Læsetid: 4 min.

Ører der ikke ville høre

Fredelig turbulens foran Falkoner Centret, da Novo Nordisk holdt generalforsamling i går
21. marts 2001

Først er der helt stille ud for Falkoner Centret på Falkoner Alle på Frederiksberg i København. Der står en enlig, ældre politimand med gammeldags kasket og gråt overskæg foran svingdøren. Han bærer en tjenestemandspistol, men dog er han af panserbassetypen, der hjælper ænder over gaden.
Cirka 15.45 begynder der at myldre folk frem fra her og der. Græsrødder med løbesedler, hovedsagelig helt unge i 20’erne. En gruppe gymnasieelever i tidens flowerpowertøj bevæger sig hen mod centrets indgang, men stopper op og går først ind i en genbrugsbutik 2o meter henne ad gaden.
På den anden side, ikke langt fra McDonald’s Familierestaurant, stiger en mand med en mappe i hånden ud af en sølvgrå Mercedes, en taxi. Det er Frank Aaen fra Enhedslisten. Han krydser gaden. Foreningen af Kritiske Aktionærer har inviteret ham og billedkunstneren Jens Galschiøt til at tale for Novo Nordisks bestyrelse og de cirka 1.000 aktionærer, der om kort tid skal samles ved virksomhedens generalforsamling mellem centrets spejle og hvide paneler. Vil det blive for døve øren? Novo har gennem den seneste tid forsvaret sig med, at virksomhedens medvirken i et sagsanlæg mod Sydafrika om patentmedicin.

De glade 70’er
I mellemtiden er Aaen kommet sikkert over gaden, hvor flere og flere folk er samlet. Løbesedler og skilte er kommet op over hovedhøjde. ’Kapitalismen dræber – dræb kapitalismen’, står der et sted.
Jeg kigger på mit Timex armbåndsur; er det stadig de glade 70’ere? Det er nogle af de helt unge demonstranter fra Internationale Socialistiske Ungdom, der vil dræbe kapitalismen.
Andre skriftlige slagord er retoriske spørgsmål: ’Aktionærer har en stemme – har de også en samvittighed?’. ’Er profit mere værd end menneskeliv?’
Nu er der pakket med demonstranter, og alle aldre er repræsenteret. Her er vel 150 mennesker. En dame i tres-årsalderen har bundet et maleri om halsen. Det ligner en dyster udgave af Edvard Munchs Skriget, dog præget af den glade dilettants letsindige omgang med farver.

Slips og jakkesæt
Så ankommer den første guldlakerede Lyngby-turistbus fuld af aktionærer. En stor del af mændene har slips og jakke på, hvilket flere demonstranter bider mærke i og synes er sjovt. Aktionærerne er overvejende ældre, og nogle er tudsegamle. Et par stykker stopper op, smiler og snakker med demonstranterne, før de går ind. Andre stryger igennem til svingdøren under voldsom prætenderen af, at de ikke har set demonstrationen. En ældre aktionær-kvinde i en elegant pels har farvet en del af sit hvide hår sort og sat det stramt tilbage, så det striber som et bolche. Hun ligner hundehaderen Cruella de Vil i filmen 101 dalmatinere.
Endnu en politimand – ordensmagten er nu forøget med 100 procent, men en ung mand med strithår udbryder, at den er steget »med 50 procent« – viser sig. Han går søgende frem mod indgangen og søger hen til en køn, ung kvinde med et Yves Klein-blåt tørklæde om halsen og en stærk udstråling. »Hvem er jeres leder,« spørger han i håbet om, at det er hende. Hun ler og svarer, at »sådan én har vi ikke«.
Et dusin kvinder omkring de 40 i hvide kitler har sluttet sig til demonstrationen. En af dem, den mest voluminøse, siger, »lad os lukke hullet, så de skal mase sig igennem.«
Klokken 16.30 starter generalforsamlingen indenfor, og ATTAC, NOAH og hvad der ellers befinder sig af organisationer blandt demonstranterne forsvinder efter nogle megafon-henstillinger fra en deling politifolk i kampudrustning, der pludselig bare er der.

Indenfor
Hele tiden denne forbandede, konstante hosten rundt om i Falkoner-salen.
Har folk mon aktier i en medicinalvirksomhed på grund af personlige helbredsproblemer? Der hostes, mens bestyrelsesformand Mads Øvlisen taler om vækst og overskud – »27 procent«, »37 procent«, »positiv valutaudvikling« osv.; og der hostes mens adm. direktør Lars Rebien Sørensen forsvarer Novos Nordisks del i den internationale retssag mod Sydafrika:
»Det er faktisk sådan, at Sydafrika fuldstændig har fornægtet sammenhængen mellem hiv og aids-infektion. Sydafrika har nægtet at give sin befolkning medicin, som beviseligt virker i vest-landene indtil for meget nyligt. Sydafrika er ikke interesseret i donationer og billig medicin, men er interesseret i lokalmedicinal produktion.«

Upopulær
Da Jens Galschiøt træder op på scenen, liver aktionærerne gevaldigt op. Der hostes ikke længere. Men det er ikke fordi, at folk er blevet helbredt. Sjældent har nogen fået en salfuld mennesker imod sig så hurtigt som Jens Galschiøt; kraftig ring i øret; en afrikansk skulptur og stearinlys i hånden, som han tænder på podiet. Han forekommer dem frelst.
»Neej!«, »NEJ!« og »Ud!« råbes der fra salens mest krigeriske mænd med cardigans og leverpletter. De gider ikke høre Galschiøts historie om sydafrikanske »Maria«, der har et aids-ramt barn, som hun ikke kan give billig kopimedicin på grund af de store medicinalfirmaers patenter. Han får dog med hjælp fra bestyrelsen talt færdigt og modtager den meste spredte applaus, jeg nogensinde har hørt.

Sæt jer ind i sagen
Da Frank Aaen bagefter bliver præsenteret, fortsætter råberiet: »ÅH, NEJ!« og »Få ham UD!« men han får lov at tale. Aaen beder tilhørerne om at forsøge at sætte sig ind i, hvad sagen mod Sydafrika går ud på. Det er hans indtryk, at det er manglende viden, der får aktionærerne til at udvise fjendligheden. Men ved de bare besked, vil de ændre mening og måske trække deres aktier ud af Novo Nordisk.
Da jeg kort efter må forlade salen, forekommer det mig, at Frank Aaen har talt for døve øren.

Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her