Læsetid: 6 min.

Rejse til øjeblikkets ende

Disse års dogmefilm har bl.a. hentet næring hos den store amerikanske instruktør, John Cassavetes, men de har kun fået indpakningspapiret med. Cassavetes dykker længere ned i livet end de danske underholdningsmagere
23. marts 2001

(2. sektion)

Instruktørportræt
Man skal ikke have set mange minutter af Cassavetes’ film før man fornemmer, at her er noget usædvanligt på færde. Man er tryllebundet, ikke af storslået tecnicolor, lækre settings eller en fed og begivenhedsrig fortælling. Nej, det elementært medrivende ved den eksperimenterende instruktørs strømmende film er, at de indfanger sjældne bidder af livsintense øjeblikke, såmænd.
Og det er øjeblikke, man ikke glemmer, først og fremmest fordi hans usædvanlige metode gør, at man kommer umanerligt tæt på de mennesker, som er i centrum i de 11 film, mesteren nåede at lave inden sin død i 1989.

Mindre plotfiksering
Når man ser disse års danske dogmeforbrødring er det jo let at se, at de har hentet en god del inspiration i den franske Ny Bølge-tradition med Godard, Truffaut, Rohmer og Chabrol. Mindre fokus på udstyr og teknik, mere fokus på ’sagen selv’. Men et lige så vigtig forbillede for genren udgør John Cassavetes, der radikalt gjorde op med Hollywood-traditionen i amerikansk film. Men til forskel fra dogmefilmenes forhippede og ofte pærebanale plots – tænk bare på Festen – skal man ikke have den fortælletekniske lommeregner med i biografen, når Cassavetes er på plakaten.
Og det er netop det aldeles poetiske i hans film: De vil ikke underholde og kildre publikum, de vil i stedet undersøge, hvad der sker derude i livet, hvor vi jo basalt set intet ved, derude hvor vi kun er overladt til hinandens gådefuldheder. Det er netop det destabile, som er omdrejningspunktet hos Cassavetes, og hvad skal man så med et tørrestativ af en historie, når det ikke er hvordan, det hele ender, man sidder og grunder på, men hvad det er for nogen mennesker, man pludselig kommer så fængslende ind på livet af.
Det er realitykunst før begrebet blev genopfundet af vore dages virrehoveder og selvfølgelig er det iscenesat og konstrueret og pakket ind i celluid, men i modsætning til de papnakker, der tror, at et opstillet kamera i et hus viser virkeligheden, så er Cassavetes et bevis på, at det virkelige bedst gribes gennem bevidst kunstnerisk bearbejdelse og udforskning.

Uforudsigeligt nu
Hvordan ser så det udforskende kamera ud? Cézanne blev ved med at male det samme Mont Saint Victoire-bjerg nede i Aix. Han talte om at studere naturen og eftergøre dens bevægelser på lærredet. Cassavetes metode er sådan set tilsvarende: At studere og genudfolde livets bevægelser foran kameraet.
Metoden hedder improvisation og er funderet i Cassavetes egen baggrund som skuespiller. Han ved, hvor den skal opspores, lommen af nærvær, der pludselig strømmer op, som en skjult viden i et uforudsigeligt nu, hvis man vel at mærke har sans for skuespillerens muligheder.
Og hvilke muligheder har han ikke udforsket i den vidunderlige Gena Rowlands, hvis rige udtryksregister kaster uforglemmelige perler af sig igennem de fleste af hans film. Var Cassavetes selv indbegrebet af en dæmonisk græsk gud med en eminent kraft i sine roller i egne og andres film, er Rowlands den lynende skønhed med katteøjnene, lige dele fandenivoldsk drama-mama og længselsvækkende sfinx. Cassavetes skyndte sig at gifte sig med hende samme år som de mødtes dengang i 60’erne.

