Teater
Det er ét af teatrets yndlingsemner, livsløgnen. Som publikum kan man rigtig labbe dem i sig, de bitre replikker, der klæder personerne af, mens man godter sig i sædet; hvor er de dog latterlige! Grinet skal så gerne i løbet af forestillingen vende sig mod dem, der griner højest: Du sidder jo og griner ad dig selv, mand! Eller måske skulle der her stå kvinde, for det er kvinder, der er i centrum for latteren i Nikoline Werdelins Mine to søstre, som havde premiere lørdag.
Som sådan er det en taknemmelig opgave at portrættere følelseslivet hos tre midtvejskvinder, som de tager sig ud i Tisvilde-sommerhuset, hvor man jo rigtig skal hygge sig. Her møder vi søstrene gennem en afgørende årrække, hvor frustrationerne slår ud og siden forvandler de famlende på godt og ondt.
Mø mod man-eater
Leise er den bralrende klummeskriver med 12 romaner og sine bedste år bag sig, de år hvor hun åd sig gennem mændene. Godt nok kunne hun få, hvem hun ville ha, »men jeg var ikke en babe,« begræder hun. Livfuldt selvoptaget er hun spillet af Kirsten Peuliche, der i forhold til søstrene giver hende det rette neurotisk-erotiske hovmod. Over for Neel, den knastørre bibliotekar, der lever asketisk og alene på landet, kører krigen:
»Jeg er på vej gennem skærsilden.«
»Er han gift?«
»Det er Dante,« siger Tammi Øst, mens hun på gammelmø-manér slår tæppet omkring sig.
Den tredje søster, Boel, er ejer af huset og umiddelbart den lykkeligste. Godt nok har hun en Alzheimer-ramt ægtemand, der ved lavvande medlidende indsamler vandmænd for igen at sætte dem ud, når vandet igen kommer, men han er blot en »udfordring«, som hun opofrende tager på sig!
Man kan kalde disse figurer for karikaturer, der komisk fanger kvinders eksistentielle gennemsnitsproblemer: Alderens falmende erotiske attraktion, opofrelsens selvbedrag, livsangstens klosterhigen blandet godt op med søskendemisundelse og problemet med at slå til som mor.
Men man kan med lige så stor ret kalde figurene stinkende klicheer, der bekvemt lader sig udpinde i mundrette følelsesreplikker med en genkendelighed som ethvert dameblads firkantede kønsvokabularium.
Sådan tager man sig selv i at tænke, mens salen morer sig højlydt, for det er så sikker en teaterform, at den selv begynder at ligne en løgn. Læg dertil at Thomas Mørk går igennem stykket som livsløgnens store Joker. Det unge stykke kød gæster de tre søstre på stribe, mens de er alene og tørster efter den attrå, han kan vække i dem. Som forfører er hans fantasifulde selvfremstilling lige så lokkende, som den er farlig. Selv den demente Willum (åndsforstørrende spillet af Kristian Halken) udsættes for erotiske tilnærmelser! Det er for tykt og for let og for lidt.
Er det ikke i historiefortællingen, at Werdelin er god, er det derimod i replikkerne, at figurene holder klicheerne stangen. Og således også skuespillerne, der taler sig op i løbet af første akt, hvor historien stadig har muligheder.
Løgn uden bid
Efter pausen daler spændingen og hittepåsomheden tager fat: Willum forelsker sig i en kræftsyg medpatient, Bibliotekaren omvendes til en livsmodig og forlieber sig i lystløgneren Oluf. Og se om ikke de to andre søstre sygner hen som blege mostre, bogormens tidligere livsposition. Hvem kunne have regnet med det, og sikke livet er forunderligt! Løgnen har skiftet plads, og de to kvinder er resigneret sunket tungt ned i den grå gennemsigtighed, som de før kunne betragte med ironisk afstand. Men selv om replikkerne lever med mange sjove afsløringer undervejs, er det alligevel ikke nok til, at personerne holder sig nærværende til den i sandhed bitre ende. Når det er sagt, skal det også tilføjes, at stykket formodentlig vil glide ned som en fornøjelig teateranretning for det publikum, som blot vil more sig. Men selv om klamme sandheder i et lifligt tonefald kan være gode nok, skal grinets kerne, alvoren, involvere mere, også for dramatikeren, hvis løgnen og dens afsløring skal have ordentligt bid.
*Mine to søstre, skrevet og instrueret af Nikoline Werdelin. Scenografi: Jesper Corneliussen. Dramaturg: Ryszard Taedling. Husets Teater
