Læsetid: 5 min.

Psykiatriens brogede historie

Sjælden god bog om psykiatriens historie foreligger nu på dansk - og i en dårlig oversættelse
28. marts 2001

Sjælden god bog om psykiatriens historie foreligger nu på dansk - og
i en dårlig oversættelse

Ny bog
Den canadiske historiker Edward Shorter har skrevet en perspektivrig og kolossalt oplysende bog om psykiatriens historie, som er ført helt op til nutiden. Ved læsningen står det klart, at denne brogede historie er en vigtig del af vores kultur, og vi må tage den til os for at udvikle en ordentlig psykiatri.
Psykiatrien har om noget fag altid kæmpet med legeme-sjæl skismaet, fastslår Shorter. Lige fra starten har den været splittet i to opfattelser, den ene forankret i organismens biologiske forhold specielt i hjernen og den anden i de psykosociale aspekter i patientens tilværelse.

Humane idéer
Bogen begynder med psykiatriens fødsel i slutningen af 1700-tallet, da progressive læger indså, at de gale var sindssyge. Især er franskmanden Philippe Pinels navn blevet stående fra fagets begyndelse. Han færdedes i tidens revolutionære kredse og blev berømt, da han afskaffede de afsindiges lænker i Paris, i Bicêtre i 1793 og på Salpêtrièren i 1795.
I løbet af 1800-tallet isoleredes den vestlige verdens sindssyge på nybyggede asyler, som man oprettede med store forventninger. Nu skulle de sindslidende leve under humane forhold og have behandling, så de kunne blive raske. Men alle de uigennemtænkte behandlinger med disciplin, vandkure, tvunget sengeleje, søvnkure, tvangsstillinger, forskrækkelser og det, der var værre, slog tragisk fejl. Ikke desto mindre strømmede patienterne til i stadig stigende antal, og mange af dem blev aldrig udskrevet igen. Ved slutningen af 1800-tallet var asylerne trøstesløst overfyldte og behandlingen ikke meget andet end opbevaring med dårlig forplejning – medmindre man da var af de sjældne velstillede på første forplejningsklasse.
Hjerneforskning
Sektion af afdøde patienter blev i 1800-tallet et væsentligt grundlag for den medicinske forskning, og hjerner fra asylernes afdøde blev grundigt undersøgt i neuropatologernes mikroskoper. Hjerneforskningen blomstrede i Centraleuropa, hvor universiteterne havde gode tider.
I samme århundrede blev grundlaget for den moderne psykiatriske diagnostik lagt. Rundt omkring i Europa beskrev klinikere de psykiske symptomer og tilstande, og tyskeren Emil Kraepelin samlede trådene, da han i sine lærebøger i 1890’erne udskilte og navngav to store alvorlige sindssygdomme, manio-depressiv sygdom og dementia præcox (i 1911 omdøbt af schweizeren Eugen Bleuler til skizofreni). Opdelingen slog an og er stadig gældende, selvom man dengang så lidt som nu har været i stand til at påvise bare nogenlunde sikre grænser endsige markører for disse lidelser.
Meget interessant redegør Shorter for psykoanalysens udvikling efter starten i Wien i 1890’erne. I 1909 var Freud, Jung og Ferenczi på forelæsningsturne i USA. Det første amerikanske psykoanalytiske selskab blev stiftet i New York i 1911, og i 1930’erne havde ’bevægelsen’ bredt sig til mange stater. Ved en slags historiens ironi blev det Hitler og nazismen, der rigtig gav den vind i sejlene. Nogle forfulgte og særdeles veluddannede analytikere søgte ly i USA i løbet af 1930'erne og den anden verdenskrig, og trods betydelige sprogproblemer fik de hurtigt stor indflydelse.
Shorter lægger vægt på, at kredsen omkring Freud næsten udelukkende bestod af jøder, og hans påstand er, at de som fordrevne til ukendte kaotiske storbyer havde et umådeligt behov for at finde deres identitet. I det fremmede fandt de styrke ved at søge indad og greb psykoanalysen med begær.
Efter Shorters opfattelse er det mest interessante aspekt i psykoanalysens historie dens vellykkede forsøg på at overtage psykiatrien, som den i årtier dominerede i USA. Da psykoanalytikerne efter 1970’erne mistede magten i amerikansk psykiatri, forbinder han det blandt andet med, at de amerikanske jøder da var blevet assimilerede i samfundet.

