Læsetid: 2 min.

Slap spekulation

30. marts 2001

(2. sektion)

Jean-Jacques Annauds nye film, ’Enemy at the Gates’, forsøger at legitimere sin knaldroman-agtige historie ved at knytte an til virkelige begivenheder

Ny film
Vurderet hver for sig rummer Jean-Jacques Annauds nye film, Enemy at the Gates, bestemt flere velfungerende elementer med kulørt spænding, godt skuespil og flot iscenesættelse. Men set som en helhed er den franske instruktørs første engelsksprogede film intet mindre end en fæl omgang spekulation.
Filmen foregår i vinteren 1942-43 og skildrer slaget ved Stalingrad, hvor udmarvede russere forsøger at holde stand med de veludrustede tyskere. Russerne vandt slaget efter nogle lange vintermåneder, hvilket siden fik indflydelse på udfaldet af Anden Verdenskrig.

Mange historier
Annauds ærinder er mange på én gang. Han vil gerne berette historien om venskabet mellem den skarptskydende bondeknøs Vasilij Zajtsev (en udmærket præstation fra Jude Law), der ender som feteret snigskytte, og propagandaofficeren Danilov (Joseph Fiennes), som kan bruge Vasilijs heltestatus til at stive den noget lave moral blandt de russiske styrker af.
Annaud vil gerne fortælle om kvinden Tanja (kønne Rachel Weisz i en alvorlig rolle, hvilket klæder hende), som kommer mellem de to venner, da Danilov forelsker sig i hende. Men Tanja forelsker sig i stedet i Vasilij, og han i hende, og så har vi balladen.
Så er der selvfølgelig også historien om Vasilijs højspændte og langstrakte duel med den tyske major og skarpskytte König (altid glimrende Ed Harris), som sendes til fronten for at gøre det af med Vasilij, fordi han efterhånden har pløkket lidt for mange officerer ned.
Og endelig er der selve krigen, beretningen om det ubarmhjertige russiske krigsmaskineri, der hellere sender sine soldater i døden end erkender, at det måske var klogere at vende om. Om den brutale og usympatiske, russiske presseofficer Nikita Krustjov (en sjældent oppustet og ensidig Bob Hoskins), der ser med venlige øjne på Vasilij – men kun så længe han leverer resultater – fordi han måske kan være med til at vende krigslykken.
Jean-Jacques Annaud har baseret sin film på virkelige begivenheder – således er også Vasilij-karakteren hentet fra de historiske annaler – og det er netop i sine forsøg på at ramme sit knaldroman-agtige plot ind af historiske fakta, at Annaud fejler. På den ene side vil han gerne skildre så korrekt som muligt, på den anden side er han nødt til at tillempe virkeligheden sit spekulative plot, så genre-elementerne ikke går tabt.
Resultatet er en film, som hverken er det ene eller det andet, men som skamløst forsøger at legitimere sig selv ved at knytte an til en begivenhed, de fleste kender og kan forholde til.
Havde Annaud besluttet sig for at lave et rent historisk drama med tjek på fakta og uden forsøg på billig spænding og slubrende romantik, så ville han utvivlsomt have klaret sig bedre.
I stedet er Enemy at the Gates endt som en velproduceret, men unuanceret og moralsk slap film. En film i stil med Saving Private Ryan, hvor publikum til at begynde med rystes af effektive, blodige og nærgående billeder af krigens grusomheder, og instruktøren så forventer, at man bare sluger hans sentimentale pladder uden at stille spørgsmål.

*Enemy at the Gates. Instruktion: Jean-Jacques Annaud. Manuskript: Alain Godard og Jean-Jacques Annaud. Fransk/tysk/britisk/amerikansk (Imperial og CinemaxX, København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her