Læsetid: 5 min.

Når omgivelserne bliver til musik

’Lyden af techno er lyden af informationssamfundet,’ siger Lars Kjerulf Petersen i ny bog
17. marts 2001

Interview
For nogle lyder technomusik lige så ubehageligt som pausesignalet på tv eller den tone i telefonrøret, der melder ingen hjemme. Og så er det svært at komme til at forstå
techno. Der er ikke ord på musikken. Og hvis der endelig er, så er det løsrevne fraser som ’love’ eller ’set me free’. Hvad skal man stille op med det?
I dag udgives kultursociologen Lars Kjerulf Petersens bog om technokulturen, der forsøger at fortælle historien om techno (Lars Kjerulf Petersen: Technokultur – musikken, fællesskabet og samfundet). Ud fra analyser af musikken, kulturen og samfundet omkring lancerer Kjerulf den tese, at techno skal forstås som et udtryk for overgangen fra industri- til informationssamfund. Technoen foregriber den overgang. Musikken og festerne tilbyder kroppen en mulighed for at erobre den maskinpark, som de fleste kroppe efterhånden lever i.
I en samtale med nærværende dagblad tilbød Lars Kjerulf Petersen at uddybe sine pointer:
»I technofesten danser man i mange timer mod en form for ekstase. I forbindelse med bogen interviewede jeg flere om, hvordan de oplevede festen. Og der var en markant tvedeling. Nogle oplever det som en fælles ekstase, som en kollektiv begivenhed. Andre oplever det som noget individuelt, næsten ensomt. Den tvedeling er umiddelbart svær at forstå. Men jeg mener, at festformen reflekterer noget, som kendetegner informationssamfundet: Vi sidder alene i vores egen stue foran vores egen computerskærm og navigerer alene. Og alligevel er vi forbundet med et fællesskab, fordi vi er koblet op. Den dobbelthed af markant individualisering og et næsten luftigt fællesskab finder man både i technofesten og i informationssamfundet.«

Gøre som technoen
– Hvad med selve musikken ?
»Tager vi et bredt civilisationshistorisk vue, så kan man sige, at den oprindelige afrikanske musik er baseret på rytmer. Den understøtter en mundtlig kultur. Rytme og rim hjælper hukommelsen, så musikken bliver en måde at huske på. Den europæisk musikkultur lægger ikke samme vægt på rytmen. Den har nogle lange harmoniforløb og nogle melodier, der udvikler sig over lange stræk. Her bærer musikken ikke kommunikationen; den symfoniske musik ligner snarere skriftkulturen i sin opbygning.
Technomusikken er derimod opbygget af sammenstykkede elementer og repetition. Og rytmen er basal, men ikke længere noget, der understøtter hukommelsen. For musikken bliver ikke et redskab til at meddele, men derimod til at modtage. Der er så sindssygt meget information i dag. Man kan kun gøre som technoen: Orientere sig ud fra samplinger.«
– Technomusikken erstatter melodiforløb med gentagelse. Er opgøret med forløbet en refleksion af et opgør med oplysningsfortællingerne om samfundet?
»Jeg tager det som en samling af fortællinger, man prøver at skabe et meningsfuldt udtryk ud af. Vi lever i et landskab af fortællinger og tegn, som det er svært at lave en ny overlejrende fortælling over. Technoen er ikke en afvisning af oplysningsprojektet. Alle oplysningsfortællingerne er til stede på samme tid, og dem kan man navigere rundt i. Navigationens centrum bliver så noget så kropsligt som det rytmiske.«
– Du omtaler i din bog technoen som en subkultur. Traditionelt forbinder man subkulturer med modstand mod det etablerede. Kan technoen omstyrte et samfund, den ligner?
»Technoen er løsere sammenknyttet end de gængse
subkulturer: Man iklæder sig ikke technokulturen til hverdag. Den er mindre revolutionær i sin selvforståelse end punkkulturen eller de fascistiske subkulturer. Man kan sige, at technoen på vegne af et helt samfund bearbejder udtrykket i overgangen fra industrisamfund til informationssamfund. Og derfor er det technoen, man bruger, hvis man i fjernsynet skal sætte lyd på noget vedrørende informationssamfundets udvikling. Det er der, man kigger hen. Og det er også technoens selvforståelse.«

En musikalisering
– Hvad betyder det, at technomusikken henter sin inspiration uden for musik?
»Det er en musikalisering af omgivelsernes lyde, hvor man ikke oversætter lydens kvaliteter til et instrument. Man prøver ikke at få en violin til at lyde som et kildevæld. Man optager faktisk kildevældet. Det er en slags program for Detroit-technoen at tage industrilyde og gøre dem til musik. Det er ikke en tanke, som technoen har opfundet, men den udfører det dygtigt og smukt. Man kan også tage en film af relativt ny dato af en velkendt instruktør, nemlig Dancer in the Dark. Det er præcis det samme tema: Selma lytter til maskiner og sådan opstår musicalnumrene.«
– Du siger at technoen ikke er subversiv. Men du citerer i din bog Philip Tagg for at kalde technoen et opgør med det borgerlige individ?
»Technoen retter sig ikke mod samfundet for at omstyrte det, men bringer forandringer med sig, som bare finder sted. Det er ikke et ultimativt projekt i festen eller ravet at finde sig selv. Og det gælder også selve technomusikken.«
»Traditionelt består musik af en figur og en grund: klassisk kan det være en arie, som træder frem. I heavy metal en leadguitar, som spiller solo med de andre instrumenter som baggrund. Men i techno opererer man ikke med en solo, men snarere en sammenfletning af stemmer.«
– Der ligger i rock og punk et modsætningsforhold mellem civilisation og natur. Et forsøg på at trænge tilbage til noget autentisk på trods af kulturen. Er det modsætningsforhold ophævet i technoen?
»Nu er techno mange ting. Der er forskellige grupperinger. Inden for eksempelvis Goatrance har man nogle markante forestillinger om en uklar form for besjælethed. Men pointen med den besjælethed er, at den omfatter naturen og kosmos, men også maskinerne. Alt er med.«
»Den der forestilling om oprindelighed og ægthed er umulig at opretholde i technoen. Technokulturen foregriber noget. Technoproducerne er nogle af dem, der har været tidligt ude og møde digitale teknologier. De giver den brede offentlighed en chance for at tilegne sig de her teknologier. Man tvinger maskinparken til at følge ens egne ønsker i stedet for, at man skal tilpasse sin krop til maskinerne.«
– Technoen handler ikke om at realisere sit eget begær og sit eget selv, og der er heller ikke længslen mod en naturtilstand. Det ligner den første subkultur, der river sig løs fra 68’ernes værdier?
»Jeg var med på sidelinjen, da punken brød frem. Den var i sin retorik vendt imod pædagogerne fra ’68, som vi ikke kunne døje. Jeg var stærkt træt af, at de kaldte os for nå-generationen. Så det glæder mig, at du fremhæver det. Og de første gange, jeg var til raves, var det en befrielse endelig at slippe for personlighedsprojekterne. Det med at finde sig selv og iscenesættelsen af det selv. Det var en utroligt fed oplevelse. Og det ville være herligt, hvis man kunne læse det ud af min bog. Technoen er et forsøg på at erobre teknologien som mennesker. Og et opgør med 68’erne. Den fortolkning køber jeg.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu