Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

23. marts 2001


John Phillips, 65 år.
*Sangeren og sangskriveren bag popgruppen The Mamas and the Papas, John Phillips, døde den 18. marts 2001, 65 år gammel. Og 65 er rigtig gammelt, når man betænker at John Phillips i den grad levede op til 60’ernes hippie-drømme om ’free love, free drugs & and rock’n’roll’.
John Edmund Andrew Phillips blev født i Parris Island, South Carolina, 30. august 1935, og var derfor allerede en gammel mand da han, som en del af The Mamas and the Papas, erobrede radiostationerne, hitlisterne, sladderspalterne og scenen med gruppens gennembrud ’California Dreamin’’ i 1966. Derefter fulgte ’Monday Monday’, og 11(!) andre amerikanske hitsingler, indtil det hele var slut, blot toethalvt år efter.
John Phillips optrådte i slutningen af 50’erne på coffee houses i Greenwich Village i New York, hvilket førte til dannelsen af The Smoothies, med sangeren Scott McKenzie. Dette blev til den succes-fattige The New Journeymen, med Michelle Gilliam (senere Phillips), Denny Doherty, der havde afløst Scott McKenzie, og Dennys veninde Cass Elliot, senere kendt som Mama Cass.
Gruppen flyttede til Californien og mødte den geniale producer for Dunhill Records, Lou Adler:
»Jeg troede det var løgn, da jeg mødte dem. De var lige landet efter omkring 80 syretrips, de var cool og beskidte og ulækre – og de sang som de reneste engle.«
Så gik det stærkt for The Mamas and the Papas. Båret på en bølge, skabt ikke mindst af Phillips’ tilsyneladende uudtømmelige evne til at skrive sange, der fik hele den vestlige verden til at synge med på en identifikation af et drømmeland som naturligvis ikke fandtes – slet/heller ikke i Californien.
Men der var mere i John Phillips. Det blev hans opgave at overtale bystyret i Monterey i Californien til at tage godt imod omkring 250.000 hippier i forbindelse med Monterey Pop Festival i juni 1967. Den, der blev gennembruddet for bl.a. Otis Redding, Jimi Hendrix og The Who, øvestykket for Woodstock Festival to år senere – og slutsignalet for The Mamas and the Papas.
De næste mange år var præget af et stigende misbrug for John Phillips. Ikke nogen hemmelighed; den fremragende biografi fra 1986, Papa John, lægger ikke skjul på noget som helst. Men på trods af et liv med både dobbeltparkeringer og liv i overhalingsbanen, kunne evnerne ikke holdes nede.
I 1970 udkom hans soloalbum Wolfking of LA, hans øgenavn i ’vennekredse’, I 1976 skrev han musikken til Nicholas Roegs kult-succesfilm The Man Who Fell To Earth, og efter en tvangsindlæggelse i 1982, ikke mindst for at undgå en mulig livstidsstraf for køb/salg af stoffer, komponerede han i 1986 nummeret ’Kokomo’, indspillet af The Beach Boys og et million-hit verden over i forbindelse med filmen Cocktail.
I 1998 fik The Mamas and the Papas deres fortjente plads i The Rock’n’Roll Hall Of Fame.
Op igennem ’90’erne var John Phillips meget plaget af sygdom, men nåede dog at færdiggøre endnu et soloalbum, som forventes udgivet i løbet af 2001.ross

Chung Ju-yung, 85 år
*Grundlæggeren af det sydkoreanske industri-imperium Hyundai, som onsdag døde på et hospital i Seoul, blev født i en fattig familie i det nuværende Nordkorea. Han begyndte som bydreng, men var i de sidste år af den japanske besættelse 1910-45 nået så vidt, at han kunne oprette et vognmandsfirma og mekanikerværksted. Efter Anden Verdenskrig gik han ind i byggebranchen.
Hyundai-gruppen udviklede sig med tiden til Sydkoreas største industrikoncern, som fremstiller alt fra microchips og mobiltelefoner til biler og supertankere. Chung Ju-yungs forretningstalent var så stort, at han efter sigende havde solgt sit første skib, endnu inden skibsværftet var bygget.
Hans kærlighed til hjemstavnen gjorde ham til en stærk tilhænger af handelsforbindelser med det isolerede Nordkorea. I 1998 underskrev han en aftale med Pyongyang om investeringer for 942 millioner dollar, bl.a. i turistindustrien. Han var flere gange på besøg nord for grænsen, og i oktober 1999 afleverede han personligt 501 stykker kvæg og 20 Hyundai-biler til det betrængte broderfolk. Inf.

Glenn Hughes, 50 år
*Sidst i 70’erne havde pladeproduceren Jacques Morali og sangskriveren Henri Belolo en virkelig god ide – et koncept. De satte fremdeles en annonce i newyorker-magasinet Village Voice. Her søgte de folk til et band. Der stod: »Ønskes: bøssesangere og bøssedansere. Skal se rigtig godt ud og have overskæg«.
Glenn Hughes, som dengang var 27 år og bassanger fra Bronx, opfyldte annoncens krav om moustache og seksuel observans og meldte sig. Det var rigtigt gjort; han arbejdede på det tidspunkt som afgiftsopkræver ved Holland Tunnel, og det kedede ham forfærdeligt.
Han og de andre typer, der svarede på annoncen og udvalgtes af Belolo og Morali, blev til gruppen The Village People, som senere blev berømt for evergreens som ’YMCA’ og ’Go West’.
Konceptet var, at de alle skulle være stereotyper hentet i det amerikanske samfund. Én fik rollen som politimand (Victor Willis), en som indianer (Felipe Rose), en som mekaniker (Alex Briley), en som vejarbejder (Randy Jones), en som cowboy (David Hodo), og endelig var det Glenn Hughes’ opgave at ligne en svedig biker.
Af og til skiftede de andre roller, men aldrig Hughes, der befandt sig aldeles glimrende i det sorte lædertøj,
der strammede frygteligt meget om lænderne. Så han
havde det også på, når han ikke var på scenen. Til publikums fornøjelse plejede han at lyne sin læderjakke op, så hans kraftigt behårede bryst kom til syne. Og den kæde, som han havde fæstnet til skridtet, kælede han for og brugte lang tid på at fjerne – også til publikums udelte begejstring.
Gruppens debutplade, Village People, solgt ret godt, men først med sangen om det amerikanske vandrehjem ’YMCA’ slog drengene igennem internationalt. Sangen (der antød, at der var god bøssesex at hente under vandrehjemmets brusere) var den første åbne bøsseplade til at toppe på den engelske hitliste, den anden var Frankie Goes To Hollywoods ’Relax’ i 1983. Glenn Hughes fortsatte med at synge i Village People indtil 1996.
Da det gik op for ham, at han skulle dø af kræft, bad han om at blive begravet i sit læderkostume.os

Ester Frandsen, 90 år
*Tidl. formand for husholdningsforeningerne, Ester Frandsen, Osted ved Roskilde, er død, 90 år.
Ester Frandsen var uddannet som lærer, men blev kendt i offentligheden for sit engagement i en lang række andre sammenhænge. Fra 1966 til 1980 var hun formand for De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger, og da hun trak sig tilbage fra posten, blev hun udnævnt til æresmedlem.
Desuden sad hun bl.a. i bestyrelsen for Danske Kvinders Nationalråd og var medlem af Forbrugerrådet og Forbrugerkommissionen, ligesom hun beklædte poster i Kvindernes Ulandsudvalg og i Ligestillingsrådet.ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu