Læsetid: 6 min.

Smittefaren vokser på ustabilt marked

Handelen med afledte finansinstrumenter steg dramatisk i halvfemserne. Den internationale Valutafond erkender, at de centrale aktører ikke forstår det nye markeds dynamik
14. marts 2001

Markedet
»Markedets struktur er påvirket negativt af de finansielle innovationer og er blevet mere uforudsigelige, om ikke ligefrem ustabile.«
Ordene er ikke fra den globale borgerbevægelse, ATTAC, men er hentet fra Den internationale Valutafond (IMF).
I rapporten ’International Capital Markets 2000’ hudfletter IMF-økonomerne Donald J. Mathieson og Garry J. Schinasi, hvordan den eksplosive vækst i en række nye afledte finansinstrumenter ikke har været ledsaget af en tilsvarende eksplosiv vækst i erkendelse.
»Markedsdeltagere og embedsmænd erkender, at de har en begrænset forståelse af dynamikken i handelen på derivatmarkedet og dets konsekvenser for tilknyttede markeder,« fastslår IMF-økonomerne.
Spekulationer
Ordet derivat betyder ifølge fremmedordbogen ’et digterisk stof overleveret gennem folketraditioner’ eller ’et
kemisk afledningsprodukt’, men på finansmarkedet er derivaterne en teknisk samlebetegnelse for en stribe nye sofistikerede finanspapirer som bl.a. futures og optioner.
De giver mulighed for at spekulere i fremtidens valutakurser, aktiekurser, rentesvingninger og råvarepriser.
De kan også bruges som en slags helgarderinger mod kursrisici, som når boligkøbere vælger at kurssikre deres obligationslån hos kreditforeningen. (Se faktaboks om optioner og futures)
Markedet for derivater er vokset voldsomt i halvfemsernes globale risikosamfund.
Tal fra Bank of International Settlements i Basel viser, at det globale derivatmarked i juni 2000 nåede op på 94.000 milliarder dollar – eller mere end tretten gange så meget den samlede verdenshandel med varer og serviceydelser.
Handelen med derivater er steget med 30 procent siden den verdensomspændende finanskrise i 1998. Den samlede derivathandel er mere end firedoblet i perioden fra 1992 til 1999.
Over halvdelen af den sker i dag på tværs af grænserne.

Ingen kontrol
Økonomerne er uenige, om brugen af derivater med til at forstærke smittefaren i det finansielle system i krisesituationer, eller er de med til at stabilisere det globale finanssystem?
I IMF tør man ikke give et færdigt svar på spørgsmålet, men man erkender, at derivatmarkedet »grundlæggende er ureguleret« og »ingen af de større finanscentre har et derivat-tilsyn« på samme måde, som de har et bank- og finanstilsyn.
»Der er ingen central mekanisme til at begrænse« de risici, som bliver taget i markedet af enkeltpersoner eller mere samlet. »Risikostyringen er fuldstændig decentraliseret.«
Det finansielle marked har op igennem 1990’erne været præget af utrolig volatilitet - flygtighed. Selv de allerstørste og mest likvide finansmarkeder er præget af den nye permanente ustabilitet og voldsomme kursryk. F.eks. blev derivater brugt som løftestang for spekulationer i den japanske yen, da den i perioden fra den sjette til den niende oktober i 1998 steg med 15 procent overfor den amerikanske dollar.
»Der var en ekstrem prisdynamik, hinsides det som forandringer i den fundamentale økonomi kunne forklare,« påpeger IMF-økonomerne.
Det var ikke et isoleret hop eller en tilfældig flygtighed. Det var en del af den nye struktur af ustabilitet, som firsernes Big Bang-liberaliseringer havde fremkaldt.
»I 1990erne var der gentagne perioder med volatilitet og stress i forskellige værdipapirmarkeder, mens markedsdeltagerne søgte efter højere indtjening i verdens førende obligations-, aktie-, valuta- og derivatmarkeder,« fastslår Donald J. Mathieson og Garry J. Schinasi, og henviser til de europæiske valutakriser i 1992 og 1993, samt til den mexicanske pesokrise i 1994, den asiatiske og den russiske finanskrise i 1997/98, den tyrkiske krise i 1999.
»Svage banksystemer enten skabte eller forstærkede konsekvenserne af finanskrisen. Den i Rusland fik praktisk talt verdens finansmarkeder til at brænde sammen,« forklarer de.

