Læsetid: 2 min.

Til orientering

Det er godt at høre at Verden stadig er her
9. marts 2001

(2. sektion)

Radio
En gang var radioen en slags god ven. Den forsikrede en om, at the times they are a-changin’, den klappede en på skulderen og sagde tag det roligt, you can’t always get what you want, men om lidt kommer lovely Rita og aflæser gasmåleren, og så kan I to ta’ jer en kop te.
Den ville også gerne diskutere. Der var vældige debatter om jordnært interessante ting, altså hverdagen. Litteratur for eksempel, eller politik, eller begge dele på en gang. Radioen sagde god morgen, når man vågnede, og god nat, når man faldt i søvn, og man kunne lave alt muligt andet samtidig.
Sådan er det ikke mere. I dag vil radioen underholde, for enhver pris. Og når den ikke vil underholde, giver den sig til at belære. Radioen er simpelt hen blevet gammel, og den er kommet ud over kanten på en eller anden måde. Den går i barndom.

Unplugged
Den er også blevet mere ens. Især stemmerne. De er mere hypnotiske end før. Der er flere og flere stemmer, man aldrig hører i radioen. Man hører kun de dybe stemmer, og de høje. Og jeg ved godt, at noget af det fungerer. At det dunker børn i skole og fejer rent på motorvejen. At det siger, når det regner, som om radioen helt havde glemt, at det nu engang er rigtigt, som Dylan sagde, at who needs a weatherman to know which way the wind blows.
Det kan også godt være, det ikke er radioen, der er noget galt med. Hvis vi holder os til udbudet på de officielle kanaler, og det gør vi i dag, har jeg en fornemmelse af at være for ung til P1, for korthåret til P2 og for gammel til P3. Sådan generelt. Og jeg har ikke kabel.
Sådan pletvise besøg en dag igennem er en sær fornemmelse. Selv om man holder sig til den samme kanal, i det her tilfælde P1.
Det ene øjeblik bliver man bedt om at interessere sig for bygningen af halmhuse, det næste hører man, at »guitarspilleren lagde instrumentet fra sig.« Nej tak til halmhuse, og selv en nok så kælen skuespillerstemme kan ikke få mig til at høre et tilfældigt kapitel af Nordbrandts idiotiske kriminalroman for 117. gang.

Pludseligt hul igennem
Men ind imellem er der selvfølgelig pludselig hul igennem. Først og fremmest i det yderligtgående gammeldags program, der stadig tillader sig at hedde, og være, Orientering.
Havde det ikke været for den, ville jeg måske ikke have opdaget, at the Real IRA har bombet BBC i London, formodentlig på grund af de navne, der er blevet nævnt i BBC’s dækning af retssagen i Omagh. Herhjemme har det jo dårligt nok stået i aviserne, at David Trimble står lige på vippen i det kommende britiske parlamentsvalg, fordi de protestantiske terrorister måske vil opstille Ian Paisley Jr. i hans valgkreds. Og uden Trimble falder processen. Fredsprocessen.
Eller at Le Carres nye bog er forbudt i Kenya og forhandles indpakket under disken. Eller at amerikanerne har vundet krigen mod coca i Bolivia, så det fattigste land i Sydamerika mister 300 millioner dollars om året, sort. Og 40.000 familier yderligere falder tilbage i håbløs fejl- og underernæring.
Til orientering: Verden er her stadig, og den er under forandring. Det er godt at høre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her