Læsetid: 4 min.

Moderat sindssyg fodboldfanatiker

Information satte en FCK-nørd i stævne til en snak om spillet, om fankulturen og hvad der får én til at møde op søndag efter søndag for at yde et middelmådigt fodboldhold helhjertet støtte
21. marts 2001

Fan-kultur
Taktisk set er det en dreven modstander, der sidder over for mig. 28-årige Kristian Syberg har ikke tænkt sig at fodre mig med soundbites fra fodboldfanatismens overdrev. Tværtimod er det ham magtpåliggende at få sin dagligt kredsende tankevirksomhed omkring københavnerklubben FCK – som han er erklæret fan af og bruger størstedelen af sin fritid på at tale om, tænke på og gå til kamp med – til at fremstå som en sund fritidsbeskæftigelse, hvor kodeordene er sammenhold, sjov og selvforglemmelse:
»Jeg er 28 år, københavner og har et par år tilbage af mit studie på Roskilde Universitetscenter, hvor jeg læser miljøbiologi. Jeg interesserer mig for politik og kan godt lide at spille rollespil, men fodbolden er det centrale i min tilværelse. Jeg er vokset op med fodbold, min far syntes, det var spændende, og han spillede selv for OB som dreng. Jeg har spillet, så længe jeg kan huske, alle mine venner interesserede sig for fodbold, vi spillede sammen og så det i fjernsynet, når det var der. Jeg spillede i B93, da jeg var lille, og fulgte derfor dem, men på et tidspunkt skiftede jeg til KB, da det var en københavnerklub. Der eksisterede ikke nogen egentlig fankultur, da jeg gik i folkeskolen, så jeg tog ikke så tit til selve kampene, men fulgte det mere på afstand.«
»Da FCK blev dannet i 1992, valgte vi at følge dem, især fordi klubben udgjorde en modpol til Brøndby, som vi bestemt ikke brød os om. Nu om stunder kredser mine tanker dagligt om klubben og dens spillere. Det fylder enormt meget, og jeg tænker på FCK hver dag. Jeg gider ikke købe Ekstrabladet og BT dagligt, men går jeg ind på en grillbar, kigger jeg altid efter dem, for de har den største sportsdækning. Sportsjournalistik er langt hen ad vejen sladderjournalistik, og jeg elsker fodboldsladder, slubrer den nærmest i mig.«

Spillet er det vigtigste
»Det er hårdt, at fodboldsæsonen kun varer et halvt år. Vinterpausen er hård. Det synes alle fans. Men ellers opfatter jeg det at være fan som noget individuelt, vi er jo ikke bare en bred masse, og den der med, at alle FCK-fans opfører sig ens, holder ikke. Man kan godt være FCK-fan uden nogen sinde at sætte sine ben i Parken. Men har jeg tid og penge, står jeg derinde hver søndag. Jeg går derind for at opleve det rush, det er, når 15.000 mennesker jubler sammen eller synger den samme sang, men for mig er det vigtigste at have et forum, hvor jeg kan møde venner. Folk som ellers ville glide fra mig. Man møder en masse mennesker i løbet af livet, og har man ikke noget specifikt at samles om, glider man fra hinanden. Til FCK’s kampe møder jeg folk, jeg måske ellers ikke ville se.«
»Men spillet er det vigtigste, ingen tvivl om det. Typisk går man i det daglige og tænker på den sidste kamp man har set, vender den inde i hovedet, om nogen er blevet skadet eller taget ud af kampen i utide, om startopstillingen nu var god nok eller om dommeren en nar. Det er hele tiden detaljer – en brændt chance, en tåbelig udskiftning. Så går man og siger til vennerne, ’Hvorfor satte han også Thomas Torning over på den venstrekant, når Tony Jönsson skulle have spillet der,’ og den slags. Og har vi fået bank af et eller andet skodhold, er vi eddermame sure, når vi går derfra. Så bitcher vi helt vildt, skælder ud og giver spillerne tørt på. Det kan der gå timer med!«
»Efterspillet til en kamp kan i ekstreme tilfælde ende i vold, hvilket er sørgeligt, men spillet i dét er såmænd bare, at man holder med et hold med hud og hår. Det er der ofte en geografisk årsag til, så det handler også om lokale tilhørsforhold. Forholdet mellem FCK-fans og dem fra Brøndby af er lidt betændt i det, hvorfor ved jeg egentlig ikke. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men Brøndby har jo været det førende hold i Danmark, og derfor har det indimellem været hårdt at være FCK-fan. Der har altid været store forventninger til klubben, som sjældent er blevet indfriet, fordi tingene har skulle gå så stærkt. Der har ikke været ro til at gøre de ting, der skal til for at opbygge en god klub.«

En besættelse
»Det kan godt kaldes en besættelse, og jeg har ikke noget imod at blive kaldt en fodboldnørd. Jeg går meget op i det og bruger gerne alle mine søndage på det. Min ex-kæreste kunne heldigvis godt lide fodbold, selv om hun syntes, det var sindssygt, så meget jeg gik op i det. Men selv om du sikkert både har læst Fever Pitch af Nick Hornsby og set filmen (ler), var det altså ikke på grund af fodbolden, vi gik fra hinanden, selvom det ville passe bedre til billedet af, hvordan fodboldfans er (ler)! Men jeg kunne ikke bo sammen med en pige, der ikke interesserede sig bare en smule for fodbold, det kunne jeg simpelthen ikke.«

*Klaus Lynggaard skriver til dagligt om rock

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu