Læsetid: 10 min.

Det nye trusselsbillede

Efterretningstjenester, sociologer og magthavere har travlt med at få fod på den uregerlige demokratibevægelse, der fejer hen over den halve klode
24. marts 2001

Der gælder et noget forhøjet trusselsbillede.« Efterretningschefer går ikke i panik. Men Jan Danielsson, chef for det svenske sikkerhedspoliti Säpo, ved godt, at det er nye tider. At politiske topmøder som det EU-møde, der i går og i dag finder sted i Stockholm, fremover er oplagte mål for demonstrerende aktivister, der forlanger en mere retfærdig verdensorden. Og som for et mindretals vedkommende ikke går af vejen for militante aktionsformer.
»Vi hverver kilder, både blandt unge og gamle. Det gælder for Säpo om at have god kontrol med de udenomsparlamentariske grupper, som er rede til at anvende vold for at nå deres mål,« sagde Jan Danielsson forleden til den svenske avis Sydsvenska Dagbladet.
Efterretningschefen er ikke alene om sin optagethed af den nye, globalt omsiggribende aktivisme ’for en anden verden’, som deltagerne udtrykker det. Andre landes efterretningstjenester, store PR-bureauer, ledende forretningsfolk, erhvervsmagasiner og politikere i mange lejre er i disse måneder febrilsk optaget af at forsøge at begribe, hvad pokker der foregår. Hvor protesterne og den politiske aktivisme pludselig kommer fra. Og hvordan man som magthavere og systemforvaltere kan forholde sig proaktivt – som det hedder – til fænomenet.
I Sverige – ligesom snart i Danmark – hedder det nye ATTAC. Det gør det også i ca. 20 andre lande, herunder i Frankrig hvor denne netværksbaserede bevægelse mod globaliseringens negative sider blev startet i 1998. Men andre steder – f.eks. i USA, Canada, Storbritannien og Asien – hedder det nye alt mulig andet. Det er ’et mangehovedet uhyre’, opstået simultant og spontant mange steder på kloden som et ganske uforudset, men tydeligvis uundgåeligt produkt af tiden og globaliseringen.

Seattle-guiden
»Seattle var ikke noget særtilfælde,« skriver det multinationale PR-selskab Burson Marsteller Company om den ny aktivisme, som for alvor blev sig selv bevidst og synlig for ’systemet’ og omverdenen under Verdenshandelsorganisationen WTO’s fejlslagne møde i Seattle i november-december 1999.
Burson Marsteller har til sine klienter i erhvervslivet udarbejdet en Guide om Seattle-nedsmeltningen, »ikke så meget som et tilbageblik på det forgangne, men mere som et alarmerende varsel om fremtiden.«
Det var i Seattle, at tusinder af aktivister fra mange lande og mange organisationer blokerede alle indfaldsveje og belejrede de ministerielle WTO-forhandlinger om fortsatte liberaliseringer af verdenshandelen. Forhandlingerne brød til slut sammen og er endnu ikke kommet igang igen.
Burson Marsteller skriver i sin guide, at spektaklet i Seattle har skabt »markante, kortsigtede skadevirkninger for erhvervsverdenen.«
»Hvad man ikke har forstået – men hvad der måske er vigtigere – er den potentielle evne, som den fremvoksende koalition af disse grupper har til alvorligt at genere bredere, langsigtede selskabsinteresser.«
»Det klare selskabskritiske budskab fra bogstaveligt talt samtlige disse grupper er ikke et forbigående fænomen,« advarer Burson-Marsteller og tilbyder derfor sine virksomhedsklienter en alfabetisk ordnet gennemgang af 49 af de organisationer og netværk, der opererede i Seattle og fortsætter aktiviteterne i dag.
Der er så mange af disse nye selskabs- og globaliseringskritiske grupper, at ATTAC end ikke får en plads på listen. Burson Marsteller fremhæver i stedet organisationer og netværk som det britiske Christian Aid, det globale Consumers International, Direct Action Network, tredjeverdens-netværkene Focus on the Global South og Thirld World Network, Friends of the Earth, Oxfam International, People for Free Trade og Ralph Naders Public Citizen m.fl. Alle grupper, som nok stiller op til demonstrationerne, men som primært bruger kræfterne på at formulere kritiske analyser af udviklingen og forslag til ny politik og nye regler samt på konkrete miljø-, bistands- og sociale projekter.

