Læsetid: 4 min.

Parsifal reservekrist

Holdbar og velafleveret Wagner på Det Kongelige – men elendig service
28. marts 2001

Opera
Chrétien de Troyes kalder ham Parce-val: Han der drager gennem dalen. Hermed hentydes til de uendelige vandringer, helten foretager. Nærliggende tolkning hvad angår Det Kongelige Teaters udgave, hvor spilletiden er strakt til det yderste. Alene ouverturen på ca. 15 minutter under Christian Badea er i overkanten. Boulez er til sammenligning 10, Knappertsbusch 12 minutter om samme stykke.
Wolfram von Eschenbach – Richard Wagners hovedkilde til ’sceneindvielsesfestspillet’ godtog i begyndelsen af det 13. århundrede den oprindelige udlægning af navnet Parzifal.
Men Wagner fandt hos filosoffen Jospeh Görres en udlægning fra arabisk: Falparsi: Den dåreagtige rene, Parsifal: Den rene dåre. Ham havde Wagner brug for, og denne rebus lader han Kundry klare for den navnløse dåre, der end ikke kender sit eget navn.

Handlingen kort
Det er en strid historie. Såfremt musikken ikke var så betagende, gad næppe nogen tage den højtideligt:
1. akt: Titurel fik overdraget det hellige spyd og Gralen. Hans søn, Amfortas, riddernes konge som skal vogte Gralen, blev såret med spydet af Klingsor, der stjal det. Kun den sande dåre kan vinde det tilbage. Det fortæller gralsridderen Gurnemanz.
2. akt: Klingsor, der har kastreret sig selv, knytter ved spydets trolddom den vilde kvinde Kundry til sig. Parsifal overvinder Klingsor og Kundrys forsøg på at få ham med hjem i kanen.
3. akt: Parsifal returnerer efter mange års vandring spydet til gralsridderne, helbreder Amfortas, der herefter dør, antyder at Kundry kan følge med og bliver selv gralskonge.
I Harry Kupfers iscenesættelse assisteret af Anne Fugl og med scenografi af Peter Sykora er alt sat ind – bortset måske fra det besynderlige, overdimensionerede badeforhæng i 2. akt hos blomsterpigerne – på at understrege det kristelige aspekt. Et kæmpekrucifiks dominerer den ene side af scenebilledet, engle i overstørrelse bagscenen. Gralsriddernes fromhed demonstreres ved en stiliseret, krampagtig, teatralsk effektiv liturgisk gestik.

Tyskland, vågn op
Wagner selv lagde vægten på det politiske: En uskyldsren fører skulle dukke frem af folkedybet, erkende sin mission, kaste naiviteten af sig, tage kampen op mod det fremmede – jøderne – i det tyske folkelegeme, tilintetgøre denne forgiftende faktor for siden at forløse det martrede Tyskland og selv føre nationen ud i lyset, ind i fremtiden.
Wagner-familien og kredsen omkring Bayreuth opfattede allerede i 1920’erne en vis A. Hitler som denne parsifalske frelser. Selv betragtede Adolf, onkel Wolfie, som de kaldte ham, sig som Lohengrin, Parsifals søn, men havde sikkert ikke noget imod det første.
Med andre ord skaber den rene religiøse tolkning visse problemer med et stof, hvis sigte dybest set er et andet. Wagner skaber jo en national mythos – trods alt distanceret et stykke fra kirke og kristendom. Hos Wagner er Kristus ikke nr. 1 A uanset Gralen. Nr.1 er helten, som på ligervis får vasket fødder og tørret dem i synderindens udslagne hår. Lækkert.
Når det er sagt, står Kupfers gamle forestilling fra 1977 fortsat med styrke. Riddernes koreograferede adfærd – med den snert af fanatisme, der følger total religiøs hengivelse og underkastelse – fascinerer hver gang. Er det forstadiet til en oprakt højre arm, Kupfer antyder?
Foran det velsyngende operakor i Kaare Hansens indstudering præsenterer sig teatrets sangere: Christian Christiansens døende, basdybe autoritet som Titurel, Stephen Millings driftsikre Gurnemanz, Kjeld Christoffersens lidelsesfulde, indadvendte Amfortas, Sten Byriels wagnerisk vrængende Klingsor og Lisbeth Balslevs Kundry, der ved denne forestilling et par gange var anstrengt, men hvis dramatiske tilgang til vildskaben bærer alle igennem.
Dertil kommer Poul Elming som Parsifal. I virkeligheden en fisk af en rolle med få øjeblikke. Når disse indtræffer, træder Elming imidlertid i karakter med smerte og stilsikker heltetenor. Christian Badea har i sit underkantstempo sans for Kapellets solister og den samlende klangskønhed. Han er en god dirigent, selvom han ikke er så hurtig.

Skandaløs service
En operaaften er ifølge Wagner et Gesamtkunstwerk. Såfremt man skal overleve et sådant fra kl. 18 – i realiteten fra 17.30 – til 23.45, må infrastrukturen oppe sig.
Klog af skade bestilte anmelderen telefonisk fast føde mellem 2. og 3. akt. Men mad i restauranten på 2. sal kan kun oppebæres, såfremt man inden forestillingens begyndelse betaler. Indgangen til teatret åbnes først 20 minutter før forestillingen. Køen var derfor lang, og dankortmaskinen havde de anbragt ude bagved. Det kom det til panikscener. Omsider, da det ringede for sidste gang, og køen stadig var lige lang, meddelte inspektøren de rasende, at man alligevel godt måtte vente med at betale til første pause.
Så kunne de stå dér igen. Kø-kolleger opfordrede anmelderen til at brokke sig på skrift over teaterrestaurantens og teatrets uhørte amatørisme på dette for det almene velbefindende i operakredse ikke uvæsentlige felt. Som lovet hermed gjort. Dybt følt.

*Richard Wagner: Parsifal Opera i tre akter, tekst af komponisten. Instr. Harry Kupfer ved Anne Fugl. Scenografi: Peter Sykora. Musikalsk ledelse: Christian Badea. Medv.: Stephen Milling (b), Kjeld Christoffersen (bar), Christian Christiansen (b), Poul Elming (t), Sten Byriel (B), Lisbeth Balslev (mez.s.). m.fl. Det kongelige Kapel og Operakoret. Det kongelige Teater

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her