Intermetzo
Det er i disse dage kun ti år siden, trafikmi-nistrene for Sverige og Danmark underskrev den svensk-danske konkrete aftale om en fast forbindelse over Øresund. Sølle 10 år, mere er det ikke. Nu står den hvor den står, og har stået der længe, skråstagsbroen på 7.845 meter, fire baner motorvej med krybespor, to jernbanespor i underetagen, og værket slår sin smuk-
ke forbindende bue fra Peberholmen til Sveriges land og retur forstås. Fire km sænketunnel sørger for ilandførelsen på dansker-siden.
Vandskabet i og omkring Flinterenden har totalt skiftet karakter på disse 10 år. Ved så omfattende anlægsarbejder er det vanskeligt for ikke at sige umuligt at forestille sig anlægget ugjort, at se for sig fra Dragør-siden et tomt synsfelt, der i klart vejr lige akkurat dengang præsenterede Saltholms luftspejlingsagtige linje med de uvirkelige træer og gårde midt ude i vandet og Limhamn længst ude. Man kan ikke bare sætte hånden for det nye og genskabe fortiden.
Den 1. april for 200 år siden lå lord Nelsons folk og oploddede disse farvande for at klarlægge den store britiske flådes manøvremuligheder inden, under og efter slaget på Reden herom mere næste gang. De britiske sejlere skulle bare have vidst, hvilket syn de en skønne dag kunne have set fra deres lodsjoller: en bro mellem arvefjender; det næste ville vel være en fast forbindelse fra The White Cliffs of Dover til Napoleon i Calais!
Anlægget som trafikministrene Kaj Ikast og Georg Andersson konfirmerede dengang i Eigtveds Pakhus bruges ganske flittigt, hvis man betragter den togmæssige side. Et par millioner passagerer er allerede flintret over frem og tilbage.
Det er bilerne det kniber mere med; privatbilisterne svigter eller drager i det højeste den gamle velprøvede vej over Helsingør-Hälsingborg, som er billig og kun tager 20 minutter. Danskerne er slet ikke i det omfang, og som prognoserne havde forestillet sig, med på en udflugt til de gamle landskaber hinsidan alene af den grund at passagen som allerede antydet er alt, alt for dyr. Nu også for svenskerne.
Konstruktionen bag finansieringen af det vældige anlæg fremprovokerer på den baggrund endnu engang spørgsmålet, om man ikke skulle overveje bompenge overalt i rigerne frem for på udvalgte strækninger, der som følge af gletschernes skubben og skraben i sin tid rent tilfældigt nu fører den vejfarende ud over en smule saltvand. Brugerbetalingsprincippet i konkret forstand, hvor myndigheder og vejkontrollører proklamerer: Betal herfra og dertil, virker akkurat så logisk, som når indædte skattefornægtere protesterer mod at skulle betale til bibliotekerne, skolevæsenet og hospitalerne, når de nu ikke kan fordrage at læse bøger, ikke selv har børn og aldrig er syge.
Påstanden om, at der er sund fornuft i at opgive brugerbetaling på broerne og især den til svenskerne og danskernes fælles samfærdsel og regionalisering, understreger ydermere Øresundsbroen som et kulturelt arrangement, som en kulturbro i en anden forstand end alle i øvrigt sympatiske, velmenende og beundringsværdige arrangementsinitiativer af samme, men overførte benævnelse.
Såfremt projektet i sidste ende har den skjulte dagsorden at generobre Skåne, Halland og Blekinge ved en konsekvent og lind oversvømmelse af danskere, forudsætter succesen unægtelig at invasionsstyrken har råd til invasionen.
Det hele drejer sig jo om den nødvendige regionalisering af Øresundsområdet, hvilket er en langt mere interessant og perspektivrig proces, og som i kommende uge i en anden region får forstærket momentum.
Det gamle grænseland fra Kruså til Rudbøl mister sine ydre installationer og symboler på det, der gav det navn af grænseland. Akkurat som i regionerne mellem Holland og Tyskland, Holland og Belgien, Tyskland og Belgien, Frankrig og Belgien, Holland og Luxembourg, Tyskland og Frankrig, Frankrig og Italien, Luxembourg og Frankrig, etc. kan trafikanterne færdes uden at skulle til passet og have en kasketbærende myndighedsperson til at stikke hovedet ind i kareten og tælle næser.