Spekulationskasino
Årsagen til, at verdens finansmarkeder var ved at brænde sammen, var ikke så meget den relativt beskedne russiske økonomi, eller at autoritære, men skrøbelige, politiske regimer ikke kunne håndtere den sideløbende krise i Sydøstasien.
Årsagen til, at alarmsignalerne blinkede i det globale finanssystem i 1998, var – ifølge de to IMF-økonomer – at en hedgefond kaldet Long Term Capital Management var uhyggelig tæt på at blive revet med i faldet. (se faktaboks om hedgefonde.)
Fonden, der var ledet af nogle af Vestens allermest sofistikerede og berømte økonomer, sendte i efteråret 1998 chokbølger igennem det globale finanssystem.
Anført af John W. Meriwether fra finanshuset Salomon Brothers og to nobelprisøkonomer, kastede fonden sig ud i en række spekulative arrangementer, og i august 1998 havde LTCM ved hjælp af derivater satset et beløb på 1500 mia. dollar.
Det var mere end 300 gange egenkapitalen, men ingen løftede øjenbrynene over det i den prominente backinggruppe, før det var for sent. Blandt LTCM’s indskydere var flere vestlige centralbanker og førende private banker som bl.a. Merrill Lynch, Goldman Sachs, Morgan Stanley Dean Witter, Travelers Group og Union Bank of Schwitzerland. Alle troede på Meriwethers og nobelprisøkonomernes overlegne intelligens. Det gik strygende for dem, så længe spekulationerne i renteforskelle på statsobligationer og værdipapirer i Rusland og Asien lykkedes. Men da Ruslands regering den 17. august 1998 lod rublen flyde og opgav at betale af på sin gæld, skred jorden under fonden og den tabte med et slag 44 procent af sin egenkapital.

Forvridninger
Det tvang fonden til hurtigt at likvidere en masse af sine over 60.000 papirpositioner på det globale marked. Men det var lettere tænkt end gjort. Eller som Mathieson og Schinasi påpeger i deres analytiske tilbageblik: »LTCM’s handelsbøger var så komplicerede og dets positioner så store, at verdens førende derivathandlere og risikomanagere fra tre store derivathandelshuse ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle afvikle LTCM’s derivatpapirer hurtigt på en ordentlig måde.«
»Hvis fonden var blevet likvideret, så kunne vi have risikeret en kreditkrise for andre låntagere,« sagde Alan Greenspan, da han ved en kongreshøring i efteråret 1998 skulle forklare, hvorfor forbundsbanken i New York gik ind og sammen med 14 forretningsbanken lavede en redningspakke til LTCM-fonden.
Et kollaps kunne »have påført markedsdeltagere betydelig skade, og det kunne potentielt have handicappet mange landes økonomier, inklusive vores egen,« fastslog han.Samtidig gjorde han rede for, at det globale finansmarked ikke længere var så let at styre:
»De globale finansmarkeder transmitterer mere effektivt end nogensinde finansielle forvridninger,« og »perioder af eufori og depression har en tendens til at være selvforstærkende,« sagde han.
Forandringer i forventningsdannelsen bliver hurtigt synkronisereret i realtid over hele kloden, men det gør det også sværere for centralbankerne at dæmme op for spekulationen i det globale finanskasino. LTCM fortsatte med at tabe penge, men i november 1998 rykkede Greenspan ud i en dramatisk aktion med det eneste instrument, som den amerikanske centralbank stadig kan bruge effektivt til at ændre folks forventningsdannelse. Til verdensoffentlighedens forundring sænkede han renten, selv om USA’s økonomi på det tidspunkt var nær overophedning med vækstrater på nær seks procent.
Det hed sig, at der var tale om en ny økonomi med usædvanlig høje produktivitetsstigninger, men Greenspan fik reddet vennerne i LTCM. Samtidig blev grunden lagt til et af historiens største spekulationsbobler på aktiemarkederne.
»Mellem november 1998 og februar 2000 steg NASDAQ-indekset med næsten 250 procent og øgede værdien med 3000 milliarder dollar. Det var irrationel overflod i første klasse,« som Fareed Zakaria har påpeget i ugemagasinet Newsweek.

FAKTA
Option og future
Option : Det er en kontrakt, der giver tidsbegrænset ret til f.eks. at købe en aktie, en valuta eller en råvare til en på forhånd aftalt pris. I de senere år er optioner, der er afledt af andre optioner, blevet mere udbredt. Man kunne kalde det en slags abstraktion i dobbelt potens eller spekulation i forventningernes forventning.

Futures: De såkaldte fremtidskontrakter har været brugt i generationer til f.eks. at sikre levering af korn til en aftalt pris på et aftalt tidspunkt i fremtiden.
I de senere år er futures
blevet brugt til at spekulere i råvarernes fremtidige priser eller i valutakurserne.
For et lille indskud har futures-handlere gamblet stort.

FAKTA
Swaps og hedgefonde
Swaps: Swaps bruges f.eks. til at spekulere i forskellene mellem værdipapirer med faste og flydende rentesatser. Disse såkaldte renteswaps står bag 2/3 af derivatmarkedet. Transnationale selskaber bruger valuta-swaps flittigt bl.a. til at at undgå statslige afgifter på handel i udenlandsk valuta.
Hedgefond: En hedgefond forsøger at få en gruppe rige velhaveres kapitalindskud til at mangedobles ved at spekulere i futures i valutaer og råvarer eller ved at investere i vækstselskaber og obligationer. Hedgefonde er stort set uregulerede. Det anslås, at der findes cirka 4000 hedgefonde i verden. De har cirka 400 mia. dollar i egenkapital. Ved hjælp af derivater kan de løfte mellem 8000 og 10000 mia. dollar i terminskontrakter på verdensmarkedet. Det er ti gange så meget som de samlede direkte udenlandske investeringer i fabrikker og fast ejendom hele sidste år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu