Nr. 173 på listen

Nekrolog
Det var over et spil kort i München i 1947, at Leopold Page – dengang hed han Poldek Pfefferberg – lovede den tyske forretningsmand Oskar Schindler, at han ville gøre alt for, at gøre Schindlers heroiske handlinger kendte verden over. Med fare for sit eget liv havde Schindler nemlig reddet Pfefferberg og 1.300 andre jøders liv under Anden verdenskrig (vi kender historien fra Steven Spielbergs syvdobbelte oscarvinder Schindlers liste (1993). Leopold Page skyldte fabrikanten sit.
Poldek Pfefferberg blev født i Krakow i 1913, hvor han fik en universitetsgrad og blev gymnasielærer i idræt. Da tyskerne invaderede Polen den 1. september 1939, kæmpede han som løjtnant i den polske modstandsbevægelse, så længe det varede. Pfefferberg blev såret, arresteret, stak af fra Gestapo og befandt sig til sidst i Krakows ghetto, hvor han skjulte sig i sin moders hus.
En dag bankede Schindler på døren for at tilbyde moderen et job. Han havde en nazimærke på sin jakke, så den unge Pfefferberg stod klar med en pistol i et tilstødende lokale. Men de to, fabrikanten og flygtningen, mødte hinanden flygtigt.
Da Pfefferberg og hans kone Ludmilla blev fanget og transporteret i koncentrationslejr, dukkede Schindler op for at få dem overført til en af sine fabrikker. Pfefferberg-ægteparret var ikke de første jøder, som Schindler havde fået overført på den måde. Pfefferberg – lad os bare kalde ham Page – var nr. 173 på listen, som Schindler udarbejdede til nazisterne, og fabrikanten måtte bestikke dem utallige gange for at få erklæringer på, at hans ’arbejdere’ var essentielle for den tyske krigsproduktion, selvom de i mange tilfælde var fuldstændig uden evner i produktionsapparatet.
Det har været fremme, at Schindler gjorde de gode gerninger af profithensyn, og at der snarere var tale om gratis arbejdskraft og slaveri, men det har Leopold Page altid afvist. Han vendte altid tilbage til historien om Schindler, der spørger en syg kvinde, hvad hun vil have. Et æble, siger hun. »Næste dag kom han med
et æble, midt om vinteren. Det var den slags mirakler, han udførte,« fortalte Leopold Page ifølge New York Times.
Samme år som løfternes kortspil, 1947, flyttede Page og hans kone til USA. Først New York, derefter Los Angeles, hvor han åbnede en forretning i Beverly Hills, der specialiserede sig i italienske lædervarer.
Ved siden af lædersyslerne brugte Page sin tid på at besnakke enhver forfatter eller filmproducent, når lejligheden bød sig. De skulle vide alt om Schindler.
I 1980 trådte den britiske forfatter Thomas Keneally tilfældigvis ind i læderforretningen. Page gav ham stor rabat mod at få lov til at præsentere ham for det 45 minutter lange foredrag om Schindler, og forfatteren blev tryllebundet. Han skrev historien.
I 1982 modtog Keneally Englands fineste litterære udmærkelse, Booker-prisen, for bogen, som allerede dengang solgte i fem millioner eksemplarer. Men Leopold Page var ikke færdig med sin lobbyvirksomhed for Schindlers eftermæle. Selv da Steven Spielberg havde sagt ja til at lave filmen baseret på bogen, pressede den aldrende holocaust-overlever den verdenskendte instruktør til at filme i Polen, og ikke i Ungarn eller Spanien. Han mente, at der burde filmes i de gader, der havde lagt brosten til det jødiske blod.
Da Schindler døde i 1974, var det Page, der sørgede for, at han blev begravet i Israel på den romersk-katolske kirkegård på Zion-bjerget.
»Schindler gav mig livet, og jeg gav ham udødelighed,« sagde Leopold Page senere.