Diagnoserne tager til
Mens Shorter er en ganske ukritisk beundrer af nutidens udbredte biologiske opfattelse af de alvorlige sindslidelser, er han særdeles skeptisk over for psykiatriens stadig mere omfattende diagnosticering af dagligdags problemer. Han viser, hvordan de diagnostiske grænser løbende udvides, og nye diagnoser kommer til. Lægerne ønsker at diagnosticere sygdomme, som de kan behandle, og medicinindustrien leverer ikke alene medicin, men også diagnoser. F. eks. markedsførte firmaet Upjohn i 1981 alprazolam (Tafil), der var designet specielt til den nye sygdom ’panikangst’, af kritikere kaldet »Upjohn sygdommen«.
Grænserne for depression er stadig blevet udvidede i direkte forbindelse med den store succes for lykkepillen Prozac (fluoxetin), der blev det næst hyppigst solgte medikament i verden i 1990’erne. Da producenten i 1985 (et par år før dette medikaments registrering) i sin årsrapport nævnte, at det som bivirkning gav vægttab, røg firmaets aktier straks i vejret. Løfterne om problemfrihed og vægttab gav Prozac et hurtigere gennembrud end noget andet psykiatrisk medikament i historien. Newsweek skrev i 1994: »Prozac er blevet ligeså almindeligt som Kleenex og har social status på linie med mineralvand.«

Læs den på engelsk
Forlaget og de to psykiatriske professorer, der står som redaktører, Povl Munk-Jørgensen og Tom G. Bolwig, fortjener ros for med denne udgivelse at gøre opmærksom på en særdeles tankevækkende bog. Men når det er sagt, må kritikken uundgåeligt hagle ned over dem, først og fremmest fordi den danske udgave er amputeret for mange siders uundværlige noter inklusive litteraturhenvisninger. Desuden mangler den engelske udgaves stikordsregister.
Oversætteren kender ikke de nødvendige fagord, og redaktionen har ikke hjulpet hende. Den kan ikke have ulejliget sig med at læse det danske manuskript igennem. End ikke indholdsfortegnelsen. Her optræder »Den psykoanalytiske hiatus«, der viser sig at være overskrift på et kapitel om, at psykoanalysen må betragtes som en lakune eller kløft i psykiatriens historie. Og »Genstrengen« (The Genetic Strand), er overskriften for omtale af de arvelige ’bånd’, som tvillingeundersøgelser og adoptionsstudier har påvist ved psykisk sygdom. Adskillige fagudtryk er forkerte eller direkte misvisende, eventuelt slet ikke oversat: Generel parese kaldes for »almindelig paralyse«, brom for »bromin«, patognomonisk for »patologisk«, hydro er ikke oversat (betyder badesanatorium, kuranstalt). En sætning som: »Neurasteni blev den manglende tvetydighed.« – er ufattelig. Nu mere end nok med disse sørgelige eksempler.
For udbyttets skyld er man nødt til at læse den engelske udgave, som oven i købet er særdeles velskrevet.
Psykiatriens historie råber højt og tydeligt. Hvornår tager vi mod til os og hører efter? Edward Shorters bog giver os en sjælden og god lejlighed.

*Edward Shorter: Psykiatriens historie – fra asyl til Prozac. Oversat af Ingegerd Danielsen. 386 s., ill., 398 kr. Munksgaard

*Edward Shorter: A History of Psychiatry. From the Era of the Asylum to the Age of Prozac. 436 s., ill. John Wiley & Sons, 1997

*Jytte Willadsens anmeldelse blev første gang bragt d. 24. februar, men i en fejlagtigt reduceret form. Vi beklager

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her