort med det besøg.«

Nye muligheder
– Hvilken indflydelse vil det få, hvis Bush realiserer sine valgløfter om at trække de amerikanske styrker tilbage fra Balkan?
»Denne nye amerikanske udenrigspolitiske linje sætter unægteligt Europa i en vanskelig situation, men rummer også nye muligheder.«
»I det øjeblik amerikanerne trækker sig tilbage, står europæerne over for valget mellem enten at sætte flere penge i de nationale forsvar – hvilket forekommer lidet sandsynligt – eller indgå i et stærkt integreret forsvarssamarbejde med en langt større arbejdsdeling og fælles våbensystemer.«
»Det er ikke tåget fremtidssnak. Den 15. september sidste år blev der indgået en aftale mellem Holland og Tyskland om en fælles lufttransport-kommando. Tyskland har bestil 74 Airbus A400 M og ideen er, at Holland enten overtager tyve-tredive af disse maskiner og stiller dem under fælles kommando, eller at Holland simpelthen giver Tyskland en pose penge, og det tyske og hollandske flyvevåben bliver et og samme. På samme måde sigter Holland og Tyskland mod at oprette en fælles maritim enhed.«
»Danmark såvel som de øvrige europæiske lande burde følge i hælene på dem.«
– Men det er der ikke umiddelbar udsigt til?
»Belgien og Holland og Belgien og Luxembourg har eller planlægger lignende arrangementer. Hvorvidt det tysk-hollandske eksempel kommer til at danne præcedens i de øvrige europæiske lande, må vi afvente.«

Større interessesfære
– USA har foreslået en arbejdsdeling, hvor Europa tager sig af mindre regionale konflikter og fredsbevarende arbejde. Hvad betyder alt dette for NATO’s fremtid?
»Intentionerne med at udvikle en europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik er, at man i fællesskab skal varetage de såkaldte Petersberg-opgaver: humanitære opgaver, evakueringer, fredsbevarende opgaver og krisestyring.«
»De europæiske forsvars-chefer ser europæiske interesser som vidt forgrenede i et komplekst globalt mønster. Man kan sige, at interessesfæren er udvidet til at omfatte alle faktorer, der kan influere på Europas fremgang og stabilitet.«
»Derfor skal EU’s sikkerhedspolitiske rolle være af verdensomspændende karakter. I sig selv er det et ambitiøst projekt at opbygge en hurtig udrykningsstyrke, der kan operere i alle miljøer – undtagen det arktiske.«
– Det lyder som et oplæg til konflikter i NATO?
»Når og hvis alt dette bliver implementeret, vil det betyde et mere dybdegående samarbejde hen over Atlanten. USA kommer til at indstille sig på flere konsultationer og kontroverser end i dag, hvor USA dikterer, og Europa lytter.«
– Det lyder ønskværdigt, men er det realistisk, når USA i den grad er i front med militærteknologien?
»Der er ingen tvivl om, at USA stadig vil have en vetoret på den europæiske sikkerhedspolitiske arena de næste 15-20 år. Europa vil opdage, at aftalen om, at EU kan handle millitært og bruge NATO’s kapaciteter, når NATO ikke kan eller ikke vil handle, ikke har meget reelt indhold. EU kan simpelthen ikke låne ret meget udstyr, fordi NATO ikke har ret meget udstyr, som ikke er amerikansk.«
»Derfor er mit optimistiske skøn, at Europa vil udvikle en fælles sikkerhedspolitik med integrerede forsvarskapaciteter i løbet af et par årtier. Hvilket en amerikansk tilbagetrækning fra Balkan vil fremme udviklingen af.«
»Det er først i det øjeblik, at USA ændrer udenrigspolitiske prioriteter, at Europa får taget sig sammen. Tvunget af omstændighederne.«
– Men i de næste tyve år bliver EU’s medlemstal udvidet voldsomt. Samtidig bliver der slået meget stærkt på nationalstatens betydning. Det er da modsatte tendenser af at opbygge et stærkt integreret forsvar?
»Det er klart, det ikke kommer af sig selv. Man bliver eksempelvis nødt til at udvikle et fælles værdisæt for de na-tionale væbnede styrker.«
»Det er også nødvendigt at de lande, som står og banker på døren, bliver integreret i forsvarssamarbejdet, så vi ikke får et EU med flere tempi i det sikkerhedspolitiske samarbejde som vi ser med det økonomiske-monetære samarbejde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her