Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

26. marts 2001


Nonner misbruges
*Katolske præster og missionærer i 23 lande verden over sexmisbruger unge nonner, fordi de er bange for at blive smittet med hiv af lokale prostituerede. Det er konklusionen fra katolske kvinderettighedsgrupper, der igennem ti år har indsamlet dokumentation om sexmisbruget. Nonnerne er blevet voldtaget eller tvunget til sex p.g.a økonomisk gæld til præsterne. I nogle tilfælde er de herefter blevet tvunget til at abortere eller er blevet udstødt af ordenen. Først i sidste uge erkendte Vatikanet, at sexmisbruget finder sted, men henholder sig til, at det kun foregår i særlige områder i Afrika, hvor risikoen for hiv-smitte er størst.moust

Albansk oprør under kontrol
*Makedoniens premierminister sagde søndag, at landets hær har generobret alle vigtige stillinger, som albanske oprørere i bjergene nær Tetovo havde kontrol med.
»Alle oplysninger viser, at operationen går som planlagt, og at vi har genindtaget alle nøglepunkter,« sagde premierminister Ljubco Georgievski til makedonsk tv.

Haiders svende taber terræn
*Østrigs højrepopulistiske Frihedsparti (FPÖ) gik som ventet markant tilbage ved søndagens delstatsvalg i
Wien. De første prognoser på valgaftenen viste, at Jörg Haiders parti fik omkring 20,5 procent af stemmerne – en tilbagegang på 7,7 procentpoint i forhold til valget i 1996.
Valgets store vinder blev det socialdemokratiske parti, som på valgaftenen lå tæt på et absolut flertal. Den socialdemokratiske overborgmester i den østrigske hovedstad, Michael Häupl, havde knap 47 procent af vælgerne bag sig mod 39 procent for fem år siden.
Frihedspartiets tilbagegang synes at svække Jörg Haider personligt, da han har ledet sit partis kampagne i hovedstaden med en omstridt kampagne, som er blevet kaldt fremmedhadsk og anti-semitisk af hans politiske modstandere.

CDU klarer delstatsvalg
*Tysklands kristelige demokratiske parti CDU kan fortsætte med at regere i den sydlige delstat Baden-Württemberg, viste prognoser på tysk tv søndag aften.
Synligt lettet udtrykte
CDU's ministerpræsident i delstaten, Erwin Teufel, tilfredshed med et resultat, der gav hans parti en fremgang på omkring fire procentpoint - fra 41,3 procent af stemmerne i 1996 til 45,2 procent ifølge en prognose på tv-stationen ZDF. Resultatet understregede, at CDU er ved at rykke fri af skyggerne fra partistøtte-skandalen omkring eks-forbundskansler Helmut Kohl.

Rusland frygter terrorbølge
*Rusland rustede sig søndag til en mulig genopblussen af terror og vold. Det skete, samtidig med, at antallet af ofre for lørdagens tre bilbombeeksplosioner i landet steg til i alt 24 døde og 143 sårede. 25 af de sårede var søndag fortsat i livsfare.
Russiske sikkerhedskilder sagde, at de have opdaget og afmonteret yderligere tre bilbomber i Tjetjenien og lagde entydigt skylden for bombeattentaterne i den sydlige del af Rusland på tjetjenske oprørere.
En talsmand for Tjetjeniens præsident, Aslan Maskhadov, afviste ethvert ansvar for den blodige vold. Men det synes i øjeblikket usikkert, hvorvidt Maskhadov har alle tjetjenske oprørere under sin direkte kontrol.

Schengen-debut uden problemer
*Danmarks indtræden i Schengen-samarbejdet blev søndag markeret med de første »hits« af medlemslandenes nye elektroniske registreringssystem, Schengen Information System (SIS). Bl.a. blev en mand, som af politiet betegnes som en gammel kending, fanget med falsk pas.
Og effektiviteten af systemet var det, der gjorde mest indtryk på justitsminister Frank Jensen (S), der på den kølige, men solrige søndag besøgte fem lufthavne og grænsestationer for at markere Danmarks debut som Schengen-land.
Grænseregionens markering af den skelsættende dag blev en noget forblæst affære men foregik i øvrigt uden konfrontationer og problemer. Reportage på forsiden

Danmark beholder sine EU-pladser
*Danmark kommer efter al sandsynlighed til at beholde 15 ud af de 16 nuværende pladser i EU-parlamentet efter næste parlamentsvalg i 2004.
Ifølge Nice-traktaten skulle Danmark ellers afgive tre af pladserne for at skabe plads til parlamentsmedlemmer fra de 12 nye EU-lande, der i øjeblikket kæmper for at opfylde kriterierne for EU-medlemskab. Men alt tyder på, at hovedparten af de nye EU-lande ikke når at blive klar til 2004, og dermed bliver EU-udvidelsen så forsinket, at Danmark ifølge et notat fra Udenrigsministeriet i første omgang får lov at beholde 15 pladser i parlamentet.Leder på forsiden
artikler på forsiden og side 5

Fiskeforbud ved Cheminova
*Ringkøbing Amt har bedt Kyst- og Fiskeridirektoratet om at få indført et øjeblikkeligt fiskeforbud i Lagunesøerne og banegravene ved Rønland på Harboøre Tange, efter at en fisker har fået konstateret en alvorlig knoglemarvslidelse.
Den sygdomsramte fisker har spist ål, som er fanget i banegravene ved Cheminovas gamle kemikaliedepot ved Høfde 42.
Embedslæge i Ringkøbing Amt, Børge Sommer, siger til TV/Midt-Vest, at der ikke kan påvises nogen forbindelse mellem sygdommen og ålene, men han mener, det er en god idé at håndhæve forbuddet, indtil der er foretaget undersøgelser i sagen.

Sommertid eller hvad?
*Søndag klokken 15 vækkedes omkring 100.000 lollandske arbejdsbier på Grønt Center i Holeby ved en række riffelskud, som varslede, at foråret er kommet, og nu skal der samles honning.
Den 25. marts markerer nemlig ikke bare overgangen til sommertid. Den er også Frue Dag, og ifølge gammel lollandsk skik begynder våren den dag, hvad enten den selv vil eller ej. Og det var ikke til at se det. Sneen ligger stadig på markerne, og en hård og iskold vind rev bøsserøgen i stykker.
»Bierne får også lov at blive inde i deres stader, men vækkes skal de altså nu«, fortæller Verner Schou, Foreningen Lollands Biavl til Ritzaus Bureau.
Sådan har det altid været på Frue Dag, og efter en tid i glemmebogen er den skik taget op af biavlerne for et par år siden. I øvrigt har nogle af honningsamlerne allerede været ude og se sig om, da der var dage med høj sol midt i måneden.

Information retter
*I fredagens udgave af kulturtillægget i2 bragte vi et interview med Jacob Holdt om 25 året for Amerikanske Billeder.
Beklagelig vis havde interviewet ikke fået tilføjet de præciseringer og korrektioner, som Jacob Holdt havde foretaget i samarbejde med intervieweren.
Den færdigrettede udgave kan ses på www.american-pictures.com/dansk/omtale/
information.htm.
Vi beklager red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her