Læsetid: 4 min.

Når kritik af økonomi bliver for billig

Ny bog fremstiller økonomer som naive og skruppelløse personer på et utidssvarende grundlag
27. marts 2001

Ny bog
Inspirationen til antologien Kritik af den økonomiske fornuft, hvor der er ti bidragydere inkl. redaktørerne, har angiveligt været, at den økonomiske disciplin »har haft held til at indtage en position som overordnet og dominerende vidensregime, der kan hævde sig som den videnskabelige og den sande teori, ikke bare om samfundets produktion og distribution, men i stigende grad om samfundsforhold og menneskeligt samkvem i det hele taget.« (s. 34) og en udtalelse i juni 1998 af en af de daværende økonomiske vismænd, Nina Smith, om Pinsepakken, nærmere herom nedenfor.
Hovedskydeskiven i antologien er den neoklassiske økonomiteori, der i dag siges at være »den fremherskende teoriretning på universiteter og handelshøjskoler verden over, men i særlig grad i Danmark« (s. 17).

Pareto-optimalitet
Med dette udgangspunkt bliver det selvsagt yderst vigtigt, at det står eller bliver klart for alle – såvel bidragydere som læsere – hvad der i hvert fald i antologien forstås ved neoklassisk økonomisk teori. Men netop på dette afgørende punkt mangler bogen præcision. En uundgåelig konsekvens heraf er, at det i flere bidrag bliver uklart, hvad kritikken egentligt rettes imod.
Kernen i neoklassisk økonomisk teori er dels rationalitetsantagelser om forbrugere og producenter og dels markedsantagelser. Forbrugere antages at nyttemaksimere og producenter antages at profitmaksimere under henholdsvis budgetmæssige og produktionsmæssige bibetingelser. Det er sjældent, at økonomer stiller afgørende spørgsmål herved. Det er især i relation til markedsantagelserne, at vandene skilles – også mellem økonomer.
Såfremt det økonomiske system skal fungere optimalt, skal det ikke være muligt at øge en persons nytte uden at forringe mindst en andens nytte. Denne egenskab hedder i økonomsprog Pareto-optimalitet. Pareto-optimalitet forudsætter igen, at der ikke er markedsufuldkommenhed, d.v.s.:
nDer må ikke være konkurrencebegrænsninger, eksempelvis monopoler, der begrænser mulighederne for, at prisbevægelser fører til ligevægt,
nder må ikke være externaliteter,
nder skal være fuld gennemsigtighed også fremover, så eksempelvis rationelle forventninger er mulige.

Hensynet til andre
Hvis det er ovenstående udgave af den neoklassiske teori med Pareto-optimalitet, der er udgangspunktet for kritikken i antologien, finder man næppe mange økonomer på disse breddegrader, der finder omfattende kritik uberettiget. Og jeg må læse antologien sådan, at hovedforudsætningen er neoklassisk økonomisk teori med Pareto-optimalitet.
Opgives Pareto-optimalitetskravet, kan økonomier med markedsufuldkommenheder studeres. I praksis er det nødvendigt at studere sådanne tilfælde inden for rammerne af økonomiske modeller, hvor der kan regnes. Dette muliggør nemlig, at politikerne ud fra deres målfunktioner kan afgøre, om et indgreb som f.eks. Pinsepakken indebærer forbedret målopfyldelse eller ej. Det muliggør også, at mange af de problemstillinger, som bidragyderne til antologien ønsker inddraget, kan studeres.
Ønsket om at inddrage hensynet til andre, der hos biskop Jan Lindhardt er formuleret som næstekærlighed, bliver det muligt at inddrage, som hans medforfatter Karsten Laursen i øvrigt også anfører (s. 274). Derfor er det naturligvis heller ikke udelukket, at Homo Oeconomicus kan være en rar nabo eller svigersøn.
Tilsvarende kan den politiske forbruger og økologi også studeres (ved bl.a. at inddrage hensynet til andre i præferencerne).

For let kritik
Ovenstående betyder ikke, at jeg mener, at økonomernes modeller ikke skal kritiseres. Det er eksempelvis et alvorligt problem, om der tages tilstrækkeligt hensyn til fremtidige generationer i markedsøkonomier som den danske.
Men det er for let at basere kritikken på en udgave af den neoklassiske teori, der ingen anvendelse har i praksis. Som allerede anført hævdes det (s. 17 og s. 140-41), at det er den neoklassiske teoriretning, der er fremherskende på universiteter og handelshøjskoler, og vel at mærke den version af den neoklassiske teoribygning, der sætter afgørende spørgsmål ved overhovedet at føre aktiv økonomisk politik. Hvordan skal jeg relatere dette til, at en af de mest anvendte makroteoribøger på universiteter og handelshøjskoler over hele verden (Dornbusch, Fischer og Startz. Macroeconomics 7. udgave) eksplicit fremhæver, at den neoklassiske teori kun kan forklare 50 procent af udviklingen i det private forbrug og eksplicit diskuterer fordele og ulemper ved at føre økonomisk politik? Det passer ganske simpelt ikke, at økonomer i dag baserer sig på en så naiv model som den neoklassiske model med Pareto-optimalitet.

Billigt grundlag
I forlængelse heraf vil jeg gerne komme med et principielt forsvar for vismandsinstitutionen. Vismandsinstitutionen kan i henhold til de opgaver, den skal løse, ikke beskæftige sig med alle mulige og umulige løsningsforslag.
Tidligere overvismand (i perioden 1978-83) Hans Zeuthen har formuleret det sådan, at der kun undersøges løsningsforslag, der har interesse for 75 procent af Folketingets medlemmer (procenten er jeg dog ikke helt sikker på). Heraf følger også, at forslag om at øge incitamentet til at arbejde ved at foreslå »fængselsstraf til arbejdssky« (s.12) i hvert fald ikke vil blive fremsat af vismændene. Denne afgrænsning kan man være enig eller uenig i, men det er næppe hensigtsmæssigt at være uvidende herom.
I forlængelse heraf vil jeg ikke undlade at sige, at det forekommer mig for billigt, at antologien i den grad trækker på et kort (og givetvis uheldigt formuleret) mundtligt udsagn fra vismand Nina Smith i »Profilen« fra 1998. Det er vel ikke nogen hemmelighed, at man ofte kommer til/tvinges til at formulere sig lidt (for) firkantet i tv-indslag. Så tag hellere udgangspunkt i skrevne indlæg fra vismandsinstitutionen, hvis seriøs kritik skal fremføres.
For god ordens skyld skal jeg nævne, at jeg også har været uenig i nogle af vismændenes analyser, f.eks. om ØMU’en og Arbejdsmarkedsforhold.
For mig er det altid interessant at læse, hvad ikke mindst personer, der ikke er økonomer, skriver om økonomisk teori. Undertiden bliver jeg forundret over, hvor naive og/eller skruppelløse økonomer fremstilles. Det er jeg også blevet denne gang.

*Carsten Fenger-Grøn og Jens Erik Kristensen (red.): Kritik af den økonomiske fornuft. 296 s., 225 kr. Hans Reitzels forlag

*Christen Sørensen er tidligere overvismand, nu professor ved Syddansk Universitet samt Formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu