Læsetid: 2 min.

En opportunist

Nazisten E. Grevenkop-Castenskiold fik comeback som forretningsmand
23. marts 2001

Nekrolog
Han indgik i litteraturhistorien under navnet Preben, Flemming, Fido Greve Rosenkop-Frydenskjold. Han blev herostratisk berømt på grund af det sataniske portræt, Hans Scherfig gav af ham og andre medløbere i den store roman Frydenholm fra 1962 om Danmark under besættelsen.
Den nyligt afdøde Erik Wilhelm Grevenkop-Castenskiold var modellen til den figur, Scherfig introducerede i bogens start – »en lang og lys ung mand, næsten albinoagtig blond med lyseblå øjne og uden øjenbryn«. En mand af race, en ægte nordisk mand af den slags der er »bestemt til at være fører for mænd«, som Scherfig ondt beskrev ham.
Grevenkop-Castenskiold prøvede det hele i sit 87-årige liv. 1935 godsejer som 21-årig, aktiv nazist, 15 måneder i spjældet for unational virksomhed, derefter comeback som diskret, dygtig forretningsmand, spekulant og industrimand, endnu i 1980’erne én af landets rigeste. Så nedtur i 1990’erne, konkursramt og ensom afslutning i en lille lejlighed i det tidligere jødisk dominerede Edgware i det nordlige London.
Erik Grevenkop-Castenskiold var af dansk nyadel – en nyrig familie Carstensen, der blev adlet 1745 under navnet Castenskiold. En stærkt national, konservativ slægt af officerer, godsejere, kammerherrer og hofjægermestre. Efter sin hofjægermester-far overtog han Store Frederikslund på Vestsjælland. Godset havde været i familiens besiddelse siden 1780, men gik skidt under 1930’ernes krise. Med krigen ændredes vilkårene. Landbruget, især det store hartkorn, tjente tykt. Godsejerne var den gruppe, der havde størst fremgang – som spisekammer og leverandør til Hitlers Tyskland.
Grevenkop-Castenskiold beholdt godset efter retsopgøret. Han moderniserede, ekspanderede, slog sig på skovdrift og ejede i en periode landets største minkfarm, da den aktivitet blev en givtig eksport.
Også industri engagerede han sig i. Han overtog Vølund, ansatte sin effektive godsforvalter Poul Madsen som direktør 1960-77. Madsen blev også makker med Jan Bonde Nielsen som formand for B&W 1974-79 og for Jernets Arbejdsgivere. Vølund producerede vaskemaskiner, tørretumblere m.v. til husholdningerne i 60’eres forbrugseksplosion og kedler m.v. til industrien. Det gik økonomisk strygende under Madsens ledelse, mens Grevenkop-Castenskiold holdt sig ude af mediernes søgelys, på afstand af det gode selskab.
Han var ikke mere ude i kulden, end at han fra slutningen af 1960’erne sammen med landets største godsbesidder lensgreve Tido Wedell, Frijsenborg, baron Ebbe Wedell-Wedelsborg, hovedaktionær i Magasin, samt Jan Bonde Nielsen var aktiv i Wedell-Wedelsborgs Dannebrog-koncern. Den omfattede foruden rederiet bl.a. skibsværftet Århus Flydedok. Med Jan Bonde Nielsen som formand fra 1972 forvandledes det til et overskudgivende foretagende.
Det var formentlig successen med Århus Flydedok, der i 1974 fik de tre adelige herrer til at støtte Jan Bonde Nielsens køb af den kontrollerende aktiepost i B&W værft, selv om de svigtede ham, da det økonomiske fundament skulle sikres. Grevenkop-Castenskiold havde en betydelig post B&W-aktier i en priode.
Mens det endnu gik godt i fattigfirserne søgte han at hæve sin pr-profil med en farvestrålende, smagløs prestigebrochure om sit imperium. Derefter begyndte nedturen. Minkproduktionen havde svigtende afsætning og dalende priser. Vølund var dårligt drevet. En række spekulationer slog fejl, og i 1991 rykkede han til London. 1994 gik han konkurs. Slægtsgodset blev solgt og splittet op. De sidste år kæmpede han mod den økonomiske mishandling, han følte sig udsat for, da han mistede kontrollen over sit imperium. Forgæves. Opportunisten fik ikke sit andet comeback.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu