Læsetid: 5 min.

I røven af Rolf

Informations udsendte fulgte i ledsagebilen Rolf Sørensen på enkeltstarten af etapeløbet Tirreno-Adriatico
19. marts 2001

Cykling
Torricella Sicura – Hun er en køn ung kvinde med langt mørkt småkrøllet hår. Hun præsenterer sig kort som Sabine, da Direktør Nielsen sætter sig ind på bagsædet af den røde Hyundai, og jeg sætter mig ind ved siden af hende på forsædet. Det er hende, der skal køre bilen. Hun er tysk og taler engelsk. Så langt er der ikke noget usædvanligt i situationen. Solen varmer over Campli, en bjerglandsby mellem Adriaterhavet og de store snedækte bjergmassiver omkring Gran Sasso, som man kan se tårne sig op mod vest. Vejen herop havde slynget sig mellem hvidblomstrende frugttræer, gule grøftekantsblomster og stejlt skrånende, skært grønne marker. På en plads foran byen holdt cykelløbets busser og ledsagebiler, og omkring dem blev gjort klar til 5. etape af Tirreno-Adriatico, den 14,2 km lange enkeltstart. Det danske hold CSC World Onlines sportsdirektør, Alex Pedersen, havde svaret ja med det samme. Jo, vi måtte godt sidde med i den ledsagevogn, der skulle følge Rolf Sørensen med start klokken 13.45 en god time senere.

Direktør med pladehjul
Det er Sabine, der skal køre bilen. Hun er en af holdets massører. Spænder sin sikkerhedssele, og får pludselig travlt med at køre frem til mændene, der smækker det hvide skilt med rytterens navn fast på køleren og frem til start, hvor Sørensen allerede er på vej op på den lyserøde startrampe. Der er koncentration og en anelse nervøsitet både hos rytteren oppe på rampen og inde i ledsagebilen i sekunderne inden startsignalet. Sabine må speede op for at nå op til Sørensen, da han bliver sendt ned fra rampen og forsvinder om et hjørne nedad den stejle vej fra byen. Speedometernålen duver omkring 70, og så går det pludseligt sejt opad. »Han hugger lidt, hva’« lyder det fra Nielsen omme fra bagsædet. Med kendermine, som om direktøren på dette dagblad aldrig bestilte andet end at sidde i følgebiler bag nogen af verdens bedste cykelryttere i vigtige løb. Ved siden af ham ligger et Fir-pladehjul og noget andet grej. Sabine gearer ned. Sørensen hugger godt nok på vejen op, og også han må et par gange smide kæden op på et mere pedallerbart tandhjul. Et par gående tilskuere på vej op i modsat vejbane råber »Sorensen« til hinanden og et par opmuntrende ord efter ham, da de genkender ham. Han er en stor mand på disse kanter, men han satte så megen tid til på første etape af det løb, han har vundet to gange tidligere, at han ikke kan gøre sig håb om en gentagelse, og enkeltstartsruten, vi nu følger ham på, er godt nok vanskelig. Kort, men stejlt op og ned og vildt kurvet. Temposkift og gearskift uafladeligt. Også i bilen. Sabine holder en afstand på 20 meter til ham konstant, men må speede op når nålen i kurverne nedad rammer 80. Bjergskråningerne er lige skært grønne, gule blomster langs vejen er der vel stadig, og frugttræerne mellem de tunge oliven er vel ved at lette i deres flor af hvidt, men det ser vi ikke. Oppe fra taget af bilen kan vi høre reservecyklen give sig i sine bespændinger, og Direktør Nielsen ved, at hvis rytteren foran os punkterer, så er det ham, der skal ud og give ham et af de hjul, der ligger ved siden af ham. Måske sidder han bagi og frygter, at situationen skulle opstå, eller måske tænker han på, at han ville elske det. Sabine er bare på arbejde. »Der fremme står Papa Sørensen,« siger hun og vender sig mod mig. Med én hånd på rattet. Og det gør han også. Jens Sørensen. Rolfs far. Han har i hele sin snart 36-årige søns karriere stået i en vejkant på ruten et eller andet sted i verden og givet sønnen en mellemtid på en enkeltstart eller været parat med et reservehjul midt i Arenbergskoven under et Paris-Roubaix. Så selvfølgelig står han også her. Foran et hus med en lille stensætning med blomster, hvor han har kunnet sætte sig ned i ventetiden i solen. Da sønnen hamrer forbi ham der godt fire kilometer fra mål, råber han en plus-minustid til ham, i forhold til sandsynligvis hidtidige bedstetid, men far og søn kender gennem et liv koderne. Jeg når at rulle sideruden ned og min hånd mødes med Jens’ med et klask, som er voldsommere, end jeg havde regnet med, fordi farten er det. På sådan en enkeltstart, selv i et sådant terræn, er gennemsnitshastigheden over 40 i timen, men Rolf Sørensen sætter tempoet ned fra det øjeblik, han har mødt sin far. Han kan alligevel ikke nå noget i dag, skal spare kræfter til de næste par etaper i terræn, hvor han tidligere har vundet, og hvor han vil forsøge sig igen.
Op ad sidste bakke ved toppen før mål overhaler Sørensen rytter nummer 42, Gabriele Colombo, der som ganske ung vandt Milano-Sanremo i 1996, men aldrig siden har kunnet leve op til det. Før måske i år. Men Colombo kører op uden ledsagevogn bag sig og gør et øjeblik Sabine let forvirret. Har hun overhalet den? Har hun forsyndet sig mod reglementet? »Er han med i løbet?« spørger hun. Det er Colombo ikke endnu. Han skal først starte senere, men er sveddryppende ude at prøvekøre den sidste bakke.

Kun til sande venner
»Jeg tog det som en halv hviledag – ja, okay det er sgu hårdt nok,« sagde Sørensen, da Sabine havde fået givet ham et par læskedrikke bagefter, og inden en grinende pige med langt blondt hår og noget gult official-overtrækstøj, i den varme, kom hen med et lille kamera og kaldte ham feltets smukkeste. Direktør Nielsen tog billedet af dem sammen, inden vi sivede op ad hovedgaden i Torricella Sicura til en bar over for målstregen, hvor der på en papirlap på hjørnet til en lille smøge stod skrevet med speedmarker: Kød ad libitum. Og i en parentes under: Kun til sande venner. Det var i smøgen med en grill med lammekoteletter og et campingbord med hvidvinsdunke at den lille bys lystige og ikke helt ædru folk fejrede, at et cykelløb var kommet til byen. En pensioneret carabinieri med et stort hængende overskæg og livslang ret til at bære uniformsrevers mente at vi var sande venner og bød os på vin og lam, mens vi ventede på at Nikolaj Bo Larsen, Bo Hamburger og Michael Blaudzun skulle komme i mål. Alle tre lå inden enkeltstarten godt placeret med blot 11 sekunder op til løbets førende rytter, men det satte de over styr. Mest ærgerligt for Blaudzun, der mistede et halvt minut og en fortsat topplacering ved at kure på røven i det sidste sving og komme rasende i mål med hudafskrabninger op ad det højre ben.
Etapen blev vundet af Roberto Petito, og hans russiske holdkammerat fra Fassa Bortolo, Sergej Ivanov fører i løbets samlede stilling.
Og Jens Sørensen kørte os de 14 kilometer tilbage til start, hvor vi havde efterladt vores egen bil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her