Læsetid: 6 min.

Morderen iblandt os

10. marts 2001

Intermetzo
En mand af den spektakulære type, malet i ansigtet som var han en dæmon, med hestehale og udstråling af farlig sex ombringer sin mor i Amerika. Det bliver han dømt for. Men så slipper han overraskende ud af fængslet, fordi der ikke er plads til ham. Forbavsende, når man betænker amerikanske myndigheders begejstring for multiplicerede livstidsstraffe i mere uskyldige sager. Senere vender manden tilbage til sit fødeland. Her tager han efter lønsom virksomhed som alfons livet af det meste af en familie ved at brække nakken på dem efter tur: mor og to store børn.
Manden betegnes ikke så overraskende af sagkundskaben som farlig for sine omgivelser. Anklagemyndigheden stiller krav om tidsubestemt forvaring. Heller ikke vildt forbløffende i betragtning af forbrydelsens råhed. Sagen er i og for sig en formalitet, omend substansen er grotesk. Og sagen fortjener næppe en stor indsats fra den seriøse, kontrollerende magts side. Denne er, hvad disse linjer atter drejer sig om: den kontrollerende magt.
Således kalder man i festlige stunder pressen, og dét med berettigelse når denne virkelig ruller det svære skyts frem og opper sig som kontrollør af de udøvende, o.a. Det sker ind imellem, ret skal være ret; helt til rotterne er det hele heller ikke, og Tamil-sagen kan man jo stadig leve højt på.
Men hvori består alvorligt talt det kontrollerende, når det drejer sig om denne malede morder iblandt os? Manden er fanget, han bliver passet på i alle legemsdele døgnet rundt, han har tilstået og er så at sige dømt på forhånd. Jamen, det eksisterer ikke, det kontrollerende element i denne sag. Med mindre nogen i fuldt alvor vil hævde, at alene den omstændighed at journalisterne sidder på nakken af hinanden i Landsretten er kontrol i sig selv. Ikke meget tyder på, at denne velvillige fortolkning holder mange meter, eftersom retsreferaterne – af denne læser læste – ved grundig og kritisk gennemgang så at sige kun forholder sig i et forarget og fordømmende tonefald mod anklagede. Dét er der selvfølgelig mange gode grunde til, mindst fire gode grunde, og vrede og foragt er i sammenhængen og på de fire myrdedes vegne forståeligt. Men vreden og foragten gør også øjet sløret og hørelsen redebon for vreden og foragten. Disse følelser har ikke så meget at gøre med kritisk pressedækning af en retssag.

I første hug og for nu at kalde en avis for avis drejer interessen for denne sag sig om at tilfredsstille et offentligt hævninstinkt og ikke at forglemme nyfigenheden i et bestemt publikum, der såmænd ofte nok er pressens egne folk. Dette læses i rigt mål ud af artiklerne, og det høres på tonefaldet i de mundtlige rapporter.
Dette fænomen, som altid i den slags sager, hvor tilskuerens selvstændige tankevirksomhed er reduceret til det forsvindende af det etablerede følelsesberedskab, ligner beskæmmende strikkekonerne under den store franske revolution. Det var disse beredvillige iagttagere af retfærdighedens fuldbyrdelse, som man i samtiden kaldte ’les tricoteuses’. Rent faktisk sad de og strikkede under rets- eller konventsmøderne. Siden, når dommene skulle fuldbyrdes, indtog disse gode koner deres faste pladser på Revolutionspladsen, den nuværende Concordeplads, hvor Dr. Guillotins effektive louison-maskine, republikkens ragekniv, til hurtig og human aflivning af revolutionens egne børn, guillotinen, var opstillet. Tricoteuserne kunne ind imellem forlystelserne, og før et nyt hoved rullede, nå en halv pind mere.
Særlig stor forskel på disse historiens øjenvidner og den kontrollerende magts repræsentanter som øjne og ører for en rædsels-, retfærdigheds- og hævnfikseret offentlighed er der i virkeligheden ikke. Heller ikke hvad angår de bagved fungerende redaktører, der sender deres folk frem på stolene i forreste række. Hvad andet er drivkraften i den foreliggende historie end gyset og gruen og kravet til medarbejderne om sovs og kartofler, som det så smagfuldt hedder i fagjargonen.

