Læsetid: 5 min.

’Modstandsbevægelsen var ikke en disciplineret hær’

Historikeren Henrik S. Nissen afviser, at en faghistorisk kulegravning af drabene på stikkere kan bringe alment nyt for dagen
31. marts 2001

Besættelse
En faghistorisk kulegravning af modstandsbevægelsens drab på stikkere vil ikke kunne bringe alment nyt frem. Det siger lektor i historie ved Københavns Universitet, lektor Henrik S. Nissen, der indgående har beskæftiget sig med besættelsestiden.
»Vi véd godt, at modstandsbevægelsen ikke var en disciplineret hær med styr på det,« siger Henrik Nissen og tilføjer:
»Men der kan da være nogle efterkommere, der får oprejsning: ’Han var ikke stikker, men han kunne ikke stå for omgangen med tyske officerer.’ Hvis de så vil synes, at det er lettere at leve med.«
Om den faghistoriske dækning af emnet siger Nissen:
»Ditlev Tamm har i sin bog om retsopgøret skrevet så langt, som man kan forvente at komme med det.«
Holdningen til stikkerdrabene umiddelbart efter besættelsen beskriver Henrik Nissen med disse ord:
»Frode Jakobsen og Frihedsrådet satte sig hårdt og tungt på likvideringerne, og de sørgede for, at det blev tabuemne. Det var Frode Jakobsens holdning – som han også har udtrykt over for mig – at nogle af dem, der havde begået stikkerdrab, var psykisk belastet af det, og de skulle ikke også i retten. Frode Jakobsen mente, at Frihedsrådet havde garanteret, at det skulle ikke ske.«

Brutaliseringen
Om den samtidshistoriske baggrund for stikkerdrabene siger Henrik Nissen:
»Under den sidste del af besættelsen havde verden omkring os været længe i krig, og man hørte herhjemme om vældige tab, om faldne og om nedskydninger. Frygten bredte sig i Danmark: Risikerer vi at komme i krydsild? Der foregik en brutalisering. Emnet, folk talte om, var krig – hele tiden.«
Henrik Nissen fastslår, at man kan tale om »en række bølger« i opfattelsen af besættelsestiden.
»Der var først det fremherskende synspunkt i maj 1945. Man talte om frihedskæmpere, snarere end om en modstandskamp, og det var dem med armbind på. Der var dem, der havde fået armbindet inden for de sidste par uger, og der var dem, der var veteraner. Og opfattelsen i de glade majdage var, at det var modstandsbevægelsen, der havde haft ret hele vejen igennem. Ikke bare at Tyskland var Det Onde Rige, men at 9. april 1940 og forhandlingspolitikken derefter anbragte Danmark på den forkerte side og var egentlig forbryderisk.«
»Første modbevægelse i forhold til den opfattelse satte ind allerede i efteråret 1945. Den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch sagde i en radiosamtale med Karl Bjarnhof: ’Stikkerlikvideringerne var mord.’ Og Bjarnhof var lige ved at tabe cigaren: ’Mord?’«
»Frisch var dengang i færd med at forestå udgivelsen af Danmark Besat og Befriet – den socialdemokratiske besættelseshistorie, som var et klart defensorat for samarbejdspolitikken.«
»Frischs udtalelser hang også sammen med, at der i sommeren 1945 – under befrielsesregeringen – udkæmpedes en benhård kamp om magten i efterkrigstidens Danmark. Den kamp vandt de etablerede partier. Modstandsbevægelsen fik ingen betydning herefter. Forsøgene på at føre den videre som politisk bevægelse falder på, at medlemmerne går tilbage til inaktivitet eller til de politiske partier.«
Så markant en kritik af stikkerdrabene som Frischs var dog enkeltstående, påpeger Henrik Nissen:
»Når man sagde noget så prægnant, blev man omfavnet af dem, der hed ’6. maj foreningen’, og som udgav bladet Revision. Det var dem, der var blevet interneret af Modstandsbevægelsen i majdagene i 1945.«
»Den første egentlige videnskabelige beskrivelse af besættelsestiden blev startet af Jørgen Hæstrup. Han var inspireret netop af ’modbevægelsen’: Det her er for galt! I sine bøger, der udkom i 1950’erne, beskrev han præcist, hvor fåtallig modstandsbevægelsen var op til 1943-44. Den var rekrutteret fra de politiske yderfløje: Kommunisterne, der var gode til at organisere, og som med forbudet mod dem i 1941 så at sige var kastet ud i illegalitet – og så nogle enkelte rabiate konservative.«

Mens det skete
Hæstrups bøger gav stødet til ’anden bølge af revisionisme’ i forhold til besættelseshistorien. En kreds af historikere, der omfattede Henrik Nissen selv og kollegerne Henning Poulsen, Hans Kirchhoff, Finn Løkkegaard og Aage Trommer satte sig for – med Nissens ord – »ikke at se begivenhederne ud fra, hvordan det endte i maj ’45, men ud fra, hvordan man opfattede det, mens det skete.«.
– Og det var revisionisme?
»Ja, hvis man havde opfattelsen af, at det, der foregik efter den 9. april 1940 og frem til samarbejdsregeringens tilbagetræden 29. august 1943, var landsforræderi – ja, så reviderede vi.«
Det var ikke med de politiske partiers gode vilje, at samarbejdsregeringen trådte tilbage, fremhæver Henrik Nissen:
»Som Hans Kirchhoff har påpeget, ønskede de at fortsætte samarbejdet helt til krigens afslutning. Om ikke til klokken tolv, så til fem minutter i tolv. Det var det folkelige oprør, der umuliggjorde det. Netop til demonstrationer og aktioner var der en herlig hedebølge i juli og august det år. Myndighederne – regering, fagbevægelse og arbejdsgivere – kunne ikke længere styre. Under hele forløbet optrådte tyskerne med en imponerende tilbageholdenhed, når man tænker på, hvor hårdt de slog strejker ned i andre lande, f.eks. i Holland, hvor de skød lokomotivførere, indtil de igen begyndte at transportere jøder til udryddelseslejrene.«

Ny revisionisme
– Er der behov for en ny revisionisme i dag?
Henrik Nissen ler:
»Det er svært for mig at sige, for det er jo blandt andet mig selv, der i så fald skal revideres.«
Nissen vil dog gerne give et bud på et besættelseshistorisk område, der er forsømt:
»Sigurd Jensens Levevilkår under Besættelsen trænger til at blive fulgt op. Bortset fra Sverige var Danmark det land i Europa, der havde de højeste rationer af fødevarer. Og byttehandlen med Tyskland sikerede, at vi modtog kul til at varme op med. Hvis arbejdsløsheden var forblevet så tårnhøj som i 1940, og hvis der ikke havde været mad og brændsel – hvor mange flere havde nazistpartiet så kunnet hverve? Tyskerne behandlede Danmark så meget anderledes end andre besatte lande. Var det, fordi vi er ’ariere’? Eller fordi der var sådan en ’normal’ stemning, når de var heropppe og forhandle? Danmark fik kulleverancer indtil sidste kvartal inden befrielsen. Hvorfor vandt pragmatikerne i forhold til Danmark?«
– Bør besættelsesforskningen foregå i et europæisk perspektiv?
»Ja, vi bør sammenligne os med andre besatte lande. Det har kun enkelte forskere gjort, og de har nøjedes med et udkig til et andet land eller to.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her