Med bukserne nede
Det er den samme oplevelse af noget nyt, voldsomt og faretruende, der har fået den canadiske efterretningstjeneste, Canadian Security Intelligence Service, til at udarbejde en detaljeret Report 2000/08 om det ændrede ’trusselsbillede’. Anti-Globalization – A Spreading Phenomenon hedder den grundige rapport, der har som sit hovedanliggende at få myndigheder og erhvervsliv til at indse, at noget i dag er grundlæggende forandret.
»Efterretningstjenesterne blev i Seattle taget med bukserne nede af det store antal demonstranter og den brede repræsentation i kombination med brugen af avancerede metoder og teknik, som effektivt fik konferencen til at bryde sammen,« skriver den canadiske efterretningsmyndighed.
Noget sådant må ikke ske igen, og derfor gælder det om at forstå det nye og indrette sig på det.
»Møder i internationale monetære organisationer, handelsorganisationer og miljø-organer, som før i tiden påkaldte sig ringe eller slet ingen kritisk interesse, er nu i fokus for tusinder af anti-globaliserings aktivister.«
Disse aktivister »deler en fælles antipati mod de multinationale selskabers magt. Store selskaber med internationale aktiviteter står anklaget for social uretfærdighed, urimelig adfærd over for deres ansatte – herunder slavelignende løn-, arbejds- og leveforhold – samt for manglende ansvarlighed over for miljøet, misbrug af naturlige ressourcer og økologisk ødelæggelse.«
»Målet for protesterne rækker imidlertid ud over selskabernes påståede misgerninger. Multinationale økonomiske institutioner som WTO, Verdensbanken og den internationale valutafond IMF fremstår som drivkræfter for og forvaltere af en global handelspraksis og opfattes som spydspids for den økonomiske globalisering. Disse instanser, der betragtes som villige tjenere for selskabsinteresser og besidder større magt end valgte regeringer, og som alene anses for drevet af ønsket om at skabe større fortjenester, de er i stigende grad blevet demonstranternes hovedmål.«
»Den kapitalistiske filosofi er også under angreb og stillet under anklage for at ignorere menneskers sociale velfærd samt ødelægge kultur og natur i kapløbet om vækst og profit,« hedder det i efterretningsrapporten.
Selv om de mange organisationer og netværk er udtryk for samme grænseoverskridende indignation over den globale udvikling, så er Canadian Security Intelligence Service udmærket klar over, at grupperne er forskellige.
»Selvom multinationale selskaber og internationale handelsinstitutioner er genstand for kritik, så er det ikke alle, der indskrænker sig til et negativt perspektiv. Der er offentliggjort mange kommentarer, der peger på nyttige og positive resultater, opnået via de internationale organisationer.«
»Størstedelen af aktivisterne støtter en reform af organisationerne i retning af større ansvarlighed og gennemsigtighed, mens et mindretal nok anerkender disse mål, men samtidig aktivt taler for disse instansers, herunder WTO’s, egentlige afvikling.«
»De fleste deltagere i demonstrationer og de fleste medlemmer af protestgrupper bestræber sig på at gennemføre aktiviteterne på fredelig og lovlig vis,« fastslår efterretningstjenesten.
Der er imidlertid et mindretal af mere ekstremistiske grupperinger, der »finder det nødvendigt at gennemføre ’direkte aktion’ ved at tilføje selskaberne egentlig ødelæggelse«, dvs. smadre vinduer, antænde brande eller hærge butikker.
Efterretningstjenesten identificerer her noget, man kalder Black Bloc, »et løst organiseret netværk af anarkistiske grupperinger og enkeltpersoner, som i Nordamerika anslås at tælle nogle få hundrede personer, der samles for at deltage i protester og demonstrationer.«
Som del af det militante mindretal nævner man også det kuriøse fænomen af britisk oprindelse Third Position, en lille gruppe der karakteriseres som »en besynderlig blanding af det ekstreme venstre og højre« og bekender sig til stærk nationalisme, racisme, protektionisme, vold, dødsstraf m.m.
Hos de svenske kolleger i Säpo siger Jan Danielsson, at »jeg opfatter ikke ATTAC som en gruppe, som Säpo skal granske« i forbindelse med EU-møderne under det aktuelle svenske EU-formandsskab. Danielsson finder det derimod relevant at holde øje med visse »venstre-ekstreme grupper« med voldelige tilbøjeligheder.

