Læsetid: 5 min.

På poesiens privathospital

– ligger dagbogsskriveren sjældent. Men nu blev han tvangsindlagt for en uge. Og det i selskab med Det Perfekte Menneske, Søren Ulrik Thomsen
23. marts 2001

(2. sektion)

Poesi
Torsdag d. 7. marts – Jeg kender stort set kun Søren Ulrik Thomsen fra interviews i Information og fra Jørgens
Leths portrætfilm Jeg er levende. Leth lavede engang en underfundig kortfilm kaldet Det perfekte menneske, hvor skuespilleren Claus Nissen ofte faldt ud af rollen. Det gør Søren Ulrik Thomsen ikke. Han er det perfekte menneske, af arten homo poeticus.
Ærefrygtindgydende.

Fredag d. 8. marts – En appetitlig, handy bogkassette ankom prydet med Knud Oddes raffinerede totem-agtige illustrationer. De syv bind inden i kassetten er slanke og kompakte, omslagene en artistisk nydelse. Perfekt, perfekt.
Læste dagens Informations-interview med digteren, hvor han siger, at bøgernes format giver ham mindelser om hans (og min) barndoms OTA-bøger. Her var den stående vending noget i retning af »Kongen smilede og sagde...«
Men i Mit lys brænder står der f. eks.: »Min afgørende
pointe er nu, at har sprogets formalisering (f.eks. til poesi) kroppen som paradigme og ophøret som betingelse, fordi døden jo er indskrevet i kroppens natur, ja, så må omvendt subjektets kropsliggørelse have sproget som paradigme og formen som betingelse for kulturelt overhovedet at kunne indskrive døden.«
Uha! Nå, jeg må i gang igen i morgen.

Lørdag d. 9. marts – Mine forudsætninger er hverken skriftkloge Skyum-ord eller kendskab til dansk poesi fra 1980 og frem. Så jeg startede blødt med prosaen – essayet Min skolevej, det lyder da harmløst. Og ganske rigtigt: Her får man digterens genoplevelse af konstrasten mellem barndom på landet og ungdom i storbyen – eller rettere en slags genopsansning, for alt står herligt konkret.
F. eks. skolekammeraten Mikael med yndlingsudtrykket ’tragisk’: »I et frikvarter, da han og jeg kom forbi Jan, som med hovedet under vandhanen begærligt labbede en tyk stråle i sig, slog Mikael patetisk ud med hånden og sagde, som navngav han en skulptur: ’Den sukkersyge slukker sin tørst’.«
Dette er jo ren lystlæsning, og læseglæden fortsætter med det lange Farvel til det blå rum, hvor digteren tager afsked med sit store ungdoms-tiår, 1980’erne.
Er det en anelse komisk, når en bittelille flok eksklusive fortropsdigtere udnævner sig selv til fremmanere af det evigt foranderlige og håbløst vage spøgelse, der kaldes ’tidsånden’? Måske, men her er der tale om et så gennemlevet tidsbillede, på én gang pedantisk opregnende og personligt forpligtende, at man synes man selv ser spøgelset lyslevende for sig i den spændstige, malende (og humoristiske!) prosa. Her får man den kulturelle baggrund for 1980’er-digtningens nye formbevidsthed, der skriver både selvet og omverdenen frem af ordene og lader formen »ætse virkeligheden fri af samtidens metafysiske tilskrivninger – lyde, klange og betoninger føjede sig sammen til rytmer, der ikke (som mange har tolket det) parafraserede kroppens, men brugte dem som råstof for en forvandling af puls og åndedræt til en artificiel metrik, som forskød sig ned over det hvide papir og efterlod billede på billede, der indfangede den verden, man hele tiden havde været i, men ikke været til stede i (...)«
I det blå rum virker som generationsportræt så indsigtsfuldt, varmt og facetteret, at man egentlig kun kan misunde de personer, der deler generation med forfatteren.

