Læsetid: 5 min.

Den perfekte poptøs m.fl.

Weekenden i Vega bød på koncertplanet på lidt af hvert: Det syngende popnips Kylie Minogue, R&B-kraftfeltet Lina og hiphoplegenden Guru med gæster
26. marts 2001

Koncerter
Sød ser hun ud, den kleine Kylie Minogue, som hun strutter rundt på scenen i Store Vega iført det ene diminutive kostume efter det andet, alle designet med det formål at fremvise hendes perfekte mål for et hengivent publikum, der består af en tredjedel testosteronosende ungersvende i fodboldklublignende grupperinger, en tredjedel fuldstændig-ude-af-skabet-bøsser af den slags man forbinder med Pan og Love Parades i Berlin og en tredjedel – primært par – fra det københavnske opland, der åbenlyst opfatter Kylie som en art moderne kærlighedsgudinde.
Men lige et øjeblik: Alle de tilstedeværende er på det erotiske aspekt ved Kylie Minogue, og aftenen står i dén grad i kødets tegn. Er man i ramme alvor kommet, fordi man vil høre ’god’ musik, må der sættes alvorlige spørgsmålstegn ved ens definition af samme … thi selv om showet – når det er bedst – tangerer Pet-Shop-Boys-standard, hvor musik og koreografi går op i en guddommelig helhed, sker det dog kun en tre-fire gange i løbet af aftenen. Resten af tiden er der tale om pauver subdisco, man næppe ville kunne udvise andet end et overbærende skuldertræk overfor, var det ikke for en forpustet og oppulent koreografi og den em af effektiv om end gennemført bøssoid showbizattitude, der gennemsyrer forestillingen – dets fire mandlige dansere fremstår således som en lidt scary blanding af Chippendales og Village People!
Det virker rigtigt, at Kylies karriere er lige så gammel som europæisk MTV, for alt ved showet handler om det visuelle – musikken er kun et biprodukt af helheden, og selv om visse elementer i ugerne op til koncerten hårdnakket har påstået, at »Kylie overgår Madonna«, er det min påstand, at hvor de fleste ville kunne nynne en Madonna-sang eller ti, kniber det mere med at finde bare én uforglemmelig Kylie-melodi i hjernekistens syndige rod.
Og selv om Kylie tangerer Madonnas evne til at følge tidens trends i sin selviscenesættelse, ligger der ikke en personlighed af samme eruptive kraft bag den anonymt syngende nipsting, der modsat Madonna i høj grad fremstår som passivt drømmeobjekt frem for et aktivt og udfarende subjekt. Kylie er med andre ord den perfekte poptøs, og folk kan efter behag projicere, hvad der lyster dem på den lille australske pinup, hvis musik på intet plan matcher hendes ikoniske gennemslagskraft.

Musikken i centrum
Der er et kæmpeskridt fra den erfarne showbizrotte Kylie til den 23-årige R&B-debutant Lina, hvis debutalbum Stranger On Earth er et stærkt og inciterende mix af jazzklange, swing, lounge, funk og moderne R&B, bygget på et massivt fundament af elegante hiphopbeats. Er Lina et attraktivt, langlemmet pigebarn, gider hun tydeligvis hverken give den som babe eller poptøs, og fra starten er det musikken, der er i centrum her.
Backet af samme band, som hun havde i ryggen under opvarmningstjansen til Craig David i december, kan det konstateres, at ensemblet på få måneder har udviklet sig i retning af det eminente, og de fire musikere komplementerer nu den ultratalentfulde Lina fuldstændigt. Korpigen Donna gav det excellente materiale et sidste løft og alt i alt tegnede Lina sig for weekendens musikalske højdepunkt med et tændt, udadvendt, grovsvingende og forfriskende positivt show, hvor standarden holdt hele vejen igennem og kommunikation mellem performer og publikum fungerede forbilledligt.
Med en baggrund i gospel og opera (!) skiller Lina sig først og fremmest ud ved på plade at dyrke et udtryk, der trækker tråde tilbage til fyrrernes og halvtredsernes vokaljazz, men live tager funken over, hvilket betyder, at sangene må bevise deres levedygtighed uden om pladens intrikate og elegante arrangementer og funklende produktion. At de i den grad holder beviser, at ud over at besidde en usædvanlig stemme er Lina også en effektiv sangskriver med sans for såvel komplekse harmonier som fængende omkvæd, og der er ikke grund til andet end at forvente store ting fra hende fremover.

Indforstået publikum
I pausen mødte Information musikeren og forfatteren T.S. Høeg, der var blevet slæbt til koncert af velmenende mennesker, men udtrykket i hans ansigt tydede ikke på betingelsesløs forventning. Denne skribent slog en spøgefuld og håbefuld tone an m.h.t. den forestående koncert med Gurus Jazzmatazz, hvilket blev umødegået med følgende svada: »Under jazzfestivalen i ’93 stillede Guru op på Ridebanen med Roland Byrd og Roy Ayers og levede op til Jazzmatazz-prædikatet, men jeg tør vædde på, at vi i aften får aftenskolefunk tilsat en dj og et par sild smidt ind for syns skyld – samt vokaler, der mixes så højt i forhold til musikken, at det er absurd.«
Og Guru kom da heller ikke synderligt heldigt fra start. Han overtog Linas band, fire gnistrende dygtige L.A.-musikere, der godt nok havde spillet sig ind på hendes materiale, men ikke på samme måde var på hjemmebane i Gurus melange af hiphop, funk og soul, og den første halve time slæbte sig afsted i fodgængeragtigt tempo, primært oppebåret af et indforstået og medspillende publikum. Man bør dog notere sig, at hvor de første to Jazzmatazz-projekter i vid udstrækning indforskrev jazzmusikere, er det på sidste års Streetsoul R&B-sangere Guru går i clinch med: Erykah Badu, Craig David, Kelis,
Isaac Hayes, Macy Gray og Angie Stone m.fl. lægger hver især stemmebånd til en skæring på et album, der stort set ikke ejer antydning af jazz.
Men da Guru begyndte at hente sangerinderne ind på scenen, løftede materialet sig mærkbart. Lina fik til opgave at gøre Eryka Badu kunsten efter på »Plenty«, men hendes præstation led under en vis skingerhed, så det var først da Carleen Anderson kom ud fra kulissens mørke for at bidrage med sin behagelige og fleksible stemme, at showet løftede sig, så man derfra og aftenen ud kunne nyde, hvad der foregik på scenen – uden at hun dog formåede at matche originalerne og uden man på noget tidspunkt imponeredes uforbeholdent. Guru er ikke verdens største rapper, til gengæld er han en glimrende pædagogisk formidler af afroamerikansk musiks arv og historie, og hans bestræbelser for at sprænge genrens DAT-båndsdrevne æstetik ved at hjule vaskeægte musikere ind klæder ham og losser i processen liv i den hiphop, der live alt for ofte er en utilfredsstillende oplevelse.

*Kylie Minogue m. band og dansere, Vega, fredag. Lina m. band + Gurus Jazzmatazz
feat. Carleen Anderson, Vega, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu