Ny bog
Fra min teenagetid husker jeg en plakat med ordet »Ambassadeurs«. Plakaten var fra Paris ved århundredeskiftet, i Art Noveau stil, og forestillede en kunstnertype med et tørklæde slynget skødesløst om halsen. Eller i hvert fald, vi forestillede os en kunstnertype som manden på plakaten, og på mange værelser kom plakaten til ikke blot at repræsentere den obligatoriske gymnasietur til Paris, men også forestillingen om et andet liv som kunstner-boheme.
Vi er alle kunstnere...
At være kunstner-boheme er jo på mange måder blevet en model for resten af samfundet. Som mange sociologer har peget på, er vores valg i tilværelsen i dag mere præget af æstetiske end politiske overvejelser, og som den afdøde tyke konceptkunstner og politiker Joseph Beyus engang sagde, er vi alle kunstnere. Eller: Livskunstnere, om man vil.
Der er nu udkommet en bog med titlen Ambassadører, som på sin vis også omhandler nogle nutidige forestillinger om kunstnerrollen. Om hvad det vil sige at lave kunst i dag, og hvorledes man forholder sig til kunsttraditionen og til samfundet som sådan.
Bogen er redigeret af Thomas Beck Sørensen for nærværende dagblad, og indeholder interviews med, og tekster, fra en række fremtrædende danske kunstnere fra forskellige generationer. Kunstnere som alle deltog i udstillingsprojektet »Ambassaden« i København sidste år. Et projekt arrangeret af kunstnergruppen Kørners Kontor, og som bestod af seks gruppeudstillinger centreret omkring hver sin kunstneriske generation, som de skulle repræsentere som en Ambassade. Ud fra generationsbegrebet afgrænses og defineres kunstnerrollen, og udsagnet »vi er alle kunstnere« erstattes af »vi er alle kunstnere«.
Generationsbegrebet er et af de mest forkætrede og foretrukne begreber inden for kunstlivet, både herhjemme og i udlandet. Hermed forsøger man, at pege på strukturelle ændringer i kunstnerrollen, og på formmæsige forandringer i kunstens udtryk.
Generationsbegrebet kritiseres dog ofte for sin skabelon-tænkning, og ikke mindst for sin afgrænsning og udrensning: For når man definerer et udtryk eller nogle særlige anliggender som en særlig generation må man nødvendigvis også udskille det som ikke passer ind i generationsspillet. Sådan har kunstinstitutionen, primært museerne, opereret i årtier, og er blevet kritiseret herfor, primært af kunstnere, i lige så mange år. Derfor kan det undre, at en kunstner-organiseret bog og udstilling, som i øvrigt hævder at være kritisk over for institutionen og ikke mindst kuratorerne, vælger at kuratere ud fra netop generationsbegrebet.
Generationsspillet
At være en generation, enten defineret af andre eller proklameret af én selv, er del af et særligt internt kunstpolitisk spil, som primært har to formål. Dels er der tale om, at man indskriver sig i en tradition eller arvefølge i forhold til tidligere (og i en vis forstand også kommende) generationer. Dette greb kan dels skabe et hype om det nyeste og hotteste inden for kunsten, nemlig den nye generation, men samtidigt forstærker det jo også de eksisterende generationer ved at ophøje dem til kunsthistorie som modbillede og forgængere. I Ambassadører er de kunstnere, der skal repræsentere de generationer som er ældre end arrangørerne Kørners Kontor, da også tydeligvis smigrede over at deltage som generationsrepræsentanter og ambassadører.
Generationsspillets andet formål er straks mere subtilt, for ved at udråbe sig til repræsentanter nej, ligefrem ambassadører! for en given generation territorialiserer man jo også denne egne generation og sikrer sig en position i kunsthistorien på bekostning af andre. Andre samtidige udtryk og jævnaldrende personer er så åbenbart ikke repræsentanter for sin generation, og må nødvendigvis marginaliseres.
Det er det, Claus Carstensen så rammende har beskrevet som powerplay og afpisning af territorier, og det er ikke tilfældigt at Kørners Kontor fortrinsvis består af tidligere elever ved Carstensens malerskole. De har tilsyneladende hørt efter i timen, og som gode autoritetstro elever spiller de med glæde generations- og magtspillet. Med så stor glæde, at de har lavet en hel udstilling og nu en debatbog som hylder dette princip.
Samtidigt vil bogen dog gerne være en debatbog, og der langes flere steder ud mod andre dele af samfundet; kunstpublikum, kuratorerne, politikerne og medierne. For så vidt ganske forudsigeligt: Lige så længe som vi har haft modernisme og dermed den autonome kunster som rollemodel, har de ovennævnte på skift fået skylden for nutidskunstens mangelfulde position i samfundet. Så på trods af ideerne om nye generationer, er det først og fremmest ideen om kontinuitet som præger bogen. Således er kuratorerne onde, institutionen konservativ, medierne forfladigende og publikum har ifølge Ib Geertsen og Kirsten Justesen slet og ret mistet sin evne til at se! (Vi takker for oplysningen).
Kunstdebat?
Størstedelen af problemet er tilsyneladende massemedierne, og der spores også hos yngre kunstnere som f.eks. FOS et ønske om at stoppe mediernes påståede hastighed til fordel for f.eks. maleriets påståede langsommelighed. Og her ses faktisk en historisk ændring i kunstnerrollen. Hvor modernismens kunstnere troede på teknikken og fremskridtet, har mange kunstnerne i de senere år ønsket at træde lidt tilbage i forhold til medierne og foretage en kunstnerisk reaktion.
Der er naturligvis undtagelser, såsom f.eks. Superflex i denne bog, som absolut bør roses for deres forsøg på i det mindste at bruge ny teknologi konstruktivt.
Det er under alle omstændigheder mere konstruktivt end at benytte et nationalitets-orienteret begreb som en ambassade til at tale om kunst med. Ikke mindst i en tid præget af en stigende nationalisme og indadvendthed, som man samtidigt gerne vil modsvare eller kritisere. Ironisk nok kommer man i stedet til at afspejle de generelle samfundstendenser ved at vende sig indad mod generationsspillet, og gøre kunst til et spørgsmål om generationsbestemte, autonome nationer. Det har uheldige og uhagelige konsekvenser, som når man kuraterer en såkaldt »kvindeorienteret« ambassade, og således dels gør feminismen generationsbetinget og historisk fastlåst i 70erne, og værre endnu synes at sige den er en særlig adskilt nation!
Ved at vende sig indad i sit eget, ærlig talt noget navle-beskuende rollespil, og ikke offensivt mediere kunstnerrollen kommer man imod sit eget formodede formål til at bekræfte de fordomme man som læser af bogen end måtte have om kunstnere. Således skaber Ambassadører ikke den lovede debat, men lukker den i stedet af som noget eksklusivt. Fremfor at åbne grænser pisser man territorier af. Præcist som nationen pt. synes at gøre det, for øvrigt.
*Thomas Beck Sørensen (red.): Ambassadører en debatbog om samtidskunsten. 188 s., ill. Informations Forlag, Udkommer i dag