I den anledning, lyder jammeren i vilden sky, at formløsheden også kommer til Danmarks grænse mod vor store sydlige nabo. Pudsigt nok har disse grænseophævelser ikke afstedkommet nær de samme anfald af nationalt hysteri i områder af Europa, hvor blodet har flydt i langt rigeligere og hyppigere strømme, og bitterheden tilsvarende var stor. Warum? Og warum er reaktionen så forholdsvis stærk i Danmark? Rimeligvis hænger forklaringen noget af den sammen med en forholdsvis intakt uvidenhed om det 19. århundredes danmarkshistorie. Forestillingerne om den skændede, røvede kongedatter og andre følelsesspændte, uheldige metaforer på hertugdømmerne og borgerkrigens følger i 1848 røber sig gang på gang. Vi vandt jo i 48, hvor ånden var redebon. Og Bismarcks hævn kom i 64. Ugræs føg over hegnet, åg på nakken, lås for munden. Det er mildt sagt forbløffende, hvor langtidsholdbar nationalistisk propaganda kan være. Danmark vandt ikke i 48, men tabte. Slaget ved Isted var rent bortset en formel sejr en katastrofe for den danske hær. Borgerkrigens kun tilsyneladende heldige udfald for danskerne betingedes udelukkende af de reaktionære russere, der ikke kunne fordrage oprør og revolutioner og forlangte at Holstenerne stak piben ind. Inden de rullede sig ud, russerne. I mellemkrigsårene op til 64 tudede bl.a. de nationalliberale folk ørerne fulde om det danske militærs enestående kvalitet og potens. Det rene vrøvl. De tyske flertal og mindretal inden for det kunstigt sammenholdte rige blev ydermere behandlet ad helvede til. 64 kunne være blevet lykken for alle parter, hvis dansk udenrigspolitik ikke havde været ført så idiotisk, og man i stedet for blindt at tro på sit eget selvbedrag havde rettet sig efter Whitehalls og for den sags skyld preussernes forslag om grænsen, hvor den stort set ligger nu. Så havde vi godt nok mistet Tønder, men haft Flensburg i dag. Så hvad fanden.
Det fremgår af dagspressen at en af klummistens specielle yndlinge, Pastor Søren Krarup, af Sønderborgs kønsrollefikserede museumsleder er blevet indbudt til at kreere en udstilling om dansk nationalfølelse, danskhed og identitet. Det lyder i sig selv ikke rart. Museets ansvarlige bestyrelse har da også fået betænkeligheder. At bestyrelsesformanden vender skråen, får ikke uventet Krarup til at tale om den rene censur. Et sjovt syn på museumslovens ord om bl.a. videnskabelig redelighed, som man næppe umiddelbart kan forvente af en politiker af Krarups baggrund og støbning. Men politiker er Krarup ikke. Det siger han selv, hvilken uoverensstemmelse med virkeligheden han i givet fald bør bringe på det rene med Pia Kjærsgaard, for hvis parti han efter eget udsagn stiller op til Folketinget.
Alligevel er det ærgerligt, hvis Krarup får afslag af museets bestyrelse eller kun får lov til at lave sin udstilling afbalanceret med et kontrært standpunkt, hvad han ifølge avisreferater ikke har i sinde, gu har han ej. Ærgerligt ikke så meget for samtidens skyld mere for en undrende eftertids. Denne vil ved beskrivelsen af en sådan udstilling kunne stifte bekendtskab med 1800-tallets tankegods fortolket af en markant dansk outsider-politiker på yderste højrefløj med tyngdepunktet af sit skriftlige arbejde i 2. halvdel af 1900-tallet, og således som den pågældendes nationalsynspunkt tog sig ud i det Herrens år 2001. Mens grænsen vel at mærke var faldet få kilometer fra udstillingsstedet. Det morsomme for Krarups samtidige vil være at den eventuelle udstilling, som man erfaringsmæssigt ikke arrangerer på en halv eftermiddag, rimeligvis først vil være klar på et tidspunkt, hvor den åbne grænse allerede er hverdag, og den kompakte majoritet har glemt at det nogen sinde har været anderledes. Ligesom med Øresundsbroen.
