Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

20. marts 2001


Nye uroligheder i besatte områder
*Mens Israels premierminister, Ariel Sharon, i går var i Washington, hvor han bl.a. skal mødes med præsident George Bush, blev de besatte områder Vestbredden og Gazastriben ramt af en ny bølge israelsk-palæstinensiske uroligheder. Tidligt i går morges blev en jødisk bosætter fra en bosættelse på Vestbredden dræbt af skud affyret af palæstinensere i Bethlehem-området. Det fik den israelske hær til at afspærre Bethlehem hermetisk fra omverdenen.
Senere i går blev den tidligere palæstinensiske fredsforhandler og talskvinde, Hanan Ashrawi, såret under en demonstration i Ramallah, hvor en gruppe kvinder var på gaderne for at protestere imod Israels fortsatte besættelse og den militære belejring af palæstinensiske byer.

Sverige undgår alt for ofte konflikter
*Den svenske regerings bestræbelser på at undgå konflikter og skabe enighed bag beslutninger, er et problem for hele Europa.
Det mener EU-Kommissionens formand Romano Prodi. Han frygter, at det kommende EU-topmøde i Stockholm kun fører til, at der sættes nye mål, mens vigtige beslutninger skydes ud i fremtiden.
»Ved topmødet i Lissabon så vi både målsætninger og beslutninger. Der findes en risiko for, at vi bare må nøjes med målsætninger i Stockholm,« sagde Prodi ved et møde med en gruppe internationale journalister.

S vil udlicitere flere aktiveringsopgaver
*Socialdemokratiet ser positivt på at udbrede resultatkontrakter for kursusudbydere, sådan som V og K ønsker, oplyser partiets medlem af Folketingets arbejdsmarkedsudvalg, Bjarne Laustsen.
Han forestiller sig, at f.eks. højtuddannede grupper af arbejdsløse vil få bedre aktivering ud af det. Han ønsker også en opblødning af 75 procentsreglen, så der fokuseres mere på kvaliteten end på kvantiteten af den aktivering, de langtidsledige skal have.

Kinesisk minister til første Bush-møde
*Kinas vicepremierminister Qian Qichen kom søndag aften til USA, hvor han senere skal møde USA’s præsident George W. Bush.
Det er det første møde mellem en højtstående kinesisk embedsmand og USA’s ny præsident. Under sit uge lange besøg vil Qian formentlig forsøge at blokere for USA’s bebudede salg af våben til Taiwan, ligesom ministeren ventes at gentage den kinesiske modstand mod Bush’ planer om et raketskjold.

Hjemløse dør i snestormen
*Når vejret arter sig, som det gør i øjeblikket, koster det hver dag hjemløse mennesker livet. Det siger formanden for foreningen Hjemløses Venner, Michael Rasmussen.
»Når temperaturerne kommer ned på minus fire-fem grader, er der hver dag nogen, der ikke vågner op. De dør simpelthen af kulde. Og når det også blæser, som det gør nu, bliver det ekstra alvorligt,« siger han.

Hospitaler har dårligt arbejdsmiljø
*Det står sløjt til med det psykiske arbejdsmiljø på en række af hospitalerne i Hovedstadens Sygehusfællesskab, hvor personalet mange steder er plaget af voksende arbejdsmængder og et voldsomt tidspres i dagligdagen.
Det betyder, at personalet mister arbejdsglæden og ofte må gå på kompromis med deres faglighed, og det resulterer i frustrationer og en følelse af utilstrækkelighed. Det viser en lang række stikprøver, som Arbejdstilsynet har foretaget.

EU indkalder Norge til konsultationer
*EU har indkaldt Norge til samtaler i dag for at få landet til at ophæve importforbuddet af kød- og mejeriprodukter fra hele EU.
»De norske tiltag går længere end reglerne for det indre marked,« sagde en højtstående embedsmand i EU-Kommissionen.
EU’s indkaldelse indebærer, at sagen kan ende med mulige modforholdsregler fra EU’s side.

Det danske internet er godt beskyttet
*Den danske del af internetet er generelt ganske godt beskyttet mod nedbrud, fordi Internet-udbyderne i Danmark har etableret et bredt net med føringsveje både i jorden og i luften.
Det er hovedkonklusionen i en udredning fra IT-sikkerhedsrådet om internet-sårbarhed. Udredningen bygger på en analyse af det danske samfunds sårbarhed over for internet-relaterede nedbrud af samfundsfunktioner.

Tyrkiet og IMF indgår rammeaftale
*Tyrkiet og Den Internationale Valutafond, IMF, er nået til en aftale om rammerne for en revideret økonomisk plan, der skal løse Tyrkiets alvorlige finansielle krise. Det sagde den tyrkiske økonomiminister, Kemal Dervis i går.
I sidste uge afslørede Dervis en pakke af prioritetsmål for at få økonomien tilbage på sporet, som var koncentreret om at reformere Tyrkiets bankvæsen og at fremskynde privatiseringen.

’Formild Rusland og udsæt Baltikum’
*Få balterne med i det europæiske nedrustningsnetværk nu (CFE). Derved mindskes Ruslands mistænksomhed over for balterne, hvorefter de så om fem til ti år kan få opfyldt ønsket om at komme med i NATO.
Det er den opskrift, som blev fremlagt mandag i en større forskningsrapport fra Dansk Udenrigspolitisk Institut. At balterne ikke er med i CFE efterlader, ifølge rapporten, »et sikkerhedspolitisk vakuum«.

USA-kritik rammer dansk debat
*Striden mellem EU og USA om opbygningen af EU’s militærprojekt kommer nu op i det danske Folketing. Den amerikanske kritik blussede søndag op igen, da USAs forsvarsminister Donald Rumsfeld kritiserede de fælleseuropæiske militærplaner.
Selvom den amerikanske regering er delt i spørgsmålet, så frygter Rumsfeld fortsat, at en EU-hær på 60.000 soldater vil underminere NATO. Danmark deltager i NATO, men ikke i EU’s militære projekt.

Nyrup glæder sig over frigivelse
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussen glæder sig meget over, at de tre gidseltagne kampsax-ingeniører er frigivet og på vej hjem.
»Jeg synes, det er et godt eksempel på, hvad et klogt diplomatisk arbejde kan give som resultat. Der har været et samarbejde mellem især den danske regering, Storbritannien og Bangladesh. Andre har også medvirket, og jeg synes, det er et dejligt resultat, vi er nået frem til,« sagde han efter et samråd i Folketingets udenrigsudvalg i går.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her