Læsetid: 2 min.

Onkel Toms hytte

’Titans’ er en sympatisk tænkt, men unuanceret film om raceproblemer i en amerikansk sydstatsby i 70’erne
2. marts 2001

(2. sektion)

’Titans’ er en sympatisk tænkt, men unuanceret film om raceproblemer
i en amerikansk sydstatsby i 70’erne

Ny film
Måske er det producentens skyld. Det er i hvert fald nærliggende at skyde skylden på actionproducenten Jerry Bruckheimer – jo mere larm, des bedre, synes at være hans motto – når man skal finde en grund til, at det velmenende racedrama Titans såre mangler nuancer og ganske forfalder til klicheer i en sand beretning om et raceblandet highschool-footballhold, der i de tidlige 70’eres USA lærte indbyggerne i den racedelte sydstatsby Alexandria at leve fredeligt sammen.
Denzel Washington spiller den sorte footballtræner Herman Boone, der hentes til Alexandria som cheftræner for highschool-holdet Titans, da den helt igennem hvide skole og dets footballhold skal blandes med elever og spillere fra en sort skole.
Byens helt, den hvide træner Bill Yoast (Will Patton), vippes af pinden, hvilket fra starten skaber konflikter mellem Boone og Yoast, der har resten af Alexandria i ryggen. Og således er der lagt op til halvanden times rørstrømsk drama, hvor de sorte og hvide skoleelever og indbyggere i Alexandria skal lære at respektere hinanden.

Mangler nuancer
Jeg kan godt blive lidt vred på en film som Titans, hvor det frejdigt postuleres, at bare vi lærer at se hinanden som mennesker, uden skelen til hudfarve og religion, og i øvrigt danser til den samme rytmiske, sjælfulde musik, så skal vi nok få det godt med hinanden. Udsagnet rummer selvfølgelig en sandhed, men det er kun en halv sandhed i en problematik så følsom og kompliceret, at den er alt andet end, ja, undskyld udtrykket, sort og hvid.
Boaz Yakin, der for syv år siden debuterede så lovende med det engagerede ghettodrama Fresh, er faldet gevaldig af på den med Titans, hans tredje film – har han monstro solgt ud ved udsigten til et stort budget og muligheden for at arbejde sammen med en stjerne som Denzel Washington?
Det er muligt, at jeg gør
Yakin uret, men der er sgu ikke mange kanter på Titans, som er vældig flot fotograferet, fyldt med fed 60’er og 70’er musik og ikke rummer en eneste konflikt, der er så uoverskuelig eller potentielt farlig, at man overraskes, når alting naturligvis ordner sig til det bedste.
Washington og Patton gør, hvad de kan, og mange af de unge skuespillere er i besiddelse af en god portion energi og humør, hvilket hovedsageligt smitter positivt af på Titans.
Det er bare ikke godt nok i en film, der nok har et sympatisk udgangspunkt, men som hverken yder historien eller raceproblematikken synderlig retfærdighed.

*Titans. Instruktion: Boaz Yakin. Manuskript: Gregory Allen Howard. Amerikansk (Scala, København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu