Læsetid: 4 min.

Musikalsk pionér

Komponisten Bernhard Christensen har været med i en menneskealder. Både musikken og manden lever i bedste velgående. På fredag fylder kunstneren 95 år
7. marts 2001

Portræt
Der er ikke mange tilbage fra 30’rnes kulturradikale miljø, Kjeld Abell, Gelsted, Sven Møller Kristensen, Per Knutzon, Lulu Ziegler, Elias Bredsdorff, Mogens Fog, Poul Henningsen og hvem man ellers vil regne med i denne gruppering. Men musikeren blandt dem, Bernhard Christensen, komponist, organist og jazzmenneske, lever, har det godt og fylder på fredag 95 år.
Der skal nok være yngre danskere, der vil spørge: hvem er han?
Hans virke har sat sig spor mange forskellige steder i dansk musik- og kulturliv siden omkring 1930, hvor han først trådte offentligt frem, og det er der grund til at minde om i dagens anledning.
Først og fremmest er han kendt som den kulturradikale revykomponist, musikalsk ophav til danske viseklassikere som »Ta’ og kys det hele fra mig«, »Byens lys« m.fl., PH’s storbypoesi svøbt i smidige jazzrytmer, et stadigt strømførende lag i nutidens mangesidige danske sangkultur.
Mange gymnasiaster har haft uforglemmelige oplevelser ved medvirken i de såkaldte jazzoratorier De 24 timer, Skolen på ho’det m.fl., der slog voldsomt igennem i begyndelsen af 30’rne, blev hyppigt opført helt frem til 1970’erne og stadig fra tid til anden dukker op på gymnasiernes programmer, i hvert fald De 24 timer.
Han og Sven Møller Kristensen, der her var tekstforfatteren, ramte med disse spil-og-syng-selv-værker i enkel jazzstil noget i tiden, men også noget i det at være ungt menneske, ikke mindst det frække, oppositionelle, og skabte
derigennem noget forbavsende slidstærkt.

Musikpædagogik
At Bernhard Christensen selv i stigende grad betragtede jazzoratorierne udbredelse som en misforståelse, er karakteristisk: Musik var og er for ham ikke noget, der skal reproduceres efter trykte noder. Det er et gehørs- og improvisationspræget fænomen, det opstår af en musikkulturel sammenhæng, og sådan arbejdede han videre musikpædagogisk efter anden verdenskrig, med børnegrupper i privat regi og i lilleskoleregi, et virke, der ikke har haft stor offentlighed, men som har haft så meget desto større betydning for en lang række elever.
I PH’s skelsættende Danmarksfilm fra 1935 blev storbypoesien udvidet til en hyldest til det moderne danske land, dets bløde kurver, dets fart og bevægelse. Musikken traf både holdning og stemning, men Christensen blev lynchet i pressen for sin »internationale Negerjazz« og PH for at have valgt ham som komponist.
»Hvorfor ikke vise det danske Sind gennem vore skønne Fædrelandssange,« som der blev spurgt fra højre.
Bernhard Christensen havde også aktier i musikken til Abells Melodien der blev væk, hvor viseteksterne var af Møller Kristensen, og hvor Herman D. Koppel komponerede med, og i det karakteristiske teamwork var hovedmanden bag en af tidens allerkendteste kulturradikale viser, »Sangen om Larsen«.
Abell, der selv var langt mere ord- og billed- end musikmenneske, spillede kulturradikale frigørelsestemaer ud i en teatermæssigt frodigt fabulerende form, som tændte hele gruppen. Man har hørt Brechts og Weills Mackie Messer som model for »Sangen om Larsen«, men det var nu »Cab Calloways Minie the Moocher« (nu kendt fra kultfilmen Bluesbrothers), der var Møller Kristensens model.
Den enorme publikumssucces gjorde det økonomisk muligt for Bernhard Christensen sammen med Sven Møller Kristensen at besøge den sorte jazz’ mekka, Harlem i New York i foråret 1936, et besøg han endnu i dag omtaler med begejstring.

Legebarnet Christensen
Den unge Bernhard Christensen var egentlig ikke kaldet til at blive komponist, han ville være musikforsker. Efter studentereksamen søgte han det nyetablerede musikvidenskabelige studium ved Københavns Universitet. Han stiftede bekendtskab med musiketnologien, en ung disciplin med Berlin som centrum, og han opdagede på egen hånd orientalsk musik, som Berliner-etnologerne havde samlet og dokumenteret den, og kort efter opdagede han, at jazzen var andet og mere end den europæiske underholdningsmusik, som bar betegnelsen.
Han tog som beskrevet jazzen op, blev ikke musiketnolog men udvidede fortsat blikket for musikkulturer uden for Vesten gennem rejser på Balkan i 50’erne og 60’erne, til Brasilien i 1975 og gennem f.eks. et miljø for indisk musik i Paris, jazzmusikere og andre musikere, der opholdt sig her i landet, en historie han selv har fortalt i bogen Mit motiv.
Det var legebarnet i ham, den nysgerrige interesse for andre måder at lave musik på end dem, han fandt i den klassisk-romantisk-vestlige tradition, der gjorde ham til komponist.
I Bernhard Christensens musik for koncertsalen mødes flere idiomer, rytmisk vital neoklassisk af europæisk samtidspræg, swingende jazzidiomer gennem årene med tilskud af andre rytmiske idiomer, dyrkelse af elementære klang- og rytmestrukturer, og også undertiden en ret lyrisk dansk post Carl Nielsen-tone. Bernhard Christensen var vores første ’cross over’-komponist, længe før denne term blev opfundet.
Til gengæld hold han sin stil ren i den liturgiske kirkemusik og de salmemelodier, han også er ophav til. Kigger man i det tillæg til Den danske salmebog, der udkom for nogle år siden, noterer man, at rytmiske musik hermed for alvor har fået indpas i kirkemusikken. Men ikke af Bernhard Christensen. Hans bidrag er renfærdige melodier til K.L. Aastrups tidehvervske nøgternhed på bestilling af Samfundet Dansk Kirkesang på det Laubske grundlag, som han blev uddannet i.

Peder Kaj Pedersen er lektor i musikvidenskab i Aalborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her