Mandag d. 11. marts – Jeg varmede stadig op til digtene, nu med den fyrige poetik Mit lys brænder fra 1985, der rydder banen med forførende sentenser og bydende udsagn, inden den bliver tyk i mælet i anden halvdels teoretiseren. Digteren gør op med ideen om automatskrift, politisk poesi, Ny Inderlighed, humanistisk litteratur, brugs- og bekendelseslyrik, realisme og fantasi-genre for at nå frem til den krævende konklusion: »At være digter er at erkende, at kun det ubeskrivelige er værd at skrive og samtidig præcis det eneste, der umuligt kan beskrives og derfor netop må skrives – dvs.: digtes.«
Med Vladimir Nabokov: »Art is not about something, but is the thing itself.«

Tirsdag d. 12 marts – Videre til næste poetik, En dans på gloser fra 1996, der er mere letlæst – hvis det er ordet om en kompakt tekstmasse, hvor der f. eks. et sted ikke sættes punktum over halvanden side.
Men det er et mærkeligt besættende, knivskarpt formuleret (og igen sporadisk humoristisk) indblik i digterens højdramatiske indre rum, hvor skabelsesakten er tæt forbundet med dødsbevidstheden.

Onsdag d. 13. marts – Varmede stadig op til digtene, nu ved at gense Jørgen Leths portrætfilm Jeg er levende. Noget usædvanlig fortættet ved digteren slår mig igen. Noget sluttet – tilsat fin humor. Og så musikaliteten i digtoplæsningerne! Skal jeg prøve at læse dem op for mig selv? Næppe. Mon Skyum gør det?

Torsdag d. 14. marts – Så går det endelig løs med City Slang fra 1981. Den rummer ikke megen slang, titlen er tilsyneladende taget fra sangerinden Patti Smith’ jakke-badge.
Der er gammeldags parker og mange busser i city, et påtrængende liv – som i »Siden sidst«, hvor »baggården ruder har peget mig ud for ingen« og »ordene nægter at forlade billederne, byerne« i digtet »Hver dag«. Men på næste side læser man så: »Snart maser nattens gletcher/ parkerne tomme –/ kroppene drejer mod kulden/ spredes i gadernes væv/ forsvinder i lygternes faldende hvidt;/ genkender ikke hinanden i lukket november.« Og er man så ikke (minus glosen ’kroppene’) tilbage i 1890’erne, både hos Johannes Jørgensen og Sophus Claussen? Sidstnævnte elsker i hvert fald parker.
Også i Ukendt under den samme måne fra 1982 står byen i centrum: »en angst blafrer i de tømte gader/ byen jager sit nålebundt ind gennem ruden«, står der i titeldigtet, et af de bedste, synes jeg. I »Sol Opgang« gives en visionær og spektakulær poetisk omskrivning af urin-sex - Thomsens mindst stuerene digt og ikke det ringeste.
Nye digte fra 1987 lever op til sin titel ved at være anderledes – eftertænksomme, mindre rapsodiske og mere gammeldags. Måske også mere raffinerede: »jeg så dig/ i et spejl/ som et skib/ gled du frem bag min skulder.« En god kamera-indstilling. – »Miraklernes tid er forbi,« starter et digt, »Som ung...« et andet. Poeter ældes tidligt.

Fredag. d. 15. marts – Trangen til at citere fra Nye digte og de to efterfølgende Hjemløs fra 1991 og Det skabtes vaklen fra 1996 voksede i takt med, at denne dagbogs plads var ved at slippe op.
Thomsen bliver mere af en tankedigter, der snor sine arabesker. Digter-jeg’et er nu mest indendørsmenneske, og ordvalget får mere hverdagslig jordbund. I Det skabtes vaklens slutdigt ser jeg’et sig som en fiktionsfigur, der »fór vild i de slyngede stisystemer/ der skær sig gennem romanernes mørke/ og blev af de andre personer/ ribbet for alt, jeg fik raget til mig/ af værdier, idéer og store vulgære diplomer/ før jeg blev skrevet ud af historien/ og ind på poesiens privathospital/ med siger og skriver 13 gloser/ at øde væk.«
Det er langt fra alle Thomsens digte, der rammer mit forståelses- eller bare reaktionsfelt, og ofte synes jeg nogle sublime første linjer lover mere end fortsættelsen holder. Men jeg genindlægger mig med garanti på Thomsens poetiske privathospital, for nu ved jeg, at han har uendeligt mange flere end 13 gloser at øde væk, og at han kan bruge dem, som ingen anden jeg har læst.

*Søren Ulrik Thomsen: Skriftlige arbejder. Syv bind i boks. 621 s., ialt 499 kr., pr. stk. 79 kr. Borgen

*Morten Piil skriver til dagligt om film

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her