Ingen ligfyldt last
Sit gennembrud havde han med filmen Shadows fra 1960, der som én lang jazzimprovisation skildrede kærlighedsforholdet mellem en hvid fyr og en sort pige. Denne lowbudgetfilm vandt han Venedig Festivalens kritikerpris for, og derefter fulgte to film, Too Late Blues (1962) og A Child Is Waiting (1963), som han blev tilbudt at lave som større udstyrsstykker i Hollywoodregi, uden at de dog er nævneværdige. Sine erfaringer omkring disse filmbranchens pengemænd omsatte han til et iskoldt portræt i Faces (1968).
Han ville undersøge hvad sådanne mennesker kunne finde på at sige, når de vendte hjem fra arbejdet og var sammen med konen og deres venner. Resultatet er 129 bidende minutter, hvor vi følger de brovtende hoveder tonse afsted i et ’hyggeligt’ selskab med sprutten som besk katalysator. Allerede her er det slående, at vi ingen steder skal hen.
Der er ikke noget bagved, ingen ligfyldt last der åbenbares, men snak der ætser og gør iagttageren lige så groggy som partygæsterne. To år efter fulgte filmen Husbands, der skildrer tre buddies, som efter en fælles vens begravelse går på druk. Men filmen er ikke bygget op omkring nogen highligts endsige spændingsmæssige cliffhangers. I stedet følger kameraet blot, hvad der tilfældigt sker og siges undervejs i det fælles vakuum, de efterladte venner er henvist til.

Dagligdagens eventyr
Og hvorfor ikke følge med når én af vennerne midt i rusen pludselig får den gale idé at tage en tur til London? Vi følger med på hotelværelset i den engelske hovedstad og oplever, hvordan det er at være uden for plottets sikkerhedsnet.
Dette er galskab udlevet af sørgende venner og det er ’dokumenteret’ af Cassavetes, der interesserer sig for disse formålsløse handlinger, som livet er fuldt af.
141 minutter tager turen med Peter Falk, Ben Gazzara og Cassavetes selv, og den filmlængde er ikke tilpasset noget succeskriterium eller biografvenligt publikumsformat.
På bedste amerikansk vis er filmene ikke-metafysiske og arbejdende i den pragmatiske dagligdag, som pludselig bliver til et aldeles eventyr, fordi de lange film dvæler ved og fordyber sig i situationer, som den hollywoodske saks ellers ville have tilklippet.
Som skuespiller var Cassavetes selv blændende, og de penge han tjente ved f.eks. at medvirke i Rosemary’s baby og andre store film, brugte han på at lave sine egne originale adventures of insecurity, for nu at citere Ray Carney, et sludrehoved, der desværre er den eneste, som har skrevet indgående om Cassavetes.

Kærlighedstunts
Det enestående ved skuespillerholdet er, at Cassavetes hver gang benytter sine nærmeste venner og sin familie. Og han har udtalt, at han egentlig ikke er så interesseret i film som sådan, men snarere i de mennesker, han arbejder sammen med.
Rowlands er med i den næste, Minnie and Moskowitz fra 1971, der som titlen antyder følger sammenstødet mellem to forskellige personager, Rowlands, et bedårende overklasseløg og Seymore Cassel som den idiosynkratiske parkeringsvagt, der med tumultuariske kærlighedsstunts sætter handling bag sin håbløse forelskelse i skønheden.
Det er umuligt og det er overraskende smukt skildret. Nerveoprivende er Rowlands i front igen i A Woman Under the Influence fra 1974. Peter Falk er her Mabels ægtemand, arbejdsmanden, der har et håndfast forhold til virkeligheden, og som står sit livs prøve over for hustruens følelsesforvildede nervesammenbrud igennem filmens over toenhalv times lange stræk.
Bagefter er man færdig, tømt og dybt rørt efter den marathon af følesudredning, som pågår mellem de to, lige elskelige individer. Man kunne dvæle videre ved The Killing of a Chinese Bookie (1976), Opening night (1977), Gloria (1980) eller den sidste Love Streams fra 1984.

Vi er her nu
Alle er de udtryk for en stor kunstners syn på verden, et syn der som en urolig understrøm løber gennem alle film: Vi er her nu, vi føres videre af det ukendte, det er kompliceret, men sådan skal det være, alt andet er løgn.
Uretfærdigt er det selvfølgelig at måle de danske dogmefilm med sådan en kolos, men slående er det, at hvor vi i disse år hylder dansk films internationale, håndholdte succes, er det fordi, de kan li’ os i udlandet. Men hvor er den instruktør der virkelig har noget på hjerte, ud over ’en god og underholdende historie’?
von Trier hekser fra gang til gang, men det er ikke film, man vil dø for at se. Det ville jeg for Cassavetes, vel vidende at jeg fik livet tifold igen ved synet.

*John Cassavetes’ film kan købes på www.laserdisken.dk eller i Filmhusets boghandel

*Find mere på The unofficial John Cassavetes hjemmeside på adressen: members.aol.com

*Christian Lund skriver til dagligt om teater

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her