Internet-aktivismen
Set fra efterretningstjenesternes synsvinkel er det nye – og besværlige – at de selskabs- og globaliseringskritiske aktivister ikke mere er til at holde styr på.
»Det er slut med det gode gammeldags protestmøde, hvor man indskrænkede sig til at svinge med plakater og bannere, råbte ad talere og gennemførte velordnede protestmarcher til bestemte mål,« erkender de canadiske efterretningsmyndigheder.
Internettet og mobiltelefonen kombineret med unges modvilje mod stive strukturer har gjort en ende på det.
»Internettet har skabt basis for dramatiske forandringer og har derigennem fået en voldsom betydning – bl.a. ved at gøre det muligt for initiativtagere hurtigt og let at arrangere demonstrationer og protester, om nødvendigt på global basis. Enkeltpersoner og grupper er nu i stand til at aftale datoer, dele erfaringer, påtage sig ansvar, arrangere logistik og iværksætte myriader af andre opgaver, som det tidligere var ganske umuligt at klare enkelt og hurtigt.«
»Internettet har,« skriver efterretningstjenesten og nævner også mobiltelefonen, »pustet nyt liv i den anarkistiske filosofi ved at tillade kommunikation og koordinering uden nødvendigheden af en central ledelse. Som Internettet selv er den globaliseringskritiske bevægelse en bevægelse, der kan overleve og endda trives uden noget hoved.«

Nye kulturelle koder
Her rammer efterretningsagenterne én central del af forklaringen på den pludselige, grænseoverskridende politiske vækkelse blandt ikke mindst unge:
Den moderne informationsteknologi har fjernet den barriere for engagement og aktive deltagelse, som mange har oplevet i de tunge, hierarkiske, langsomme og bureakratiske organisations- og partistrukturer.
Med Internettet kan den enkelte pludselig forene behovet for individuel handling, frihed og hurtighed med ønsket om at engagere sig politisk for den fælles fremtid.
Hvad enten de ved det eller ej, er de begavede agenter her helt på linje med den spanske sociolog Manuel Castells, der i sit store trebindsværk The Information Age karakteriserer det politiske demokratis fornyelse som båret af netværksorganiserede sociale bevægelser, der kan eksistere og udøve fornyet tiltrækning på mennesker i kraft af den teknologi, der gør den dynamiske kommunikation mulig.
»Disse netværk gør mere end blot at organisere aktivitet og dele viden. De er de faktiske producenter og formidlere af kulturelle koder,« skriver Castells.
»Deres indflydelse på samfundet hidrører sjældent fra en samordnet strategi og er sjældent udtænkt i et centrum. Deres mest succesfulde kampagner, deres mest slående initiativer opstår ofte som resultat af ’turbulens’ i det interaktive netværk af kommunikation på mange niveauer.«
Netværkene bliver derfor afgørende drivkræfter bag dybe sociale, kulturelle og politiske forandringer, omend ganske uforudsigelige sådanne, mener Castells. Ingen kan i dag overskue, hvilken retning den globaliseringskritiske bevægelse tager, og hvilke dybe konsekvenser for samfundet den kan få.

