(2. sektion)
Ny film
Mel Gibson har svært ved at finde en ny profil, efter at han er blevet for gammel til at være dødbringende actionhelt, og tiden er løbet fra hans Mad Max-mænd. Han har forsøgt sig med store episke dramaer som Braveheart og senest The Patriot, mere arty projekter som Wim Wenders The Million Dollar Hotel, og nu prøver han at udvide repertoiret med en romantisk komedie.
I Nancy Meyers What Women Want spiller Gibson den mandschauvinistiske reklamemand Nick, som bilder sig ind at være alle kvinders drøm af en mand. En dag får han til at opgave at lave en reklamekampagne til kvinder og forsøger at komme tættere på det andet køn ved at prøve kvindelige produkter af. Neglelak, nylonstrømper og hårvoksning udforskes, og i kampens hede ender han med at elektrochokke sig selv med en hårtørrer i badekarret.
I What Women Want medfører denne type solo-ulykke tilsat den rette mængde rødvin og lidt Frank Sinatra ikke andre men, end at Nick pludselig kan høre, hvad kvinder tænker. Det er temmelig tåbeligt, men filmen betragter det stædigt som så indlysende, at man selv accepterer den pudsige præmis et godt stykke tid.
Den stakkels Nick må pludselig indse, at kvinders tanker ikke altid er lige flatterende for ham og ser først sin nye egenskab som en ego-nedbrydende forbandelse. Men da han kommer på, at han kan stjæle reklameideer frisk fra sin kvindelige konkurrents hoved, giver det pludselig mening at lægge øre til de kvindelige tanker.
Komikken bliver væk
Mel Gibson slipper overraskende godt fra at være på slap line i den klassiske rolle som selvoptaget mand, der tvinges til at forbedre sig for at blive værdig til Kvindens kærlighed. Desværre er hans udkårne her Helen Hunt. Hun har som altid integritet, men ikke meget spræl, og efterhånden som filmen fokuserer på deres forhold forsvinder meget af komikken. Der var mere kemi mellem Gibsons Rockie the Rooster og den hanetrætte høne i Chicken Run, end der er mellem Gibson og Hunt, og at de mødes over udarbejdelsen af en kvalm reklame for et vist mærke løbesko gør ikke sagen bedre.
What Women Want vil gerne være klassisk screwball i moderne, materialistisk by-miljø, hvor kærligheden har det med at være klemt mellem karriererne.
George Clooney og Michelle Pfeiffer viste i den charmerende One Fine Day, at det sagtens kan fungere, hvis manuskriptet har dynamik og replikkerne bid. Desværre går pusten af Nicks kvindeindsigter undervejs.
Filmen fortaber sig i en række forudsigelige sidehistorier om Nicks oprørske teenagedatter, en overset kontormus og en flirt fra en kaffebar (Marisa Tomei). Der er enkelte sjove scener (f.eks. med en veloplagt Tomei, der tænker sig i seng med Nick), men for mange ligegyldige imellem.
Som i sin første film, Disney-genindspilningen af The Parent Trap, går Meyers for meget efter det søde og pæne. Man vil hellere have noget originalt eller galt når manden nu faktisk kan høre, hvad kvinder tænker.
*What Women Want. Instruktion: Nancy Meyers. Manuskript: Josh Goldsmith, Cathy Yuspa og Diane Drake. Amerikansk. (Imperial, Palladium, CinemaxX, Empire samt et utal biografer landet over)