Sagen om den pågældende drabsmand har ingen som helst principper eller perspektiv – ikke andet end et tragisk retrospektivt på ofrene og et tragisk fremadrettet på gerningsmanden, der givetvis – for ikke at sige forhåbentlig – aldrig slipper ud igen. Men den historie er fortalt om dette forspildte liv, der på forfærdende måde har forspildt andres. Mere er der ikke at sige om den potte. Hvorledes den malede mand har taget livet af sine ofre har højst – eller bør
højst have – interesse for retsmedicinere, politifolk og kriminalhistorikere. Radioavisen, som engang havde ry for at være den redaktion i landet, der mest uafhængigt af kommercielle eller andre hensyn og interesser prioriterede stoffet efter strenge faglige vurderinger, kører historien med lange referater fra retsmøderne og anbringer retsmøderne som noget nær toppen af avisen. Hvorfor det? Fordi det interesserer rigtigt mange mennesker. Sådan svarer man altid, når man i publicitetens tjeneste med ophøjet mine leverer det uimodsigelige alibi for at opføre sig som tabloiderne i disses mere velforståelige kommercielle populisme. Imidlertid holder argumentet ikke mange meter, når man diskuterer nyhedstjeneste i public service medier.
Denne nyhedstjenestes medarbejdere, hvis redaktionen vil regnes for at være seriøs, markerer alene med prioriteringen, hvad man finder væsentligt og vigtigt for offentligheden, hvilket i sig selv er afgørende for det samlede nyhedsbudskab. Heri viser redaktionen sin kvalitative vægtning af stoffet, som er fyrtårnet for kundens navigation i den overvældende nyhedsstrøm. Nutidsforbrugeren, der har nok i sin egen travle hverdag, har ifølge sagens natur ikke så meget andet at rette sig efter, end hvad journalistiske fagfolk udvælger for ham/hende. Det er det, man betaler for: At nogen formynderisk og for gode penge skal skille skæg og snot. Så kan man altid bagefter gå hen om hjørnet og købe B.T. eller Ekstra Bladet og få garnituren dér, hvis man er så selvplagerisk nøjsom.

Og mens sagen mod den malede morder således fremstilles som om, den er meget vigtig, og langes over den elektroniske disk som førsteprioritet, fortrænger den det udbliksstof, der måske kunne gøre én og anden bare en lille bitte smule mere klog på verden. Dog beriges vi fortsat af den evige historie om en tidligere Venstre-mand – glem ikke dét i et valgår – og finanstroldmand Riskær Pedersen, hvis evne til at skaffe sig medlidenhed er næsten lige så stor som talentet for jonglering med andres millioner.
Pludselig sidder han derovre i England, hvor han lige skulle til at sætte skub i den igen, og ejer minsandten ikke en rød reje, fordi nogen har fiflet ved hans fond. Det er såmænd myndighederne, den modbydelige stat, der har indsat en anden bestyrelse, fordi det ærligt talt så lidt muggent ud, hvad Riskær da også selv indser – bare ikke på dén måde. Nu må han rimeligvis pakke sydfrugterne og drage hjemefter, siger han til Berlingeren. Og man griber sig i at føle medlidenhed, hvordan satan det så går til. Han kan et eller andet, ham Riskær, som det kun er få forundt. Det er noget med at gøre sin egen sag så stor og gøre det så skamløst, at omgivelserne – som de stakkels venstrefolk i sin tid – taber pusten og i denne nærmest bevidstløse iltfattigdom lader sig manipulere og glemmer, at manden har snydt andre mennesker, så vandet driver. Riskærs kreditorer her og hisset tager utvivlsomt dagligt en tur på gulvtæppet, hvis det ikke er pantsat på grund af finansjongløren, og gnaver store huller i det. Så er de beskæftigede, mens nye eventyr truer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her