Next stop Qatar
For en mand som Castells er dette udtryk for en ny åbning, nyt håb – for efterretningstjenesterne i Canada, Sverige og andre lande er det i første omgang besværligt.
»Det er nu blevet nødvendigt for sikkerhedstjenesterne at være lige så mobile, i stand til hurtigt at indsætte reserver, overvåge aktivisternes kommunikation samt – nårsomhelst det er muligt – forudse demonstranternes intentioner,« skriver de canadiske efterretningsmyndigheder, der opfordrer kommende arrangører af store møder i erhvervslivet og i Verdensbanken, IMF, WTO osv. til »nøje at overvåge aktiviteten på Internettet.«
»Afstand og fjerne lokaliteter er fortsat et middel til i et vist omfang at hæmme demonstranters tilstedeværelse,« pointerer rapporten – som vistnok er skrevet, før WTO besluttede at henlægge sit næste og første forhandlingsmøde efter Seattle-katastrofen til den fjerne, håndfast styrede ørkenstat Qatar.
Den simultane vækkelse overalt på kloden af det sociale og politiske engagement omkring de globale problemstillinger er kommet bag på de fleste. Ikke kun efterretningstjenester, men også myndigheder og erhvervsfolk – og for den sags skyld medier og samfundsanalytikere.
Det internationale samfund står foran en turbulent periode, der vil blive præget af spontane aktioner i kombination med bestræbelser på at udforme nye politiske svar og mere sammenhængende strategier for en globalisering, der sætter sociale og økologiske hensyn højere end tilfældet hidtil har været.
Viljen til at tage livtag med problemerne udmøntes allerede i et mylder af ’anti-corporate’ og ’anti-branding’ bevægelser, der går på jagt efter enkeltselskaber, som efter aktivisternes opfattelse forsynder sig. Nike, Novo Nordisk, Shell, Monsanto, McDonald’s og andre store virksomheder har allerede mærket det. Samtidig vil EU, WTO, Verdensbanken osv. fortsat blive hjemsøgt, hvis bevægelserne finder, at de svigter deres ansvar for at hjælpe klodens fattige og udstødte mennesker og nationer til større lighed.

Kampen er en fest
Fra liberalt politisk hold er den ny vækkelse søgt manet bort som et voldsromantisk sammenrend af venstreorienterede protektionister og blåøjede idealister. »Nyttige idioter,« sagde Venstres Uffe Ellemann-Jensen for nylig.
Andre – der formentlig både har fået orienteret sig hos efterretningseksperter og i Manuel Castells skrifter – giver udtryk for, at den globale aktivisme er en konsekvens af de globale skævheder og må tages alvorligt.
»Ind imellem har jeg lyst til at slutte mig til de unge udenfor. Når de siger, at systemet er uretfærdigt, har de ikke altid uret,« sagde WTO’s generalsekretær Mike Moore sidste år til ugemagasinet The Economist.
Aktivisterne »repræsenterer millioner af mennesker, som nu stiller spørgsmålet, om dette projekt virkelig vil bringe os alle hen, hvor vi gerne vil. Vi bør hilse deres spørgsmål velkommen og være klar til at finde svar... fra nu af tæller deres stemmer i debatten,« sagde Bill Clinton, mens der blev demonstreret i Seattles gader.
»Jeg sympatiserer med dem,« sagde for nylig den svenske industrimagnat Percy Barnevik om ATTAC:
»Som de fleste bevægelser har de plusser og minusser. Det gælder om at se, hvad der er praktisk og værdifuldt for at stimulere udviklingen.«
»Nogle græsrodsbevægelser er i stand til at sætte ord på nogle holdninger, som virksomhederne ikke altid har gjort sig de store overvejelser om. I langt de fleste tilfælde, en NGO har noget på hjerte, så sætter jeg mig ned og snakker med dem. Det vil jeg også gøre med ATTAC,« sagde Novo Nordisks bestyrelsesformand Mads Øvlisen i sidste uge til Mandag Morgen.
En ukendt, uprøvet, for nogle foruroligende måde at praktisere demokratisk deltagelse på er under udvikling og afprøvning. Det svenske Säpo har taget aktuelt bestik af det forandrede trusselsbillede og anvist ATTAC-aktivisterne i Stockholm et samlingspunkt, der er adskilt fra EU-stats- og regeringschefernes igangværende topmøde af en motorvej, et budskads og et højt hegn. ATTAC har svaret igen ved slet ikke at ville demonstrere, men i stedet arrangere en stor gallafest i aften med musik, taler og en stående invitation til topmøde-deltagerne. Til en entrépris af 180 kr. for både aktivister og præsidenter og under sloganet ’En anden verden er mulig’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu