Læsetid: 3 min.

Rockens sidste romantikere

Sort Sols nyeste album hylder den klassiske popballades overflødighedshorn af strygere og grandiose omkvæd
31. marts 2001

Ny cd
Mere end noget andet dansk band ældes Sort Sol med værdighed og charme. Nyeste plade, Snakecharmer, markerer bandets indgang til sit fjerde årti som et af de mest egenrådige og afsøgende på den danske scene. Efter næsten fem års pladepause fremstår deres ottende udspil omhyggeligt gennemarbejdet, men et hit i stil med »Let Your Fingers Do The Walking« skal man lede forgæves efter, og ej heller har bandet lige så ihærdigt kastet sig over tidens musikalske strømninger, som det var tilfældet med Unspoiled Monsters fra 1996. Til gengæld vokser de fleste af de nye numre langsomt i ørene på lytteren, hvilket er et sikkert tegn på, at Snakecharmer er en plade, man igen og igen vil vende tilbage til.
Sort Sol har ombygget en gammel bunker på Holmen i København til deres eget Dog Star Studio, og selv om det måske kan lyde lidt trangt, så er der på Snakecharmer højt til loftet. Inspirationen er hentet fra 60’ernes storladne popballader og 70’ernes glamrock, som Sort Sol igennem hele sin levetid aldrig har skjult sin forkærlighed for, men samtidig krydres kompositionerne med elektroniske tricks, da gruppen som vanligt også har øje og øre for nutiden. Tekstmæssigt er der smutture til mytologiens, litteraturens og popkulturens verden, fra danske divaer og digtere til en Daddy Howard i Queens.

Kærligheden dominerer
Pladens måske bedste nummer, »Brogue«, viser, at Sort Sol favner det hele. Nummeret bygges klassisk op med nye som gamle musikalske virkemidler: Akustiske og elektriske spader, synthklange, pladescratch og så Steen Jørgensens mørke croon helt i front, der hylder de gamle kæmper Georg Brandes og Asta Nielsen med det brusende omkvæd »Shake, rattle and rocking romancer.«
Og det er det, Sort Sol er, uhelbredelige rock-romantikere. Allerede indledningen, »I’ll Take Care Of You«, er et regulært kærlighedsnummer uden ironiske eller djævelske undertoner, hvor indledningslinjen »These are the flames, the wild, wild flames of love« sætter gang i et herligt overproduceret og strygerdomineret arrangement. Efter at have hørt det, føles det længere end de 24 år, der er gået, siden de som fire vrede knægte debuterede på Rødovre Gymnasium og kort efter udgav Danmarks første punkplade.
Knud Odde-kompositionen »Elia Rising« holder sig heller ikke tilbage, hvor Lars Top-Galias desperate guitar kun helmes af norske Sissel Kyrkjebøs omkvæd, og hvor Steen Jørgensens sjælfulde vokal nærmer sig Nick Caves klasse.
Til gengæld daler niveauet på Oddes andet påfund, »Rhinestone«, en noget ordinær komposition, der sammen med »It’s Gonna Rain« er pladens to svageste udspil. Sidstnævnte vil meget med melankolske regnvejrsstemninger iblandet programmerede rytmer, samplede strygere, turntables og endnu en klagende guitar fra Top-Galia, men melodien bliver kvalt i de mange stiløvelser og en forceret atmosfære.

Ikke at sætte i bås
Sort Sol er dog hurtigt på sporet igen med den fabulerende og rockende »Who’s Afraid Of Virginia Woolf?«, pladens mest energifyldte komposition, og også millennium-sangen »Next Century« bringer lytteren ind på sikkert Sort Sol-territorium: Top-Galias guitar, så vi hele tiden husker bandets fortid i undergrunden, der bogstaveligt talt står i skærende kontrast til nummerets blide passager. Det næsten skizofrene møde mellem ro og eksplosion understreger, at Sort Sol er for nysgerrige og spændstige til at blive presset ind på en bestemt hylde.
Og så afsluttes det hele med Moody Blues-klassikeren »Nights In White Satin«, der sidste efterår blev udsendt på single, men her foreligger i et nyt mix. Et nummer, som giver mening til det at reproducere kendt materiale, da Sort Sol tilføjer sit eget udtryk og distancerer sig fra de rammer, de gamle symfonhippiere i Moody Blues oprindeligt tiltænkte originalen.
Således florerer strygere, vokal sovset ind i rumklang, forpinte guitarer og Ennio Morricone-bas, klokkeklange, susende og brusende lyde, som kun Scott Walker og Phil Spector på en meget god dag formår at overgå.
»Nights In White Satin – Never reaching the end.« Desværre jo, Sort Sol takker af efter kun 37 minutter, men mere behøver bandet alligevel ikke for at slå fast, at det er et af de få originale i vores lille musikalske andedam.

*Sort Sol, Snakecharmer. Produceret af Per Sunding og Sort Sol. Universal Records. Udkommer 1. apr. (sic!)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her