Læsetid: 5 min.

Penselatleten Polke

Det er en ikke mindre end fremragende præsentation på Louisiana af Tysklands store kunstner Sigmar Polke, der tryller nye og gamle, men altid overraskende og spektakulære fortællinger frem på maleriets firkant
29. marts 2001

Udstilling
Polke giver forfriskende nye bud på, hvad et maleri er, og hvad det kan. Som en utrættelig alkymist, en kemiker i sit laboratorium eksperimenterer han med dets muligheder. Han er en stoflig maler i bogstaveligste forstand. Han maler eller hælder giftige væsker ud over billedfladen, og lader dem flyde ud på transparente stoffer, f.eks. på nylon, der changerer i lyset eller på alskens mønstrede duge, som vor bedstemor elskede dem. Han lader viskestykker, oversået med trivielle billeder, danne et patchwork af motiver. Der findes ingen billedløse rum, siger Polke. Hvor vi end vender os, mødes vi af billeder.
Polke genoplader så at sige det optiske, og som den frække og legesyge penselatlet, han er, puster han nyt liv i maleriet, efter at det i flere omgange med installationskunstens og mediekunstens fremmarch, var blevet erklæret dødt. Men hos Polke lever det i bedste velgående, og han beviser, at det er et både smukt og spiddende redskab i hænderne på den rigtige kunstner.
Han går til yderligheder, som når han i maleri-labyrinten Laterna Magica lader Grimms eventyr erobre de moderne haller, eller når han i sit Kartoffelhus undersøger vækstproblematikken helt konkret.
Maleriet er taktilt – dvs. en fysisk størrelse, et objekt, der er til stede i verden som noget håndgribeligt, og på den måde virker det langt stærkere end f.eks. kunst skabt ved hjælp af de nye medier. På trods af århundreders tradition, synes alt at kunne ske på lærredet. Verdener flyder sammen i et helt åbent malerisk felt. Polkes kunst er i allerhøjeste grad dialogisk.

Et transparent spejl
Derhjemme har jeg et stort, monokromt maleri i lys-grønt. Det er helt blankt, næsten glasagtigt i visse passager og ganske uroligt med svungne, tydelige, men matte penselspor i andre. Man glaner på én og samme tid ned i et mikrokosmos med et mylder af opløsninger og nye begyndelser og annammer et makrokosmos, noget uoverskueligt og udefinerligt. Billedet hænger og vibrerer og ændrer sig dagen igennem med lysets kommen og gåen. Det er en evigt tilstedeværende gæst, der hvisker sine meddelelser fra væggen.
Det er malet i 1986 af den på daværende tidspunkt purunge svensk-danske kunstner Leonard Forslund. Dette billede, som jeg har betragtet hver dag i snart 15 år, fik jeg efter mit besøg på Louisianas store Polke-udstilling en nøgle til, for det er i familie med den tyske kunstner: Sigmar Polkes forunderlige billeder driver på samme, glasagtige måde. De spejler verden i dobbelt forstand. Dels repræsenterer de den – ganske vist brudstykkevis og delt i motivets skikkelse – dels spejler de den helt konkret. De hjemsøges af et væld af referencer, farver, organer og you name it.
Det er ikke lige til at afgøre, hvad der foregår. Disse anelsesfulde billeder åbner et mulighedsfelt, de står og vipper mellem flere fortolkninger, og de er malet lige så meget på bagsiden som på forsiden, fordi de som regel er transparente, så vi ser blindrammerne! Det er isens hinde, tænker man, da man bagefter står ude ved Søhaven i snevejret og ser søens ishinde. Denne hinde der brister ved en svanes vingeslag.
Det er vandspejlets glitrende overflade, der driver afsted med tømmer. Det er affald og organiske vækster. Disse transparente flader kan også åbenbare, hvad der forekommer at være gevækster og sand på bunden af den solbeskinnede sø. Men de kan samtidig være svangre med noget, der foregår inde i kroppen, noget gastrisk. Og de kan sende os på en rumrejse til solens rige.
Så mangefacetterede og associationsrige er f.eks. det næsten sakrale triptykon Apparizione (tilsynekomst, åbenbaring) fra 1992. De synes at rumme det hele. De hænger i samme rum som
Louisianas eget billede med perle- og snoremotiver, der overlejres af en slags røgslør, Ketten von Perlen fra 1988.

Informationstæt strøm
Polkes pinakotek er ikke for fastholdere. Stykkevis og delt lader han verden tage bolig på lærredet i en informationstæt strøm, men der er en klar sammenhæng fra begyndelsen i tresserne til de helt nye, transparente værker fra 1999-2000. Også koloristisk, for Polke nærer kærlighed til en orange-okker farve. Der er trivielle billeder, som invaderer billedfladen, og som krydser klinger med f.eks. avisbilleder, der rapporterer om verdens fortrædeligheder i de karakteristiske rasterbilleder, hvor Polke har malet de prikker, som avisbilledernes raster afsætter.
Et raster er en slags punktmønster, som et billede opdeles i, når det eksempelvis skal reproduceres. Men i modsætning til popkunstneren Roy Lichtensteins famøse priksystem, der illuderer raster-teknik, så er Polkes håndmalede og forlener billederne med en dokumentarisk autenticitet.
Sigmar Polke er dog også pop. Vi ser en kæmpemæssig stiliseret, men nøje optegnet jeep køre igennem det store honningule, transparente lærred, eller Lucky Luke i færd med at trække for at skyde sin egen skygge. Dette billede er udført i en sitrende urolig graffiti-stil med effektivt hurtigt farvespray, men det er skabt i begyndelsen af halvfjerdserne. Altså henved 10 år før graffitien får tag i ungdommen!

Fra Øst til Vest
Sigmar Polke er født i 1941 i Schlesien, altså i det, der bliver Østtyskland efter krigen. I 1953 flytter han med sin familie via Berlin til Düsseldorf. I 1961-67 er han elev hos fluxuskunstneren Joseph Beuys på akademiet i Düsseldorf.
Dét både ses og mærkes i hans kunst. For Beuys såvel som for Polke hænger hverdagslivets billeder uløseligt sammen med kunsten. Men Polke er et større legebarn end sin nestor. Der er godt nok en del politiske og civilisationskritiske malerier – og mange hilsner til hans ældre kolleger fra Dürer til Carl Andre – men gennemgående strutter Polkes billeder formelig af en ekvilibristisk eksperimenterelyst, der udarter til en duel med moralen og den gode smag.
Polke er i modsætning til idealisten og samfundsomstyrteren Beuys en ironiker, der nærmer sig virkeligheden med tungen i kinden. Han reagerer på tabet af de store fortællinger og på fragmenteringen og fremmedgørelsen af menneskelivet i en tid, hvor verden spaltes i to – i et Øst og et Vest – med nye billeder. Med mod-billeder.
Udstillingen i Louisiana er der god grund til at glæde sig over. Den foregår i sydfløjen, der således opgraderes. Museet er med denne udstilling tilbage på den gamle bane i gründertiden med oplysning til borgerne om god kunst, de ikke kender.

*Sigmar Polke. Alkymist.
Louisiana, Humlebæk. Åbner i morgen. Dgl. 10-17, on. 10-22. Til 29. jul.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her