Udstilling
»Det kan såre ens stolthed som udlænding, hvis en indfødt undlader at svare én på sit modersmål på trods af, at man har henvendt sig til vedkommende på dét sprog.«
Sådan lyder et af udsagnene på Lise Harlevs udstilling, »Det kan såre éns stolthed« i Rhizom i Århus. Udstillingen er den første af 10 udstillinger med yngre danske billedkunstnere, som under overskriften danskheder, fra forskellige vinkler arbejder med virkelighedens sociale, sproglige og kulturelle sammenstød og paradokser.
Lise Harlev tager udgangspunkt i sine personlige erfaringer, som fremmedsproget i et andet land, hvor hendes ufuldkomne bemestring af sproget bragte hende i uligeværdige samtalesituationer med indfødte. Hvilket ledte hende på sporet af nogle opdagelser omkring den dominans, som ligger i sproglig overlegenhed:
»Når man taler med en indfødt, tænker man somme tider på, om vedkommende sænker det intellektuelle niveau for éns skyld.«
Ved hjælp af et konsekvent designet plakatkoncept. Hvor de grafiske design minder meget om undervisningsmaterialer, af den småkedelige og officielle type, som man konstant møder på sin vej gennem de statslige og kommunale uddannelsessystemer, sættes fokus på sproglige problematikker. Som de ser ud for den, som ikke har den sikkerhed, som sproglig bemestring afstedkommer.
Harlev peger på usikkerheden, som opstår, når man sidder med ordbogen og ikke rigtig føler sig tryg ved den oversættelsesmulighed, som bogen peger på; »Man venter med at bruge udtrykket, til man har hørt en indfødt bruge det.« Eller fornemmelsen af, at ens samtalepartner undertrykker sin trang til at rette grammatiske og syntaktiske fejl i éns gebrokne snak.
Harlev erkender, at oplevelsen af at nære beundring for en indfødt, udelukkende fordi vedkommende mestrer sit sprog, kan give anledning til ellers helt ubegrundede intellektuelle underlegenhedsfølelser.
Ny optik på kulturen
Lise Harlevs iagttagelser viser, at udlændingen kan observere ting i den fremmede kultur, som den indfødte, fra sin positions selvfølgelige udgangspunkt, kan have svært ved at erkende. Hendes pointe er, at dette uligeværdige forhold fremmer psykologiske og sociale aspekter, som forstærker polariseringen mellem indfødte og fremmede.
Lise Harlev nøjes med at pege på misforholdet, og det er selvfølgelig stof til eftertanke for de fleste, men hun giver ingen forslag til problemets løsning. Det er nok også umuligt at fjerne gnidningerne i et uligeværdigt møde, men sikkert er det, at det er en god ide at tænke over det, når situationen opstår.
»Det kan såre ens stolthed« er en udstilling, som griber sit stof i den aktuelle virkelighed, og ved at bruge uddannelsessystemets formidlingssprog og grafiske signaler giver Lise Harlev sine udsagn et officielt præg, som skaber autoritet og troværdighed omkring udsagn, som i denne sammenhæng fremstilles af sagens svage part.
Udstillingsstedet Rhizom har med denne udstillingsrække taget et forfriskende initiativ, som sætter billedkunsten i direkte forbindelse med virkelighed og samfundsdebat.
Udstillingerne vil belyse en voksende tendens i nutidskunsten, som bekræfter kunstneres behov for at bidrage på disse områder. Et ståsted hvorfra kunstneren betjener sig af sin særlige kunstneriske tilgang til det at eksistere i en kompleks virkelighed. De kunstnere, som opererer i dette flet, lægger vægt på dialogen, spørgsmålene og udsagnene, som blotlægges via deres undersøgelser af virkeligheden. På den måde bliver form og æstetiske spørgsmål sekundære faktorer, som underordnes og begrundes af emnet eller den historie, som fortælles. Man kan sige, at det æstetiske indhold flyttes fra kunstgenstanden over i det relationelle. Og således antyder kunsten, at de strukturer og sammenhænge, vi agerer i, kan anskues fra nye vinkler, problematiseres og måske ændres ved hjælp af forventninger og idealer, som traditionelt udfoldede sig inden for en formmæssig og symbolsk virkelighed. At det æstetiske faktisk findes i de relationer, som vi har med hinanden.
*Danskheder/events 2001: Det kan såre éns stolthed. Lise Harlev. Udstillingsstedet Rhizom, Studsgade 42, st. Århus. Ti.-fr. 12-17, lø-sø. 11-16. Til 25. mar.