Læsetid: 3 min.

Schröder vender raket-kåben

Stor forvirring oven på kansler Schröders pludselige støtte til det amerikanske raketskjold. Tyskland skal med for at få gavn af teknologien, mener han
3. marts 2001

BERLIN – If you can’t beat them, join them. Sådan lyder et godt gammelt forhandlingsråd, som også kansler Gerhard Schröder (SPD) kan tilslutte sig.
Mandag aften sagde kansleren på tv-kanalen N24, at debatten om det amerikanske raketskjold (NMD) »ikke bliver ført sådan, som den burde,« og at han ikke deler den herskende opfattelse af NMD som »djævlens værk.«
Det er ikke længere et spørgsmål, om raketskjoldet bliver indført, noterede Schröder, men om betingelserne for dets indførelse. Og så er det bedre at være med, end at stå uden for.

Med to tunger
Kansleren beskæftigede sig ikke videre med de sikkerhedspolitiske betænkeligheder ved projektet – langt mere interesserede han sig for de forskningsmæssige landvindinger, som NMD vil betyde, og som Tyskland ikke har råd til at give afkald på.
Mens Schröder sammen med forsvarsminister Rudolf Scharping (SPD) og udenrigsminister Joschka Fischer (De Grønne) så sent som i januar afvise projektet, talte han mandag om at gå i »dialog« med USA.
Men Schröders ord betyder dog ikke, at Tyskland har ændret sit syn på NMD, forsikrede forsvarsministeriet straks efter – ministeriet kalder Schröders udtalelse for et »supplement, ikke et kursskifte.«

Forvirring
Kanslerens ord har skabt forvirring i Tyskland. I første omgang undrede det, at han fremkom med dem på N24, en nyhedskanal i stil med CNN men med ganske få seere. Yderligere virkede det mystisk, at hans ord halvvejs blev dementeret – men ikke trukket tilbage.
Schröders strategi var formentlig at starte diskussionen om den udsigtsløse NMD-modstand blødt. I stedet for at få sine tanker skudt ned med det samme, valgte han en forsinket udbredelse af sit budskab. Først onsdag kunne aviserne referere hans udtalelse, og dermed havde lederskribenter og journalister fået god tid til at tænke sig om.
Hvis det var strategien, lykkedes den. Modtagelsen blev afdæmpet – selv den venstreorienterede avis TAZ havde plads til en positiv kommentar i sin dækning.

Grønne protester
Hos regeringspartneren De Grønne kom Schröders udtalelser som et chok.
De var ikke på forhånd aftalt, og derfor var tonen hård. Partiets udenrigspolitiske ordfører Helmut Lippelt afviser enhver tysk deltagelse i NMD:
»Jeg kan ikke indse, hvorfor vi skal springe på et oprustningstog, som har enorme internationale konsekvenser,« siger han.
Heller ikke medlemmerne af SPD’s ungdomsorganisation (Juso) er begejstrede:
»Et ja fra regeringen vil ikke kun være en belastning for den europæiske sikkerhedsstruktur, men også udgøre en fare for, at gamle grøfter i samfundet graves op igen,« frygter Juso-formand Benjamin Mikfeld.
Hos oppositionen høster kansleren anerkendelse. CDU og CSU’s forsvarsordfører Paul Breuer siger, at Amerika har taget bestik af situationen og med sin beslutning om raketskjold går i den rigtige retning.
»En fortsat afvisende eller henholdende holdning vil give det tysk-amerikanske forhold skrammer og sende forkerte signaler til de europæiske allierede,« advarede Paul Breuer.

Mærkelige argumenter
»Hidtil er der kommet meget forskellige signaler fra regeringen,« bedømmer den tidligere forsvarsminister Volker Rühe (CDU):
»De spændte fra ’djævelens værk’ til en et tøvende ønske om at være med. I kraft af Schröders udmelding er regeringens holdning blevet mere konstruktiv. Det er i vores interesse – som kansleren siger – at være med i den teknologiske udvikling.«
Volker Rühe mener dog ikke, at forskningen er den vigtigste grund til at deltage i NMD-projektet.
Det synspunkt deles af den social-liberale avis Der Tagesspiegel: »NMD, det omstridte raketskjold, af hensyn til forskningen og teknologien – det er nærmest absurd.«
I et interview med avisen Stuttgarter Zeitung gentog kansleren i går, at Europa skal søge at få del i NMD:
»Uden deltagelse går det ikke.«
Spørgsmålet om teknologisk deltagelse vil dog først blive aktuelt, når diskussionerne i NATO, og med Kina og Rusland, er afsluttet, sagde han og advarede mod en NATO-alliance med forskellige niveauer af sikkerhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her