(2. sektion)
I dette nummer af i2 sætter vi fokus på to forfattere fra to århundreder, som på mærkelig vis taler sammen. Søren Kierkegaard og Hans-Jørgen Nielsen er aktuelle på hver deres måde. Interessen for Kierkegaard har været støt stigende op gennem 90erne, og Joakim Garfs tykke bog om SAK har skabt fornyet interesse om den poetiske krummerik. Kierkegaard var digter og filosof, hvilket man egentlig også godt kan sige om Hans-Jørgen Nielsen. Begge havde de et interessant mellemværende med identiteten. Kierkegaard lod pseudonymerne myldre ud i sine bøger, og Hans-Jørgen Nielsen lancerede begrebet attituderelativisme.
DÉN HANDLER groft sagt om, at vi lige så godt kan opgive ønsket om at have én identitet, fordi vi konstant indtager skiftende roller afhængigt af situationen. Dette rollespil må vi affinde os med i stedet for hele tiden at længes mod os selv. Nielsen praktiserede attituderelativismen ved som skribent at skyde på alt nyt, der rørte sig, også den såkaldte populærkultur, fra 60erne og til sin død i 1991. Hos Kierkegaard tjente rollespillet til at indkredse en kompleks sandhed i eksistensen, hos Nielsen handler spillet snarere om en mere fordomsfri kontakt med en verden i bevægelse, som en af hans bøger hed.
Nutidens interesse for dem begge tyder på, at dét der med identiteten altid vil være et vigtigt spørgsmål, den egne såvel som verdens.
